Journalisten beskrev i går, hvordan professor Vincent F. Hendricks er blevet pålagt et erstatningskrav fra to Børsen-journalister, fordi Hendricks har brudt ophavsretten og publiceret en artikel, som de to journalister skrev om Hendricks og hans medforfatter Jan Lundorff Rasmussens nye bog for over et år siden.
I kommentarfeltet til Journalistens artikel bliver journalisterne kritiseret for at gå i for små sko, ligesom journalist Troels Gadegaard Frølich, der også er medlem af DJ’s hovedbestyrelse, skriver, at det kan vise sig, at sagen får konsekvenser for Børsens forhold til udvalgte kilder. Dansk Journalistforbund har i et indlæg i debatten understreget, at juraen er på journalisternes side.
Troels Hein Bünger er en af de to Børsen-journalister bag artiklen om Vincent F. Hendricks. Han siger over for Journalisten, at han og Nicolaj Vorre, som er den anden journalist bag artiklen, holder fast i deres erstatningskrav. Tidligere har journalisterne givet Vincent Hendricks besked på, at erstatningskravet lyder på 12.000 kroner, men om det bliver det endelige krav, ved journalisterne ikke helt endnu.
»Først og fremmest har han brudt vores ophavsret. At Hendricks optræder som en af hovedkilderne i vores artikel, ændrer ikke det forhold. Personligt får det faktisk mig som journalist til at tage ekstra afstand fra hans brug af vores artikel. Det giver et indtryk af, at skriveriet har været købt og betalt. Helt uden at skele til, om der nu også var en journalistisk historie at fortælle,« siger Troels Hein Bünger, der mener, at Hendricks’ hjemmeside har et kommercielt snit, idet den fungerer som en platform både for hans bøger, men også så han kan bookes til foredrag eller som ordstyrer.
»Det har selvfølgelig ikke nogen betydning for det principielle i lovovertrædelsen, men det ændrer ikke på, at når han så lægger en artikel op fra Børsen med ham som hovedkilde, så ligner det, at vi har lavet en artikel, der er fuldstændig ukritisk og bare en reklame for hans nye bog,« siger Troels Hein Bünger.
»Jeg bliver tit inviteret ud og dække arrangementer. Hvis der sker noget spændende, så skriver jeg om det. Hvis de organisationer derefter lægger artiklen op på deres hjemmeside, så føler jeg ikke, at jeg har været en uafhængig journalist. Så ser det ud, som om jeg har skrevet om det, blot fordi jeg har været inviteret,« fortsætter han.
Men er der ikke forskel på en virksomhed og så en professor?
»Det kan jeg ikke helt se i det her tilfælde. Der er ingen tvivl om, at når Vincent Hendricks skriver en bog, så er det, fordi han gerne vil have nogen til at købe den. Ikke at det er det afgørende i sagen, men der kan næppe være tvivl om, at han får noget ud af sådan en artikel. Den PDF-fil, som han har lagt op på sin hjemmeside, er en, han har taget fra Infomedia. I den står der klart, at han ikke må viderebringe den, så han ved godt, at han har overtrådt loven,« siger Troels Hein Bünger.
Vincent Hendricks anerkender også, at han har brudt loven. Men synes du, at 12.000 kroner, som er det, I tidligere har krævet, er en rimelig pris for at lægge en artikel, man selv er hovedkilde på, op på sin hjemmeside?
»Det er jo den takst, forbundet anbefaler. Det forholder vi os til. Begynder man først at differentiere taksten, sender det et signal om, at man kan gradbøje bruddet på ophavsretten. Det mener jeg ikke, man kan.«
Ja, netop det med at statuere et eksempel er der flere der frygter kan være årsag til, at der fremover er eksperter, der ikke vil stille op til interview.
»Jeg må bare sige, at man aldrig kan få en bøde for at udtale sig til en avis. Men man kan få en bøde for at tage en artikel og lægge den ulovligt op. Der er stor forskel på at formidle forskning gennem et medie og så at stjæle en artikel. Det er jo ikke, fordi medier nu kommer efter folk, når de har udtalt sig,« siger Troels Hein Bünger.
Men synes du, at I har ophavsretten over de ord, som Hendricks har sagt til jer?
»Ja, for det er os, der har lagt en vinkel. Det er os, der i sin tid gjorde hans bog aktuel i forhold til en konkret begivenhed på aktiemarkedet,« siger Troels Hein Bünger, der er ked af, at sagen er blevet blæst sådan op.
»Det er ikke vores personlige vendetta mod en professor. Vi forfølger den praksis, der er på området, og her på Børsen er der en konsensus om, at man reagerer, når ting bliver lagt ulovligt op. Hendricks bare kunne have taget kontakt, inden han lagde artiklen op. Så kunne have fået at vide, at det ikke ville være i orden at lægge en PDF-fil af hele artiklen på hans hjemmeside, men at han i stedet var velkommen til at skrive et par linjer og indsætte et link til Børsens hjemmeside,« siger Troels Hein Bünger.
19 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Mon ikke Hendricks kunne tales med, inden der kom en sag. Jeg prøver altid at snakke om tingene, inden der bliver en konflikt. Det ville sikkert også være fornuftigt, set i det lys, at forskere og journalister fremover gerne skulle kunne tale sammen. Måske får journalisterne senere brug for at kontakte professoren i en anden sag. Sååååå :-)
Jeg henvendte mig til en af de foredragsarrangører, der har Vincent F. Hendricks på deres liste - forfatterforedrag.dk - og her fik jeg oplyst, at et foredrag baseret på den omtalte bog Nedtur koster kr. 25.000 plus transport og moms.
Hvis Børsens artikel - direkte eller indirekte - er anvendt i markedsføring af bog og foredrag, mener jeg kun det er rimeligt, at Børsens journalister fastholder deres krav.
Da jeg læste kronikken i Weekendavisen, hvor prodekan Julie Sommerlund og institutleder Maja Horst fra Det humanistiske Fakultet rejser debatten, anlægger de en - efter min mening - meget ensidig "forsker-vinkel" på problematikken.
I kronikken skriver de:
"Børsen mener tilsyneladende, at det er markedsføring af forskerne og deres bøger (red.: at bringe artiklen på hjemmesiden).
Men her er lidt fakta:
Vincent Hendricks har fået udbetalt et forfatterhonorar for bogen Nedtur på ca. 8000 kroner. Når man sammenholder det med den tid, det tager at skrive sådan en bog, er det åbenlyst, at han ikke har skrevet den for pengenes skyld. Måske kan omtale i for eksempel Børsen øge salget en smule, men der er stadig meget langt til, at det kan betale sig."
Det undrer mig, at Julie Sommerlund og Maja Horst ikke også forholder sig til det faktum, at VFH ikke kun er forsker men også forretningsmand.
Børsen-journalisterne har sikkert juraen på deres side og derfor fjernede forskeren også artiklen med det samme fra sin hjemmeside.
Tilbage står, at Børsen-journalisterne så på egen hånd valgte at taksere 'forbrydelsen' mod den artikel, som han havde hjulpet dem med at lave, til 12.000 kroner. Det er heri, at det essentielle består. Jeg tror, at Børsen-journalisterne sidder tilbage med en grim smag i munden efter, at det her er blevet opdaget.
De ku bare have sagt: 'Fint. Du har fjernet artiklen. Så er alt i orden igen.' Men de skulle lige have forskeren til at punge ud med 12.000 kroner...
Og nej, det er ikke spin fra forskerens side, Susanne Sayers. Det er, hvad journalisterne på egen hånd har bestemt, at forskeren skal betale. Og det havde de slet ikke behøvet. Men det var deres valg - og den grådighed må man altså stå på mål for og ikke beskylde forskeren for spin.
Kan vi ikke lige få nogle facts på plads her?
• Forskeren har brudt ophavsretten. Stort set alle andre kilder kan godt finde ud af, at man kan linke til artikler sammen med et kort resumé, men naturligvis ikke tage hele artikler og lægge ind på ens personlige, promoverende hjemmeside.
• Ophavsretten tilhører den enkelte journalist. Dette er med andre ord en sag mellem journalisterne og kilden, ikke mellem Børsen og kilden.
• Børsen har en videresalgsaftale med journalisterne, men den vedrører kun det stof, som Børsen lovligt sælger videre til redaktionelt brug inden for aftalens rammer.
• Det er derfor også den enkelte journalist, der - formentlig i samarbejde med Journalistforbundet - har fastlagt taksten. Det plejer det at være i den slags (heldigvis) sjældne sager. Journalistforbundet skriver følgende om taksterne: "Vurdering af kravenes størrelse
Når DJ får en ophavsretssag til behandling, vil medlemmet som regel allerede selv have rejst krav over for den pågældende overtræder. Og forhåbentlig allerede have modtaget rådgivning om kravets størrelse m.m. fra en af DJ's jurister.
Gennem tiden er der udviklet nogle tommelfingerregler, der bruges som udgangspunkt for fastsættelse af kravets størrelse. Efter at kravet er regnet ud på denne måde, er der en række andre forhold, der skal tages højde for. Tommelfingerreglerne siger, at overtræderen skal betale det dobbelte af, hvad en freelancejournalist (eller fotograf, tegner, tekster osv.) skulle have haft for en tilsvarende artikel (foto, tegning m.m.). Hvis ophavsmandens navn ikke er korrekt angivet, eller der er foretaget krænkende ændringer, eller stoffet er brugt i krænkende sammenhæng, ganges der som minimum op, så der bliver tale om det tredobbelte af den normale pris (vurderet ud fra diverse vejledende priser og vilkår)."
Jeg ved ikke, hvordan beregningen konkret er foregået, da det som nævnt er en sag mellem journalister og den, der har brudt ophavsretten.
Til sidst vil jeg sige, at jeg også undrer mig over de manglende kritiske spørgsmål til forskeren selv. Ville det have været det samme, hvis det var en ejendomsmæglerkæde, som havde nuppet en hel artikel og lagt den på en hjemmeside? Og argumentet om, at det jo er kommercielt, og det er forskeren ikke, holder ikke helt. Der er tale om, at forskeren lagde den på sin personlige hjemmeside (ikke instituttets), hvorfra han altså også kan bookes til foredrag, og man kan læse om hans bøger osv. Man kan oven i købet købe nogle af bøgerne direkte fra hjemmesiden. Se fx her: http://www.vince-inc.com/vincent/?p=167
Så kunne vi ikke godt få nuanceret billedet en anelse, tak?
Hvordan kommer man egentlig frem til, at det skal koste Vincent Hendricks 12.000 kroner at hjælpe journalisterne?
Altså er det tabt avis-salg eller hvordan ser beregningen ud?
Hvorfor forsøger man ikke at tale med forskeren først inden man slynger et fem-cifret beløb ud. Det virker rimelig grådigt.
Flere