Det var Kirstine van Sabben fra Bornholmerlisten, der som den første krævede, at kommunalbestyrelsen skal have mulighed for at afgøre, om den annoncerede spærretid på Bornholm skal have lov at bestå.
Og efter et halvanden time langt pressemøde med borgmester Thomas Thors (S) er hun stadig nøjagtigt lige så kritisk over for hans justerede forslag om ’retningslinjer’, som hun var over for spærretiden.
”Intet er ændret, ud over navnet på Projekt BRK’s nedlukning. I kan kalde det præcis, hvad I vil. Regelsæt, retningslinjer, spærretid = mundkurv,” skriver hun i en pressemeddelelse udsendt via TV 2 Bornholm.
Kommunens økonomiudvalg skal forholde sig til hele miseren på et møde 12. august, og efterfølgende vil der blive holdt et møde for hele kommunalbestyrelsen.