search

Bornholms modne stemme

Direktøren har fanget 40 torsk. Journalistens far var engang redaktør, og redaktørens kone er vikar.

Direktøren har fanget 40 torsk. Journalistens far var engang redaktør, og redaktørens kone er vikar.

Kan journalistik og arbejdsglæde overleve i en tid, hvor evig digital deadline udfordrer ritualet om en daglig udgivelse? Journalistens udsendte reporter opsøger en række hæderkronede danske provinsaviser, hvor fortid og nutid mødes. Tredje stop er Bornholms Tidende. Næste gang besøger vi Sjællandskes redaktion i Slagelse.

Avisen ligger i en rød murstensbygning lige ved Store Torv i Rønne, hvor Greenpeace går rundt og gør opmærksom på, at det ikke er nogen god ide at dumpe farligt affald på Bornholm.
Inden for døren hænger en plakat af Gutenberg. Klokken er lidt i ni, trappen er stejl.

Chefredaktør på Bornholms Tidende Dan Qvitzau sidder i sit kontor og drikker kaffe iført prikket slips og skinnende slipsenål.
»Velkommen. Vi skal til redaktionsmøde,« siger han morgenfrisk, genner mig tilbage ad gangen og stikker hovedet ind til en lyshåret dame.
»Før du hører rygter, kan jeg lige så godt sige, at det er min kone, Esther, og hun er vikar,« siger han. Esther smiler venligt, hun er autodidakt journalist.

Redaktionsmødet holdes inde hos de redigerende, hvor der hænger en lille håndstøvsuger, og et stykke gaffatape holder en kontakt fast til væggen.
Den hvide tavle med de små magneter er blank. Dagens avis er ikke vågnet, selv om redaktionssekretærerne har været på arbejde siden klokken seks.

Chefredaktøren sætter sig over for noget, der ligner en grøn, flyvende tallerken. Det er en mikrofon, der er koblet fast til telefonen, og nu flyver stemmerne fra de små enmandsredaktioner ud af den. Tove er med fra Allinge, hun lyder lidt træt, hun skal følge nogle unge knægte til et såkaldt spontant pressemøde.

Journalisterne smiler, de er seks mennesker her på hovedredaktionen, og klokken halv tolv er der deadline. En lidt kraftig fyr skal ud og lave et portræt af en mand, der bliver 70 og har haft en politisk karriere. Maleren Poul Pava har fået Pamela Anderson til at lave autografer på hans kunst, og desuden er der proppet til Harry Potter-dobbeltforestillingen i aften, kunne det være noget? De vil også lave en historie om skadestuerne. Det er jo en landshistorie, at folk bliver dårligt behandlet dér. Til det må de bruge en freelancer, de har simpelthen ikke nok folk på arbejde.

Redaktøren slukker for den flyvende tallerken – og journalisten Jens Stubkjær går hen til sin plads i bunden af rummet. Han var i praktik på Morsø Folkeblad for mange år siden – og det var ikke nogen god oplevelse. Han har skrevet om det i bogen "Ikke et ord om ytringsfrihed" fra 1977.  »Vi var jo lidt politiske. Det var mest af alt et opgør med den borgerlige presse,« smiler han.

Dengang var der ikke engang et dagligt redaktionsmøde, han bare skrev og skrev uden at komme ud i den virkelige verden. Ja, det virker, som om journalisternes arbejdsvilkår næsten var værre dengang i 1975.
»Jeg kæmper stadig, forsøger at lave ordentlig journalistik, samtidig med at der er et arbejdspres. Avisen skal jo fyldes. Men vi forsøger også at få lavet de vanskelige historier, som man ikke lige kan nå til den førstkommende deadline,« siger Jens Stubkjær.

I dag skal han dække en voldssag i retten – men i stedet for at gå derhen er det nemmere at tage telefonen.
»Det er også en del af virkeligheden. Det er svært at få tid til at gøre noget anderledes, men det er den kamp, som man må prøve at blive ved med at føre.«

På direktørens opslagstavle hænger billeder af store nyfangede fisk.
»Jeg har fanget 40 torsk her til morgen, så jeg har delt nogle af dem ud til journalisterne,« siger direktøren, Bjarne S. Pedersen, der er solbrændt og har smilerynker. Brillerne sidder i det karseklippede hår. Han er tilfreds med, at avisen tjener penge på adresseløse distributioner – og så omdeler de kollegernes aviser.

Direktøren finder en række turistbrochurer frem. Dem laver de også. Avisens trykkeri ligger ude i industrikvarteret, Bornholms Tidende har valgt ikke at flytte redaktionen med, sådan som mange andre aviser ellers har gjort.

Direktøren tager med stolthed turisternes bibel frem, en stor tung bog fyldt med reklamer for øen, den trykker de også – og de laver en på svensk om Sydsverige.
»Vi har da overvejet at lave os om til en morgenavis, men så skal vi ud med Post Danmark,« siger Bjarne S. Pedersen. »Og det er faktisk for dyrt.«

Chefredaktør Dan Qvitzau står bag skrivebordet, mens han skriver på artiklen: "34 helikopterflyvninger i 4. kvartal". Han skriver en del, det er han nødt til. Og han kan sagtens skrive, mens vi snakker. Han synes, det er et privilegium at beskæftige sig med rigtig journalistik – og er særligt stolt af avisens gode pressefotografer.
»Det samspil mellem billede og tekst vil jeg vove at påstå, at man ikke kan få i mange andre medier,« siger han.

Men det er da en svær tid, Bornholms Tidende lever i – og der er for eksempel én, der lavede en netavis – Bornholm.nu – før Bornholms Tidende rigtigt kom på nettet. Og så er der den konkurrerende ugeavis til deres egen ugeavis Rytterknægten.

Bornholms Tidende har opgivet at få praktikanter, for de unge søger alligevel ikke. Praktikpladsen er lavet om til en fast stilling, for det ved man, hvad er.
»Jeg har jo lige læst, at de unge flygter til storbyen. Bornholm er noget, man vælger i en moden alder. Hvis man for eksempel har boet på stenbroen i 30 år,« siger Dan Qvitzau og fortæller, at gennemsnitsalderen her på avisen er langt over de 50.

Personligt tror han på den klassiske journalistik, nyheder, nyheder og nyheder, mens han skriver videre og videre og videre: »Den dybe tallerken er altså opfundet, der er ikke nogen grund til at prøve at finde på noget nyt,« siger han og tror heller ikke på, at man kan finde et nyt medie, der for alvor kan erstatte papiret.

Hvad med sådan noget som mojo-journalistik?
»Det er old news – altså at man går ud og snakker med folk. Om det er elektronisk eller med brevduer, det er lige meget. For 20 år siden brugte vi jo ikke ord som platforme, vi kendte heller ikke begrebet 'at multitaske'. Men noget skal man jo kalde ting, man skal jo følge sprogets udvikling.«

Men er det virkelig nok bare at gøre, som I altid har gjort – det virker nærmest, som om I har opgivet …?
»Når jeg sværger til klassisk journalistik, betyder det ikke bare, at vi gør, som vi hele tiden har gjort. Det er at kedsommeliggøre vores avis. Jeg siger bare, at den dybe tallerken er opfundet. Vi er den eneste avis, der har enmandsbetjente lokalredaktioner – et nyt fint ord for noget meget klassisk. Mens alle de andre aviser har centraliseret og centraliseret, så mener vi, at det er vigtigt at beholde journalisterne ude i lokalområdet. For 20 år siden flyttede alle ud af byerne og ud i bygrænserne – de placerede sig næsten alle sammen i et industrikvarter. Det gjorde vi ikke,« siger redaktøren, der mener, at journalistik skal trives i det miljø, hvor folk og læserne er, for journalistik er ikke en disciplin, der kan dyrkes i enrum.

Han mener dog stadig, at det er Bornholms Tidende, der har den største dækningsprocent, men han kan da godt blive lidt jaloux på TV2 Bornholm.
»De får jo en månedlig check, og så skal de bare lave deres journalistik – det gør vi ikke. Men det er sundt at tjene sine egne penge, det er også old news. Men det betyder også – at her er der ikke noget med store armbevægelser, det har vi simpelthen ikke råd til.«


Bornholms Tidende har stadig små enmandsredaktioner rundt omkring på Bornholm. – foto: Berit Hvassum

På den anden side af gangen sidder Lisbet Holst, som ellers har sin egen lille enmandsredaktion i Aakirkeby. Men nu er hun smuttet ind på hovedredaktionen.
»Det er rart at få lidt kollegialt, det kan være ensomt at sidde dér på sit kontor alene,« siger hun.
Indtil i foråret havde hun en hjælper, en 86 år gammel mand.
»Han var et journalistisk kuglelyn, nu kan han desværre ikke mere,« siger Lisbet Holst.

Hun sidder på kommunalmedarbejderens kontor – foran pyramider og egyptiske sfinxer, for det er den medarbejder helt vild med – hun har hovedet helt inde i skærmen og et æble i munden, mens hun tygger på dagens historier. Lisbet har været freelancer i 30 år, men på et tidspunkt blev det for hårdt.
»Der blev færre opgaver på grund af besparelser, og der skete et generationsskifte i den redaktionelle ledelse, hvor de nye redaktører havde deres egne freelancere med sig,« siger Lisbet Holst, der fik tilbudt en stilling på avisen og valgte at vende tilbage til dér, hvor hun er født.

Og hun er nærmest født lige her på redaktionen. Lisbets far var engang redaktør på avisen, og som teenager var hun med til at putte tillæggene ind mellem avissiderne.
»Bornholm er en fantastisk journalistisk legeplads, hvis man virkelig gerne vil prøve kræfter,« siger hun og er ked af, at der ikke længere kommer praktikanter. Avisen ville have godt af lidt ny energi.

»Det er altså et problem. Der er brug for frisk blod, nogle at diskutere med, der ser tingene fra andre synspunkter, og det burde også være en drøm for enhver ung journalist at komme hertil, for der er ikke noget, man ikke må. Man kan skrive om alt, der er plads over det hele – der er frie rammer.«

Lisbet Holst forsøger af og til at finde nogle andre måder at lave journalistik på.
»Jeg tænker tit, at jeg burde sætte mig udenfor på torvet til blomsterfesten i Aakirkeby, iført solhat og blomstret kjole, med en computer og en kande kaffe – og så kan folk komme og fortælle deres historier, så giver jeg en kop. Ja, sådan noget vil jeg rigtig gerne, og det er bare noget med at gøre det,« siger hun næsten drømmende.

Hun betragter sig som lokalsamfundets talerør. Man forsvarer de små, man kritiserer kommunen og tager sager op på vegne af lokalsamfundet.
Og så skal der helst findes en løsning på problemerne, det er dét, hun tror på.
»På et tidspunkt ryger de ældre læsere, og så er det spørgsmålet, om vi kan få de 30-40-årige til at læse avis,« siger hun.

»Man skal bevare en ydmyghed over for stoffet – og nu svinger jeg mig måske lidt højt op, men det er ligesom ideen med, at jeg blev journalist. Da jeg blev det, ville vi noget – man skulle faktisk helst ville redde hele verden, da vi gik på Journalisthøjskolen, og det var de sejeste, der ville det. Jeg ville ønske, der var nogen, der turde slå lidt mere i andedammen i dag.«

Klokken 12.30 er der endelig deadline, tiden nærmer sig. Der er brug for, at vi tænker os om, synes hun – i stedet for bare at fylde avisen ud, dag efter dag. Nu skal hun ud og interviewe en dame, der arbejder i et glasværksted.

Overfor sidder en af de yngste medarbejdere med døren åben. Han er 36 og tillidsmand. Henrik Nielsen var i praktik på Sjællandske Medier i Slagelse – og så var han arbejdsløs i to år. Han er oprindeligt fra Gudhjem og var såkaldt 'Sommerfugl' på avisen en sommer. Ja, sådan er mange journalister blevet ansat. De starter som sommervikarer, bliver set an, så kan det være …

»Jeg tilhørte faktisk den gruppe studerende på Journalisthøjskolen, der stod for good old journalism,« siger han med overbevisning i stemmen. Henrik blev uddannet lige på det tidspunkt, hvor man for alvor begyndte at tale om public journalism og new journalism. Det var i 2002. 
»Der var for meget glad journalistik og for lidt konsekvens-journalistik. Jeg er slet ikke enig i, at aviserne er for kritiske,« siger han.

Så fortryder han lidt og tilføjer:
»Det glade må bare ikke tage overhånd.«

Han pakker et stykke med leverpostej ud.
»Jeg holder mest af den klassiske Watergate-skandale journalistik,« siger han og vil gerne ud og skrive for andre aviser, inden han slår sig helt til ro i lokaljournalistikken.
»Da jeg gik på Journalisthøjskolen, var det selvfølgelig Christiansborg, der trak, men nu har jeg fundet ud af, at jeg faktisk godt kan lide det nære – at jeg møder læserne dér uden for vinduet. Der er hurtig afregning.«

Hvad synes du om avisens hjemmeside?
Han smiler lidt.
»Jeg bliver aldrig tilhænger af, at man forærer historier væk, gratis!«

For tiden abonnerer han på Information, og en ven har foræret ham et abonnement på Arbejderen.
»Den avis anskuer Danmark og verden på en helt anden måde, end man er vant til. Og så er der arbejdsløse og murersvende i spalterne – det er forfriskende,« siger han.

Inde hos de redigerende sidder en ældre herre og sms'er. Han er egentlig pensionist, men er kaldt ind som vikar.
Han skal ikke nyde noget af at skrive for avisen, han redigerer bare. Han har været på den socialdemokratiske konkurrent, Bornholmeren, der lukkede og slukkede i '94. Bornholmeren havde meget tekst, men til sidst var de fleste artikler fra Aktuelt – for de havde ikke mandskab til at fylde den ud.

En aften lukkede avisen. Bare sådan. Den ene dag var den der, den næste var den væk. Han var lige kommet hjem fra ferie i Portugal.
Klokken fire minutter i ét er Bornholms Tidende færdig, men den er først i læsernes hænder klokken to. Opslagstavlen, der engang var fyldt med friske avissider, er tom igen.
»I morgen starter vi forfra. Det er et underligt Sisyfos-arbejde,« siger en anden redigerende, og en tredje rejser sig glædesstrålende fra stolen – hun skal ned efter sine feriepenge – hun flyver til Mallorca.

Alene tilbage sidder sportsjournalist Kjeld Lundbæk. Han har været ansat på avisen i snart 40 år og kan godt lide at sidde hos de redigerende, for så føler han sig ikke så ensom.
»Da jeg kom her første gang, var der blysætteri herinde,« siger han og breder armene ud.

Han var journalistelev og sad oppe på loftet og skrev om fodbold, og det er han fortsat med.
»Det er måske lidt mærkeligt, man vokser jo fra sportsstjernerne – de er efterhånden så unge,« siger han sørgmodigt.
Men han elsker sport, det er et arbejde og en hobby, og han redigerer selv sine sider.
Jeg henter min kuffert hos chefredaktøren, der putter remoulade på sin fiskefrikadelle.

Er du sikker på, jeg ikke går glip af noget – hvis jeg går nu?
»Nu er det vel ikke en roman, du skriver om os,« siger han venligt og lukker mig ud ad bagindgangen.

FAKTA
Bornholms Tidende er udkommet siden 1866 og har tætte bånd til partiet Venstre. Den konkurrerer med gratisaviser og en netavis.
Ugeavis-konkurrenten Lokalavisen Bornholm lukkede den 21. september, mens denne artikel blev til.

I første halvår 2011 var oplaget på 9.960 – det er et fald i forhold til tidligere år: 10.906 i 2010 – og 11.800 i 2009.

Avisen lever af at trykke turistbrochurer – både for svenskere og danskere – telefonbøger og lokal skønlitteratur. De omdeler også andre aviser end deres egen.

Avisen har stadig små enmandsredaktioner rundt omkring på Bornholm.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen