Bornholm

Bornholms Tidende siger stop til reklamer og bliver til morgenavis

Bornholms Tidende vil udelukkende fokusere på udvikling af dagbladet fremover

Det kan ikke længere forsvares at uddele reklametryksager for Bornholms Tidende.

Det siger chefredaktør Kristoffer Gravgaard i en pressemeddelelse, hvor han også fortæller, at avisen fremover bliver en morgenavis i stedet for en eftermiddagsavis.

Som følge af initiativet stopper Bornholms Tidende med at husstandsomdele omtrent ni ton reklamer hver uge på Bornholm fra 1. juni.

”Vi har regnet vores distributionsforretning igennem og kigget grundigt på vores klimaaftryk. Resultatet er, at vi ikke kan forsvare at fortsætte den ugentlige uddeling af reklametryksager,” siger chefredaktør Kristoffer Gravgaard i pressemeddelelsen.

Vil fokusere på bladet

Dermed opsiger Bornholms Tidende sin aftale med distributionsfirmaet FK Distribution, der står for størstedelen af de husstandsomdelte reklamer i Danmark.

I stedet vil Bornholms Tidende fokusere udelukkende på selve dagbladet, lyder det videre:

”Vi har siden efteråret nøje analyseret vores mange forretningsgrene med henblik på at afvikle dem eller udvikle dem til vores primære formål: At skabe sammenhold på Bornholm gennem udgivelse af Bornholms Tidende,” siger Kristoffer Gravgaard.

Sideløbende arbejder Bornholms Tidende med at flytte reklamerne over i ”mere miljøvenlige reklameformater på net og print i Bornholms Tidende”.

Bornholms Tidende beskæftiger i dag 91 bude og vognmænd med reklamedistribution, hvoraf 45 er ungbude, der kun må dele ud om eftermiddagen og i weekenderne. Bornholms Tidende driver i dag distribution af dagbladet, morgenaviser fra Bladkompagniet, pakker fra DAO og reklametryksager fra FK-Forbrugerkontakt.

Bornholms Tidende har lidt over 6.000 betalende abonnenter. Der bor omtrent 40.000 på Bornholm.

0 Kommentarer