search

Børsen flytter redaktion under klima-demonstration

På dagbladet Børsen gør man sig klar til eventuelle uroligheder ved redaktionen under klimatopmødet, og for en dag flytter redaktionen ud af byen.

På dagbladet Børsen gør man sig klar til eventuelle uroligheder ved redaktionen under klimatopmødet, og for en dag flytter redaktionen ud af byen.

Lørdag den 12. december skal en stor, folkelig demonstration demonstrere for større klimahensyn over for deltagerne ved COP15-topmødet i Bella Centret. Men på nettet cirkulerer opfordringer om at blive i indre by og sætte "byen i brand".

Det har man taget konsekvensen af på dagbladet Børsen. I en intern mail, som Journalisten.dk er i besiddelse af, opfordres medarbejderne i til at repetere mulige flugtveje og nødudgange, hvis der skulle opstå voldelige demonstrationer i Møntergade. Især medarbejderne på stueetagen – kundeservice og distribution – opfordres til at være opmærksomme.

Derudover har man besluttet at flytte produktionen af mandagsavisen ud til Børsens krisekontor i forstæderne.

Administrationschef Bente Soelberg bekræfter sikkerhedsforanstaltningerne. Men hun skynder sig også at afdramatisere situationen.

»Vi regner ikke med, at Børsen er i en særlig risikozone. Vi har ligger her i 40 år med masser af demonstrationer, for eksempel også Verdensbank-demonstrationerne, og vi er aldrig blevet ramt af noget. Men hvis der skulle opstå en situation, så er budskabet: Bare se at komme væk«, siger hun.

At redaktionen flyttes i weekenden, betegner hun som en øvelse.

»Vi har en permanent kriseredaktion, hvor vi kan flytte ud, hvis noget går helt galt. Og så tænkte vi: Lad os da benytte lejligheden og få prøvet det af,« fortæller hun.

Det vil praktisk betyde, at de journalister, der normalt har vagter om søndagen, skal møde og arbejde på kriseredaktionen i stedet.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen