Boxer: tv-kanal fra Politiken er muligt

Den ny magtfaktor på det danske tv-marked, Boxer, anser en tv-kanal fra JP/Politikens Hus som »en klar mulighed«. »Vi holder to tv-kanal-pladser åbne,« siger adm. direktør Steen Ulf Jensen til Journalisten.dk.

Den ny magtfaktor på det danske tv-marked, Boxer, anser en tv-kanal fra JP/Politikens Hus som »en klar mulighed«. »Vi holder to tv-kanal-pladser åbne,« siger adm. direktør Steen Ulf Jensen til Journalisten.dk.

Når Boxer til november næste år går i luften med 29 landsdækkende tv-kanaler, så vil to af tv-stationerne være helt nye. Og som afsløret tidligere i dag, så er JP/Politikens Hus allerede i forhandlinger med Boxer om at kommu til danskerne med tv via stueantennen.

Hvorvidt det lige bliver JP/Politikens Hus, som får lov til at bryde TV 2s nuværende monopol på landsdækkende kommercielt tv via det æterbårne sendenet er dog stadig et åbent spørgsmål.

Boxer forhandler nemlig til alle sider og vil endnu ikke låse sig fast på, hvem eller hvad, der skal sende på de to "ledige" kanaler.

»Vi går i luften den 1. november 2009 år og har lovet 29 tv-kanaler. De 27 af kanalpladserne har vi på forhånd sat navn på, sådan som vi ideelt set gerne vil have det. Men to af kanal-pladserne har vi holdt åbne,« siger Boxers adm. direktør Steen Ulf Jensen til Journalisten.dk.

Hvem der får adgang til de to "fire" kanaler er dog et åbent spørgsmål.

»Der er stor dynamik i markedet lige nu med mange nye kanaler. Derfor er vi åbne for samarbejde med alle. Det kan være JP/Politikens Hus. Men også de eksisternde aktører på tv-markedet, der er interesseret i at lancere en ny kanal.«

Steen Ulf Jensen understreger, at Boxers digitale tv-sendenet skal ses som en drømmemulighed for at give danskerne et helt andet udvalg af tv-kanaler.

»Vores holdning er, at nu kommer der en platform, som giver mulighed for nye landsdækkende tv-stationer. Vi går ikke så meget op i, hvem det er, men mere indholdet. Sådan så vi får noget interessant for vores kunder,« siger han.

Inden Boxer træffer beslutning om de to frie kanaler skal forhandlingerne om de øvrige 27 pladser dog lige være på plads.

»Vi skal først forhandle med de kanaler, vi kender, og så tager vi de andre i den anden runde.«

Læs også: JP/Politikens Hus forhandler tv-kanal med Boxer

0 Kommentarer