Medieåret 2008: Pleasure.dk er navnet på nyt website, hvor Børsen den 1. april går i luften med livsstils-tv. Dermed skruer Dagbladet Børsen atter op for sin satsning på online-video.
Mens web-tv var noget de danske dagblade stadig kun så småt eksperimenterede med for blot få måneder siden, så er det allerede her i starten af 2008 på vej til at blive et must.
Dagbladet Børsen var i efteråret med til at sætte dagsorden med lanceringen af en håndfuld video-indslag dagligt på Borsen.dk. Siden fulgte weekend-tv med et magasinprogram om lørdagen og nu følger næste trin, der skal gøre Børsen Online attraktiv med web-tv hele ugen.
Den 1. april er der premiere på Pleasure.dk, som er en udbygning af Børsens glittede Pleasure-magasiner. På nettet vil der være et mix af både nyheder, produktomtaler, anmeldelser, guides, interviews og trends. Og en del af det nye site bliver altså video-indslag:
»Det bliver en integreret del af Børsen-tv's univers, og dermed kommer vi til at dække nettet mere holistisk, så vi også kan trække læsere ind efter klokken 17,« fortæller Jørgen Andresen, redaktør af Børsen Digitale Medier.
Han mener, der på blot en enkelt kvartal er sket en holdningsændring i forhold til web-tv og videoindslag på nettet.
»Vi kan se, at der virkelig er sket et stemningsskifte. Hvor vi i efteråret snakkede om, at det kunne være fedt at have et par tusinde hits på et indslag, så er vi nu oppe på over 10.000 hits på de mest sete indslag på Borsen.dk. Heraf er godt 80-85 pct. unikke brugere,« siger han til Journalisten.dk.
Børsen Digital Medier skruer derfor nu yderligere op for ambitionerne.
»Målsætningen for 2008 er vi netop nu i gang med at revidere, for vi har lige nået den. Vi regner med, at vi i løbet af i år skal op i nærheden af 500.000 visninger om måneden,« siger Jørgen Andresen.
Rent journalistisk inddeler Børsen Digitale Medier sine brugere i tre hovedgrupper. Den første og væsentligste er den gruppe, som sidder foran computeren i arbejdstiden.
»Vores primetime er fra 9-17. Altså fra folk kommer på arbejde til de slukker for computeren.«
Indholdsmæssigt bliver brugerne opdateret med erhvervsnyheder og finansielt stof. Og video-indslagene handler ofte om aktietips, privatøkonomi og interview med topchefer, der er kommet i uføre.
»Det skal være aktuelle indslag og nyheder, som de kan bruge til noget. Det vil sige substans, substans og substans.«
Jørgen Andresen vurderer i øvrigt, at Børsens digitale strategi ligner den, som CNN forfølger. CNN havde således i dag premiere på en ny udgave af CNNMoney.com, hvor der nu minimum skal være 15 daglige video-indslag og hvor målsætningen er 35-40 daglige video-historier på nettet.
»De gør nu det, vi har planer om,« siger han
Børsens redaktør for digitale medier understreger, at Borsen.dk stadig befinder sig på et stadie, hvor der bliver eksperimenteret en del. Eksempelvis magasin-programmet om lørdagen med tv om privatøkonomi. Hvad der derfor kommer til at ske videre i 2008 er stadig åbent.
»Der er flere muligheder. En af dem er, at vi begynder at lave vores egne live-tv udsendelser, så vi ikke bare beror på TV 2 News,« siger han.
Allerede den 1. februar er Borsen.dk klar med nyt virtuelt tv-studie, hvorfra det bliver muligt at lave alle former for tv.
»Så derfor kan man godt forestille sig, at vores online-tv i år bliver et mix af både live-udsendelser og egen-producerede video-indslag samt nyheder fra TV 2 News.«
Læs også de øvrige artikler i serien om Medieåret 2008.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.