Faktuelle fejl og manipulation i tv-udsendelsen »Det tager børn da ikke skade af« har skabt massiv vrede på Mors. DR afviser kritikken.
MANIPULATION. »Vi bliver fremstillet som børnemishandlere, der kun vil tjene penge på børnene. Det er løgn og latin.«
Susanne Melchiorsen, der driver en puljeordning på Mors, er oprevet, efter at hun og hendes hjem blev vist frem i udsendelsen »Det tager børn da ikke skade af« på Danmarks Radio den 25. november sidste år.
»Jeg har haft det meget skidt efter udsendelsen. Det er, takket være de mange positive tilkendegivelser, jeg har fået efter programmet, ved at vende,« siger Susanne Melchiorsen, der er den puljepasser, programmet følger tættest.
I udsendelsen tager Susanne Melchiorsen sig midt på dagen en lur hen over spisebordet. Hun skifter ble ved siden af køkkenvasken. Der ligger hundelorte, hvor børnene leger. Udsendelsen viser også billeder af en dreng, der bliver slået i hovedet med en skovl, bliver bidt af en hane og får smurt mudder i hovedet. Billederne vakte hed debat.
Scenen med bleskiftet på køkkenbordet, hvor kameraet langsomt panorerer fra et spækbræt med boller til en bar barnenumse, er det, der har gjort Susanne Melchiorsen mest harm.
»Jeg blev bedt om at flytte puslepuden fra badeværelset, hvor jeg normalt skifter børnene, til køkkenet, fordi der ikke var plads nok til kameramanden på badeværelset. Det er jo grotesk, at det så bagefter bliver brugt imod mig,« siger Susanne Melchiorsen.
Programmets tilrettelægger, Hanne Ida Alsbirk, har ikke ønsket at udtale sig om programmet til Journalisten, da hun muligvis skal vidne i en voldssag affødt af programmet. I stedet har Journalisten talt med chefen for DR Undervisning, Peter Zinkernagel, der er ansvarlig for programmet.
»Det er korrekt, at der er tale om en aftalt scene i forbindelse med bleskiftet på køkkenbordet, men Susanne Melchiorsen skifter bleer mange steder, og der blev også spontant skiftet bleer på køkkenbordet første gang vi var der, og det har vi billeder af. Så det er ikke en opdigtet situation,« siger han.
Til det siger Susanne Melchiorsen:
»Det er rigtigt, at jeg nogle få gange har skiftet bleer på køkkenbordet i forbindelse med vores ombygning af badeværelset, men det havde jeg fået tilladelse til af Morsø Kommune.«
Morsø Kommune har overfor Journalisten bekræftet dette.
Susanne Melchiorsen tilføjer, at hun ikke forstår, hvorfor DR ikke i stedet bad hende om at skifte børnene udenfor, som hun havde gjort det meste af sommeren, mens badeværelset blev bygget om.
»DR viser kun det negative, og det er at manipulere med virkeligheden,« siger Susanne Melchiorsen.
Peter Zinkernagel kan godt forstå, at Susanne Melchiorsen og flere af de andre medvirkende føler, at programmet har udviklet sig på en måde, de ikke bryder sig om. Men han mener ikke, at Susanne Melchiorsen bliver fremstillet som en dårlig børnepasser.
»Susanne Melchiorsen bliver portrætteret som et sympatisk kæmpende menneske, der lider under et mangelfuldt tilsyn fra Morsø Kommunes side,« siger Peter Zinkernagel.
Susanne Melchiorsen var ikke den eneste puljepasser på Mors, der inviterede Danmarks Radio og seerne ind i sine stuer. Bettina Trans medvirkede også i programmet. Et program, hun af tilrettelæggeren havde fået af vide handlede om forskellene på børnepasning i København og i Jylland.
»Jeg fik et chok, da jeg så foromtalen af programmet i et af ugebladene. Programmet var jo slet ikke det, jeg havde fået af vide, det skulle handle om,« siger Bettina Trans.
Hun ringede straks til DR-journalist Hanne Ida Alsbirk, der beroligede hende. Ifølge Bettina Trans forklarede Hanne Ida Alsbirk, at Bettina Trans kun medvirkede i programmet i fem sekunder. De havde kasseret resten af optagelserne, fordi børnene i
puljeordningen virkede skræmte. En forklaring, som Bettina Trans karakteriserer som »en lodret løgn«. Bettina Trans oplevede ikke sine børn som skræmte, da kameraet var på besøg.
Ifølge Bettina Trans angav Hanne Ida Alsbirk også en anden grund til, at optagelserne ikke blev brugt.
»Journalisten sagde også, at ude hos mig var der ingen konflikter, mens Susanne (Melchiorsen, red.) derimod lå vandret i luften, og der var børn, der græd, og hundelort på græsplanen,« siger Bettina Trans.
At Susanne Melchiorsen lå vandret i luften er et billede, hun selv kan nikke genkendende til. Programmet viser en børnepasser med alt for meget om ørerne – et billede der ikke er normalt, fastslår hun.
»Vi blev jaget rundt hele dagen, derfor var det slet ikke en normal dag for hverken børnene eller mig. Jeg skulle gentage en hel masse ting for at gøre fotografen tilfreds og blev bedt om at lave en masse opgaver, som mine to ansatte normalt gør,« siger Susanne Melchiorsen.
Netop at Susanne Melchiorsen har to ansatte i sin puljeordning, glemmer tv-udsendelsen at fortælle.
I speaken lyder det: »Susanne Melchiorsen passer 10 blebørn sammen med en ung pige.«
Sandheden er, siger Susanne Melchiorsen, at børnene bliver passet af en 17-årig pige, der er ansat 48 timer om ugen, af en dame på 47 år, der er ansat 30 timer om ugen, og altså af Susanne Melchiorsen selv. Morsø Kommune har bekræftet disse oplysninger.
DRs Peter Zinkernagel afviser, at der i programmet skal være givet urigtige oplysninger om antallet af ansatte hos Susanne Melchiorsen.
»Vi har besøgt Susanne Melchiorsen fire gange, og vi har skildret det, vi ser de fire gange: En kvinde, der passer børn sammen med en 17-årig. Susanne Melchiorsen har over telefonen godkendt det, speakeren siger, og det, hun selv siger, så hendes reaktion undrer os lidt,« siger han.
Konsekvenserne af en tur i mediemøllen har puljepasser Anny Jantzen for alvor mærket. Kort tid efter at rulleteksterne løb over skærmen, blev Thisted Politi kimet ned af vrede tv-seere, der ønskede at anmelde Anny Jantzen for vold. Politiet tog imod 19 anmeldelser, inden betjentene stoppede med at registrere henvendelserne fra vrede seere.
»Dagen efter udsendelsen ringer en forælder og fortæller mig om de mange politianmeldelser. Jeg gik helt i sort. Jeg fik min mand hjem fra arbejde, for jeg kunne ikke klare det her alene,« fortæller Anny Jantzen.
I løbet af dagen kom forældre til børn, som hun passer eller har passet, samt venner og naboer og besøgte Anny Jantzen.
»De bakkede mig alle 100 procent op, for de kunne godt se, at DRs fremstilling af puljeordningerne ingen steder hørte hjemme, at det var en storm i et glas vand, og at det lugtede langt væk af manipulation,« siger hun.
Anny Jantzen mener ikke, at hun som børnepasser for åben skærm slog et barn for bagefter at sige: Det tager børn, da ikke skade af.
»Rasmus (et barn i Anny Jantzens puljeordning, red.) tager en tur på rutsjebanen og bliver siddende nedenfor, han vil ikke flytte sig. Jeg giver ham en lille dap på bleen for at få ham til at flytte sig, så den næste kan få en tur,« siger Anny Jantzen.
Det lille 'dap' er ifølge Anny Jantzen kun ment som et signal om, at nu skal han videre. Hun forklarer, at Rasmus derefter løber hen for at få en ny tur på rutsjebanen.
»Der sker ikke det, man ser i udsendelsen, at han tager sig til øret samtidig med, at der høres en klynken. Det er i øvrigt ikke Rasmus, der klynker, men derimod Laura (et andet barn i puljeordningen, red.),« fortæller hun.
Dagen efter udsendelsen forsvarede Rasmus' mor, Jane Andersen, Anny Jantzen i DRs 19direkte.
»Jeg kender hende (Anny Jantzen, red.) som sød og rar, og et kærligt klap bagi er ikke det samme som at slå,« sagde Jane Andersen blandt andet.
Camilla Dalgaard Nielsen er en af de to forældre, der i udsendelsen skyder med skarpt mod Morsø Kommunes tilsyn med de private puljeordninger. Hun har tidligere fået passet sin nu fire årige søn Benjamin hos puljepasseren Majbritt Pedersen. En pasningsordning, der ifølge programmet har modtaget adskillige klager, men hvor kommunen var meget langsom til at gribe ind overfor puljepasseren. Hvad programmet ikke fortæller er, at Camilla Dal-gaard Nielsen har sin anden søn Mathias på to år i en anden puljeordning – en puljeordning, som Camilla Dalgaard Nielsen er meget glad for.
»Aftalen med Hanne Ida (Alsbirk, red.) var, at jeg skulle fortælle om mine oplevelser med både en god og en dårlig puljeordning. Men alt det positive, jeg fortalte, er blevet klippet ud,« siger Camilla Dalgaard Nielsen.
Under interviewet oplever Camilla Dalgaard Nielsen ikke, at Hanne Ida Alsbirk fokuserer mere på de negative oplevelser end på de positive. Men bagefter kan hun godt se, at de nok talte mere om de dårlige oplevelser hos Majbritt Pedersen end om de gode oplevelser i Mathias' puljeordning. Alligevel bliver hun overrasket, da hun ser det færdige program.
»Jeg er meget chokeret, da jeg ser programmet. Den del, der handler om kommunens mangelfulde tilsyn med puljeordningerne, synes jeg, er fin nok, men resten af udsendelsen er jo manipuleret fra ende til anden. Jeg synes, at det er meget dårlig journalistik,« siger hun.
Det, Camilla Dalgaard Nielsen kalder manipulation, kalder Peter Zinkernagel vinkling. Han fastslår, at programmet »Det tager børn da ikke skade af« ikke handler om, hvorvidt puljeordningerne er gode eller dårlige, det handler udelukkende om det manglende tilsyn.
»Når vi skal lave et program på 30 minutter, så er der tale om en lang serie af fravalg. Det kan for en medvirkende virke besynderligt og måske endda direkte urimeligt, men vi laver jo ikke tv for de medvirkendes skyld, men for seernes,« påpeger han.
Camilla Dalgaard Nielsen er ikke den eneste forælder til et barn i en puljeordning, hvis positive udtalelser er blevet ignoreret under redigeringen af programmet.
DR interviewede blandt andre Gitte Graugaard Nielsen, som har haft sin søn og nu har sin datter i Susanne Melchiorsens puljeordning.
Interviewet handlede hovedsageligt om, hvorfor Gitte Graugaard Nielsen og hendes mand havde valgt en puljeordning frem for en kommunal ordning. Gitte Graugaard Nielsen forklarer DR, at det primært handlede om den tryghed, der er hos Susanne. Hun udtalte sig udelukkende positivt om puljeordningen, men intet kom med i udsendelsen.
»Jeg kan sagtens leve med, at jeg er klippet ud af programmet, men jeg kan ikke leve med, at DR bevidst manipulerer og kun viser de trælse ting,« siger Gitte Graugaard Nielsen, der er uddannet pædagog og arbejder i en børnehave.
Efter programmet har Gitte Graugaard Nielsen brugt utrolig mange ressourcer på at forsvare puljeordningerne over for familie og venner.
»Mine kolleger har haft ondt af mig, fordi min datter var hos Susanne. Jeg har hver gang sagt, at det skulle de ikke have, for vores børn har og har haft det utrolig godt hos Susanne,« siger Gitte Graugaard Nielsen.
Thisted Politi har endnu ikke taget stilling til, om der skal rejses sigtelse mod Anny Jantzen. Politiet har forlangt, at DR skal udlevere råbåndene fra »Det tager børn da ikke skade af«, hvilket DR nægter. Hvorvidt DR tvinges til at udlevere båndene afgøres den 30. januar.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.