Bornholms Tidendes bestyrelse har besluttet at skifte ud på chefredaktørposten. Dan Qvitzau stopper og skal afløses af en ny chef på avisen. Planen er, at den nye chefredaktør med tiden også skal overtage jobbet som adm. direktør, når Bjarne Pedersen går på pension.
Dan Qvitzau stopper dog ikke på avisen. Indtil den nye chefredaktør er fundet, fortsætter han i stillingen, og herefter tiltræder han som seniorjournalist på Bornholms Tidende.
»Jeg glæder mig til mit nye job som seniorjournalist og til igen at blive medlem af Dansk Journalistforbund,« siger Dan Qvitzau til Journalisten.
Hvad skal du lave som seniorjournalist?
»Jeg skal blandt andet beskæftige mig med vores ugeavis Rytterknægten. Og ellers skal jeg lave ganske almindelig lokaljournalistik som alle mine kolleger,« siger Dan Qvitzau.
Han har ikke yderligere kommentarer.
Vi har ikke behov for dobbelt direktion
Bornholms Tidende vil nu sætte gang i en proces for at finde den nye avischef, der med årene altså skal blive både chefredaktør og adm. direktør.
Bestyrelsesformand Peter Vang understreger, at bestyrelsen har været ovenud tilfredse med Dan Qvitzau i årenes løb.
»Når det alligevel er nødvendigt at skifte ud, så har det et lidt andet udgangspunkt. Vi har besluttet at gå tilbage til en enstrenget ledelse. Det har vi dels af økonomiske årsager – en dobbelt direktion er dyr – og dels fordi vi er et lille dagblad, der efter min vurdering ikke har behov for en dobbelt direktion,« siger Peter Vang til Journalisten.
Tiden inde til generationsskifte
Tiden er rigtig nu, fordi Bornholms Tidende står foran vigtige beslutninger, siger han.
»Vi er midt i nogle beslutninger om strategien de næste fem år, så vi har følt, at det er det helt rigtige tidspunkt, hvis vi skal gennemføre et generationsskifte.«
Hvad er det for beslutninger, der er tale om?
»Det er nogle helt principielle beslutninger, i vældig stort omfang i relation til internetnyheder. Som alle ved, er det svært at tjene penge på produkter på nettet, der skal alternative indtægter til. Der ligger det største strategiarbejde. Skal vi ud i aggressive opkøb, skal vi ud i andre typer af virksomhed som for eksempel distribution. Det er de beslutninger, den nye leder skal med i.«
Peter Vang fortæller, at Bornholms Tidende forlader 2013 med et lille overskud i årsregnskabet, som snart offentliggøres.
»Det synes jeg er det bedste udtryk for, at vi har en ganske fortræffelig ledelse og gode medarbejdere. Man kan sige, at vi har et fantastisk godt sejlende skib – men nogle gange er det vigtigt at få en ny mand på broen for at se, hvor vi skal sejle hen,« siger han.
Avisen havde også i 2012 et overskud efter en periode med røde tal på bundlinjen.
Opdateret 12.43: Interview med Peter Vang tilføjet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.