Medieåret 2008: Fremover vil det blive endnu lettere for eksil-bornholmere at følge med i, hvad der sker på solskinsøen. Inden for ganske kort tid bliver det muligt at abonnere på Bornhoms Tidende i en e-paper version.
Den elektroniske version af Bornholms Tidende bliver nøjagtig magen til papirudgaven. Den eneste forskel vil være, at den kan læses på nettet.
»Det er et praktisk alternativ til dem, der er frustrerede over, at de ikke får papiravisen, enten fordi de bor langt væk, eller fordi distributionen svigter,« siger ansvarshavende chefredaktør Dan Qvitzau.
Han forventer sig dog ikke væsentligt flere læsere på den konto, da avisen i forvejen har godt tag i bornholmerne. Oplaget var på knap 13.000 ved seneste opgørelse i første halvår af 2007. I alt bor der omkring 43.000 mennesker på øen.
»Vi er en af de aviser, der har den største dækningsprocent. Alle, der kommer til Bornholm, synes, at det er et mirakel, at det kan lade sig gøre at udgive 20 broadsheat-sider seks dage om ugen om Bornholm,« siger Dan Qvitzau.
I 2008 kommer redaktionen på Bornholms Tidende til at arbejde med at forbedre indholdet. Mens der mange steder bliver skåret ned, har de på Bornholms Tidende fået en ekstra medarbejder i forbindelse med, at avisen blev relanceret i oktober måned.
»Vi skal have mere fokus på at lave researchbaseret journalistik, vi skal have flere faktabokse, og vi skal være bedre til at følge op på historier og holde den røde tråd,« siger Dan Qvitzau om et par af målene for 2008.
Når han ser på det øvrige mediemarked, så spår han, at der ved udgangen af 2008 vil være en gratisavis mindre i Danmark.
»Det er fuldstændigt urealistisk, at der bliver ved med at blive postet så mange penge fra Islands side. Det må være nogle meget tålmodige mennesker, der bor på Island,« siger Dan Qvitzau.
Læs i øvirgt de tidligere artikler i nytårsserien Medieåret 2008 ved at klikke her:
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.