”I 2017 brugte danskerne 2,1 mia. kroner på Black Friday. Måske kan vi i år bruge en lille del af det på at hjælpe børn i Yemen?”
Sådan skriver UNICEF på sin Facebook-indsamling ’Black Friday – for Yemens børn!’, der i skrivende stund nærmer sig målet på 100.000 kroner. Og UNICEF er langtfra den eneste danske organisation, der har benyttet den oprindeligt amerikanske udsalgsdag Black Friday til at samle penge ind til et godt formål.
Dansk Flygtningehjælp samler ind til huse til rohingya-flygtninge i Bangladesh, Amnesty International Danmark samler ind til kampen for menneskerettigheder, og WWF Verdensnaturfonden samler ind til at plante træer i Myanmar.
”For os er det en meget naturlig lejlighed til at kommunikere om de ting, vi kæmper for på et tidspunkt, hvor folks opmærksomhed i forvejen er rettet mod forbrug og ressourcer og bæredygtighed,” siger Cirkeline Buron, kommunikations- og fundraisingchef i WWF.
En højkommerciel tid på året
Hos Amnesty fortæller kommunikations- og policychef Dan Hindsgaul, at det er første gang, de samler ind i anledning af Black Friday. Inspirationen har de fået fra humanitære organisationer som UNICEF, der har gjort det tidligere år.
”Det er et godt initiativ i den her højkommercielle tid på året med Black Friday og Cyber Monday og julehandel. Det er en fin påmindelse om, hvordan vi bruger vores penge. En lille protest mod forbrugerræs og kommercialisering,” siger Dan Hindsgaul.
Det er dog ikke noget, de gør et stort nummer ud af, understreger kommunikationschefen.
”Nogle af de andre organisationer putter mange ressourcer i det. Det gør vi ikke, for os er det bare en lille test. Men hvis det er en trend, der bider sig fast, kan det være, det bliver vigtigere for os fremover,” siger han.
Taler til dem, der er sympatisk stemt
For WWF Verdensnaturfonden er det også første gang, de samler ind i anledning af Black Friday. De har døbt deres indsamling ’Green Friday for naturen’ og har siden i morges samlet mere end halvdelen af deres mål på 20.000 kroner ind.
”Vi har sat et beløb, vi tænkte var realistisk at nå i løbet af torsdag og fredag. Men jeg vil sige, at det er gået hurtigere end forventet. Responsen er overraskende god,” siger Cirkeline Buron.
Hun fortæller, at de som organisation ikke har noget imod Black Friday. Men de taler ind i den modreaktion på udsalgsdagen, der de seneste år er opstået under navnet Green Friday.
Taler I også til folks dårlige samvittighed over at bruge penge på et godt tilbud på Black Friday?
”Det tror jeg faktisk ikke. Jeg tror, det aktiverer dem, der i forvejen er sympatisk stemt for vores sag. Jeg tror ikke, at ham, der ville ud og bruge hele sin opsparing på en ny computer på Black Friday, ser de her indsamlinger og tænker: Ej, jeg skal da hellere bruge de penge på tæpper til flygtninge eller træer i Myanmar. Det taler nok ned i et segment, der er åbent for vores budskaber,” siger hun.
Tapper ind i folks hverdag
Også hos Dansk Flygtningehjælp går indsamlingen bedre end forventet. Det fortæller kommunikationsdirektør Annette Spanggaard.
”Vi startede indsamlingen i går og er oppe på 26.000 kroner nu. Det er helt vildt,” siger hun.
Dansk Flygtningehjælp samler ind til at kunne købe 200 huse til rohingya-flygtningefamilier i Bangladesh. Og ifølge kommunikationsdirektøren gør det meget konkrete formål og sammenkædningen med netop Black Friday indsamlingen forståelig for danskerne.
”At kommunikere et brand er jo at kommunikere med folks følelser. Og det her griber direkte ind i folks hverdag. Min søn skal ud og have nye sko på Black Friday, andre steder mangler de tag over hovedet. Det tapper rent kommunikativt ind i folks dagligdag,” siger Annette Spanggaard.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.