En freelancefotograf og en journalist fra Ekstra Bladet er blevet bortvist fra Christiansborg i seks måneder, for at have overtrådt Folketingets spilleregler for pressen:
De fulgte Lars Barfoed (K), fotograferede ham og stillede ham spørgsmål, efter at han havde sagt, at han ikke ønskede at være med, og reglerne for pressen på Christiansborg lyder blandt andet, at:
”det journalistiske arbejde må ikke hindre medlemmers eller ansattes muligheder for at bevæge sig i huset. Af samme grund må der ikke i Folketinget opstå paparazzilignende tilstande, hvor fotografer eller journalister ”jagter” politikere eller andre, som har tilkendegivet, at de ikke ønsker at deltage i interview eller film- eller fotooptagelser”.
Journalisten.dk har talt med de to bortviste om forløbet, og de mener, at det er en hård udlægning af reglerne, når episoden fører til karantæne.
»De her regler er tolket meget, meget stramt,« siger journalist på Ekstra Bladet Martin Olsen. »Det, jeg gør, som man gør som journalist, det er, at jeg stiller fire kritiske spørgsmål, som Barfoed ikke ville svare på,« siger Martin Olsen.
Heller ikke freelancefotografen Anthon Unger mener, at der er noget at komme efter.
»Jeg så den ikke komme overhovedet. Det er en af de mest stille og rolige konfrontationer, jeg har været med til at lave i min karriere – nogensinde,« siger Anthon Unger.
De forklarer, at de ventede på Lars Barfoed foran hans kontor og kun fulgte ham i de 36 sekunder, der fremgår af lydoptagelsen, som Ekstra Bladet har offentliggjort.
Kritik
Folketingets formand, Mogens Lykketoft, forklarer til journalisten.dk, at de to journalister har gjort sig skyldige i en klokkeklar overtrædelse af spillereglerne på Borgen.
»Der er ingen som helst tvivl om, at det er sket i dette tilfælde, og det er også derfor, vi har fundet det nødvendigt at statuere et eksempel. Man har selv valgt at fremlægge en udførlig dokumentation, for at man ikke har overholdt en aftale,« siger Mogens Lykketoft.
Desuden har formanden for Folketingets presseloge, Henning Olsson, sagt, at journalisterne ser ud til at rende efter Lars Barfoed.
»Det forekommer tydeligt, at de jager ham rundt,« siger Henning Olsson ifølge nordjyske.dk.
Harmløst
Den udlægning ligger dog langt fra de overvejelser, som de to journalister har gjort sig under og efter forløbet.
»Jeg har hverken på tidspunktet eller bagefter nogen oplevelse af, at jeg har gjort noget forkert,« siger Martin Olsen.
»Naturligvis skal der være grænser, men dem synes jeg ikke, at vi er i nærheden af her.«
Fotografen mener, at det er Martin Olsen og han selv, der er blevet behandlet urimeligt.
»Jeg synes, at det er at misbruge deres magt og måde at gøre tingene på derinde,« siger Anthon Unger.
Opbakning
Næstformand i Dansk Journalistforbund Lars Werge bakkede i går op om de to journalister i en blog her på journalisten.dk.
”At politikerne så vælger at protestere til præsidiet på baggrund af en sag, hvor det må anses for fuldt relevant for en journalist at stille en toneangivende og indflydelsesrig partileder opfølgende spørgsmål i en aktuel sag, er klynk og ynk.
Men at Folketingets præsidium vælger at give politikerne medløb på, at en sekvens på mindre end 40 sekunder skulle være nok til at give eksklusion fra ’Borgen’, er ikke blot overraskende.
Det er en overreaktion og en straf, der ganske enkelt ikke kan siges at stå mål med ’forbrydelsen’,” skriver Lars Werge.
Forløbet ifølge journalisterne
Journalisten.dk har bedt de bortviste give deres udlægning af forløbet.
De forklarer, at de sætter sig i en krog omtrent 15 meter fra Lars Barfoeds kontor for at vente på, at han kommer ud. De vil spørge til en lejlighed, han angiveligt har fået uden om ventelisten, hvilket han hidtil ikke har ønsket at kommentere.
De venter foran kontoret i 15-20 minutter.
»Så kommer Barfoed ud, og jeg går hen og præsenterer mig ganske stille og roligt og stiller nogle spørgsmål om Barfoeds lejlighed,« forklarer Martin Olsen.
Lars Barfoed siger, at han ikke har nogen kommentarer, og han fortsætter mod en trappeopgang, der fører mod Karen Ellemans kontor. Journalisten og fotografen følger efter Barfoed i, hvad Martin Olsen kalder »behørig afstand«, og stiller to spørgsmål undervejs, som Barfoed ignorerer.
I trappeopgangen stiller Martin Olsen sit tredje spørgsmål, og så vender Lars Barfoed sig om, peger på journalisterne og siger, at han vil melde dem til Folketingets formand, hvis ikke de lader ham være. Journalisterne følger dog efter ham og stiller endnu et spørgsmål, inden Lars Barfoed går ind på Karen Ellemans kontor.
»Da han går ind til hende, så er vi ligesom færdige,« forklarer Anthon Unger.
De to journalister forklarer, at forløbet ikke tog længere end de 36 sekunder, som fremgår af lydoptagelsen, og ingen af dem havde indtryk af, at der skulle ske mere i sagen.
Fotografen Anthon Unger hører ikke mere, før han bliver opmærksom på et Ritzau-telegram, der oplyser om, at to medarbejdere fra Ekstra Bladet har fået karantæne.
Der går dog ikke så længe, før Martin Olsen bliver konfronteret med forløbet.
»En af Barfoeds pressefolk kommer op kort tid efter og siger, at han jo havde regnet med, at Barfoed ville blive spurgt om det her, men han var rolig og ville bare sikre sig, at det ikke var noget, vi ville gøre dagligt. Så siger vi, at det har vi selvfølgelig ikke tænkt os, men det har været os magtpåliggende at få svar på de her spørgsmål, for han har undveget dem i et stykke tid,« siger Martin Olsen.
Lige som Anthon Unger bliver han først opmærksom på bortvisningen, da Ritzau sender et telegram ud om beslutningen samme aften.
Ingen af dem har personligt fået oplyst, at de har karantæne, og ingen fra Folketingets præsidium har spurgt til deres udlægning af forløbet.
Regelbrud
Er det ikke jeres ansvar at følge de regler, der gælder for pressen på Christiansborg?
»Jeg mener, at de her regler er tolket meget, meget stramt. Jeg synes ikke, at der er tale om en jagt,« siger Martin Olsen.
»Det er jo nogle regler, der kan tolkes, og jeg synes, at Folketingets Præsidium har tolket dem meget, meget stramt. Og som Lykketoft selv siger, så kommer det an på situationen, hvor mange gange man kan spørge.
Fotograf Anthon Unger mener heller ikke, at reglerne er overtrådt:
»Jo, hvis vi havde blevet ved med at følge ham ned ad gangen eller havde fulgt ham hele dagen, så var det én ting, men jeg synes ikke, at seancen falder ind under den regel. Vi sidder og venter, så kommer Barfoed, og så tager det den tid, lydoptagelsen varer.«
Men både Folketingets formand, Mogens Lykketoft, og formanden for Folketingets Presseloge, Henning Olsson, forholder sig kritisk til det, I har gjort?
»Det hæfter jeg mig naturligvis ved, men jeg hæfter mig endnu mere ved, at DJ’s næstformand, Lars Werge, har tilkendegivet, at det var en hård sanktion, og at man skal have lov til at stille kritiske spørgsmål. Det samme kan jeg se, at en lang række kompetente journalister har skrevet på Facebook og Twitter. Blandt andet TV 2's politiske redaktør, Henrik Qvortrup, der har arbejdet på Christiansborg i mange år,« siger Martin Olsen.
Lars Barfoed siger jo klart og tydeligt, at han ikke vil være med, hvorfor bliver I ved?
»Nogle gange bliver man nødt til at være stædig, og det var det, vi var. Situationen var slut, da vi nåede op ad trappen, og så var det det,« siger Anthon Unger.
15 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hej Niels Graverholt
Det er jo helt fint, at du ikke vil bruge mere tid på mig og min uvidenhed, for så kan jeg til gengæld udvide din horisont ved at fortælle dig, at dengang det repræsentative demokrati og folkestyre blev indført, der var der ikke nogen af folketingsmedlemmerne, som var levebrødspolitikere.
Tilbage i 1849 der var flertallet af folketingsmedlemmerne beskæftiget i landbruget, og derfor tilrettelage datidens politikere folketingets samlinger, så de lå i vinterhalvåret, hvor der var mindst arbejde på deres marker. Og det var jo på alle måder en yderst rimelig konstruktion, dengang kunne de folkevalgte jo heller ikke rejse mellem København og deres gårde i Jylland på 2-3 timer, med et indenrigsfly.
Men paradokset er, at selv om vi i mange år har været i den situation, at samtlige medlemmer af folketinget er levebrødspolitikere, så har politikerne bevaret et system, hvor folketinget kun arbejder mindre end en trediedel af året, og det er jo kun et fåtal af nutidens politikere, som i et eller andet omfang passer et borgeligt erhverv, eller en landbrugsbedrift ved siden af deres taburet i folketinget.
Det meste af det såkaldte arbejde som politikerne laver, når de ikke sidder i folketingssalen og snorksover eller opdaterer deres fjæsbog-side, det er i øvrigt politisk reklame, hvor de promoverer sig selv og det parti, som de er medlem af.
Set i det lys, der kunne Lars "Skoløs" sagtens lige ha' brugt fem-ti minutter af hans fritid på, at besvare de spørgsmål, som journalisterne fra EB stillede ham, men problemet er nok, at sandheden i den verserende sag er meget ubekvem for Lars, og derfor trak han i nødbremsen.
Med venlig hilsen
Niels Riis Ebbesen
Denne sag er forudsigelig.
Folketingsmedlemmerne har stor interesse i at være en del af danskernes bevidsthed morgen, middag og aften. De har deres egen TV-kanal, de bruger facebook, de støtter de store medier med millioner af kroner - og ind imellem kommer der historier op, der anfægter alle de gode gerninger, fine hensigter; moral og etik. Øv øv.
Men kære venner: Når politikerne gerne vil styre os alle sammen så massivt, må de altså også stå på mål for den kritik - berettigede kritik - der altså også hører med til et anstændigt demokrati.
Og ser man på K, så kæmper partiet jo netop for etik og moral - og et retssamfund, der skal fungere.
Jeg har svært ved at se, at denne lille passage skal ophøjes til noget med at medlemmer af folketinget ikke kan få arbejdsro og bliver jagtet.
Jamen jamen .. !!
Skolelærere og andre undervisere bruger en meget stor del af det, som du og andre uvidende kalder "ferier", til at forberede det kommende undervisningsår, læse litteratur, deltage i forberedelsesmøder mv. Jeg er selv fhv. seminarielærer og har boet i en årrække sammen med en folkeskolelærer, så i modsætning til dig ved jeg, hvad jeg taler om.
Derfor gider jeg ikke bruge mere tid på dig og din uvidenhed.
Det er vist en meget udbredt holdning blandt skolelærer, at de er meget glade for deres mange og lange ferier.
Med venlig hilsen
Niels Riis Ebbesen
Ja, jeg tror gerne, at der findes den slags i din omgangskreds.
Flere