2009 blev et historisk dårligt år for dagbladet Børsen. Annonceindtægterne faldt voldsomt og indtjeningen blev også langt ringere. Selv kalder avisen året for "det mest dramatiske avisår i mands minde".
Dagbladet Børsen blev således både ramt på både top og bund. Mens omsætningen faldt med næsten 14 pct. til 404 mio. kr., så var resultatet på bundlinjen endnu værre. Her lå resultatet ellers i 208 på 47,8 mio. kr., men var sidste år nede på 7,2 mio. kr.
Avisens adm direktør og ansvarshavende chefredaktør, Leif Beck Fallesen, forudse da også allerede i sommer, at 2009 ville ende skidt:
»Det er den værste krise i 50 år og den største nedgang i Børsens historie,« sagde han i et stort interview med Journalisten.
Årsregnskabet bekræfter da også tendensen. Og selv kalder avisen i dag udviklingen for "det mest dramatiske avisår i mands minde".
Allerede i løbet af 2009 blev der sat ind over for udviklingen i form af markante besparelser, hvilket ellers har været uhørt i Fallesens tid. Børsen fyrer blandt andet fire journalister, og to af fyringerne udløser en voldgiftssag. Samlet spares der 15 pct.
Avisen tror dog på fremgang i 2010:
"Vores forventning til 2010 er en svag udvikling i dansk økonomi som helhed, men vores indtjening vil blive markant forbedret," siger Leif Beck Fallesen i dagens udgave af Børsen.
Planen er i øvrigt nye indtægter fra event-området i form af konferencer og executive club-aktiviteter. Derudover skal der lanceres nye elektroniske vidensprodukter gennem Børsens Forlag. Og endelig tror Børsen på større nytte af annoncesamarbejdet med TV 2 News.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.