Børsen dropper at samarbejde med Apple om at sælge sin iPad-applikation. Avisen laver sin egen løsning.
Alverdens aviser, der satser på at udkomme på den nye platform iPad, har længe været trætte af Apple. Apple overtager al kontakten med avisens kunder, og samtidig beholder koncernen 30 procent af overskuddet. Det har nu fået dagbladet Børsen til at droppe samarbejdet med Apple og i stedet selv lave en løsning til sin iPad-avis.
»Samarbejdet med Apple har været usædvanligt bureaukratisk og besværligt,« siger chefredaktør og administrerende direktør for Børsen, Anders Krab-Johansen, til Børsen.
I stedet for at sælge iPad-udgaven af avisen gennem Apples App Store vil Børsen designe sin egen version, der kan downloades direkte af brugerne. Dermed kopierer Børsen avisen Financial Times, der tidligere på året også skar forbindelsen til Apple. Børsens iPad-app skulle gerne være klar efter nytår – indtil da må brugerne klare sig med en PDF-udgave af avisen.
»Ipad er et vigtigt og interessant marked, men den kan slet ikke leve op til den hype, som den oprindeligt blev udsat for. Som medie betragtet er det stadig et supplement, og volumenmæssigt kommer det ikke i nærheden af smartphones,« siger Anders Krab-Johansen og oplyser, at Børsen indtil videre kan tælle sine iPad-læsere i tusinder, men ikke titusinder.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.