Børsen bringer nøgne partiformænd

Helle Thorning og Lars Løkke optræder nøgne i en ny kampagne, som Ekstra Bladet har indrykket i Børsen.

Helle Thorning og Lars Løkke optræder nøgne i en ny kampagne, som Ekstra Bladet har indrykket i Børsen.

Danskerne vil se Helle Thorning nøgen – så det skal de da få. I en annoncekampagne i dagbladet Børsen har Ekstra Bladet manipuleret sig frem til nøgenbilleder af Socialdemokraternes formand, Helle Thorning Schmidt, og Ventres Lars Løkke Rasmussen. Det skriver dr.dk. Helle Thorning står med armene over kors og holder en rød rose, mens Lars Løkke holder et lille barn i armene.

Annoncen skal promovere Ekstra Bladet over for nye annoncører op til folketingsvalget.

»Annoncér i et medie, der ved, hvad danskerne vil have. Når danskerne googler Helle Thorning, er det oftest sammen med ordet "nøgen". Og hos Ekstra Bladet har vi altid skrevet om det, der interesserer danskerne,« skriver Ekstra Bladet i sin annonce.

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Benny Engelbrecht ville ønske, at det fremgik af annoncen, at det var billedmanipulation, men ud over det er han ikke synderligt forarget.

»Det siger mere om Ekstra Bladet, og ærligt talt lader jeg mig mere forarge, når aviserne skriver historier om vores politik, der er usande,« siger han ifølge dr.dk.

0 Kommentarer