Børsen rykker hele TV 2-teamet over på iPad

Børsen rykker alle fire tv-medarbejdere fra det opsagte samarbejde med TV2 News over på ny iPad-satsning, siger chefredaktør Anders Krab-Johansen til Journalisten.dk. Trådløse platforme skal kun være for abonnenter.

Børsen rykker alle fire tv-medarbejdere fra det opsagte samarbejde med TV2 News over på ny iPad-satsning, siger chefredaktør Anders Krab-Johansen til Journalisten.dk. Trådløse platforme skal kun være for abonnenter.

På Børsen er Anders Krab-Johansen overbevist om, at det er forkert at forære journalistik væk, hvis man kan undgå det. Det er derfor, Børsen ikke længere sender sine nyheder til Ritzau for at blive citeret i telegrammer. Og det er derfor, det koster penge at læse de fleste artikler fra den trykte udgave af Børsen på nettet.

Nu løfter Børsen-redaktøren sløret for flere tiltag, der skal sikre, at abonnenterne får et bedre produkt end gratisterne.

I januar lancerer Børsen sin første 'app' til Android – det vil sige en udgave af avisen særligt tilpasset den platform. I marts kommer også en Børsen-app til iPad og iPhone. Men kun for betalende læsere. 

»De trådløse platforme bliver nu også forbeholdt abonnenter. På den måde får vi et digitalt univers på smartphones, iPhones og mobile platforme, som kun er for Børsens abonnenter,« siger chefredaktør Anders Krab-Johansen til Journalisten.dk.

Han fortæller også, at kræfterne fra Børsens tv-redaktion, der tidligere leverede til TV2 News, skal kastes i det nye iPad-projekt.

»I forbindelse med iPad-lanceringen skal vi have indarbejdet vores tv-redaktion, som nu ikke længere leverer til TV2 Finans, i det arbejde. De kommer groft sagt til at levere til iPad i stedet.«

Satsningen på betaling for indhold til mobile platforme er en del af Børsens generelle strategi.

»Børsen leverer et helt særligt produkt for erhvervsfolk og andre interesserede. Der er ingen andre i Danmark, der bruger så mange ressourcer på at opdyrke og behandle det stof – erhverv, finans, økonomi og det liv, der ligger uden om det. Den markedsposition skal vi naturligvis bruge optimalt. Derfor er det slut med at give noget væk, som det ikke er nødvendigt at give væk,« siger Anders Krab-Johansen.

Hvor går grænsen mellem det indhold, der er gratis, og det, man betaler for?

»Den går ved, hvad der kan betale sig økonomisk. Der bliver et eksklusivt produkt til abonnenterne, både på print, pc og trådløse platforme, men vi vil stadig tilbyde noget til folk, der er nysgerrige, og det skal være annoncefinansieret. Vi har en særlig onlineredaktion.«

I starten af denne uge sagde udviklingschef i Berlingske Media Pernille Tranberg, at hun forudser mere betaling for nyheder på nettet, også i sit eget mediehus. De hurtige nyheder på nettet vil blive mere overfladiske, annoncerne mere anmassende – og efterspørgslen efter kvalitetsjournalistik på nettet større, vurderede hun.

»Der er ikke noget galt i at være hurtig, det må man gerne. Det er mere et spørgsmål om, om kvaliteten er i orden. Der er opstået en 'junk presse', der laver copy paste af alting. Det er dem, vi ikke vil bidrage til,« kommenterer Anders Krab-Johansen.

Hvad er en junk presse?

»Tag for eksempel en god artikel i Børsen: Den tager en eller flere dage at lave, og det kræver en eller flere journalister at lave den. Det er et stort stykke arbejde at finde den gode historie og de rigtige kilder. Hvis vi så, inden avisen er landet hos vore abonnenter, allerede har givet historien væk, så andre kan kopiere rubrik og store dele af artiklen og sende den ud til deres kunder, så giver det ingen mening. Vi bruger en masse ressourcer på at lave et produkt, som så foræres til andre, der ikke giver en krone for det. Det skal stoppes.«

I England er The Times gået endnu længere end Børsen – her har de konstrueret en kontroversiel paywall, der blokerer alle læsere fra adgang til mere end uddrag af udvalgte artikler på forsiden af Thetimes.co.uk.

Kunne I på Børsen finde på at lave en paywall ligesom den, vi ser på Times?

»Vi tænker mere i betaling/ikke-betaling end i papir/ikke-papir. Der er to redaktioner på Børsen: En onlineredaktion, der leverer indhold til nettet og er finansieret af annoncer. Det er sådan set en fornuftig forretning. Og så er der noget andet indhold, som kun er tilgængeligt for abonnenterne.«

Nogle mener, at læserne bliver nødt til at betale for kvalitetsjournalistik på nettet. Hvad mener du, der vil ske med journalistikken uden nye betalingsmodeller?

»Det er jeg sådan set fuldstændig enig i. Du kan ikke kræve betaling for noget ét sted, og så forære det gratis væk et andet.«

0 Kommentarer