Forskere med forstand på børn og unge ringes ofte op af journalister, som ikke ønsker at lytte til det, de siger. Journalisterne vil blot have dem til at bekræfte den vinkel, der på forhånd er lagt fast. Det kan gå ud over børnene.

Alt for mange journalister ringer til eksperter med forstand på børn og unge for at få bekræftet den vinkel, de har formuleret på forhånd.
Og vinklen er altid klar: Danske børn har det værre end nogen sinde.
»Mange journalister vil bare have mig til at bekræfte, hvor slemt det står til. De ønsker ikke at gå ind i en dialog om børnenes vilkår.«
Ning de Coninck-Smith er lektor i barndommens histo-rie på Center for Kulturstudier på Syddansk Universitet i Odense. Hun oplever ofte at blive valgt fra, fordi hun ikke siger netop det, journalisten forventer. Eller når hun udtrykker forbehold over for de mange undersøgelser af, hvordan danske børn har det.
»I dag spørger vi uhæmmet børn om alt muligt. Det gjorde vi ikke 1950erne. Dengang spurgte vi dem ikke, om de følte sig ensomme eller var kede af at gå i skole, så det er ikke til at sige, om børn har fået det værre eller bedre,« fortæller Ning de Coninck-Smith. »Der kan være langt imellem de journalister, der siger ‘aha, ser verden også sådan ud', når jeg sætter en undersøgelse ind i en større sammenhæng,«
Og oplevelsen af at skulle passe ind i en færdig skabelon, er hun ikke ene om.

Lytter ikke
Docent Kirsten Drotner, der er leder af Center for Børne- og Ungdomsmedier på Københavns Universitet, har også været ude for journalister, der vil have hende til at lægge navn til de linier, de har skrevet i forvejen. To-liniers journalister kalder hun dem.
»Hvis en journalist skal skrive en artikel om en bro, er han nødt til at tage ingeniøren alvorligt. Men når det drejer sig om en undersøgelse med børn, føler journalisten sig som ekspert, fordi han selv har været barn engang. Han ringer kun til mig, fordi han har lært på Journalisthøjskolen, at han skal bruge eksterne kilder. Men han lytter ikke til det, jeg fortæller,« siger Kirsten Drotner.
Også den tidligere formand for Børnerådet, Frode Muldkjær, der selv er journalist, oplever, at pressen alt for unuanceret fokuserer på, at børn har det dårligt.
Han går især til angreb på tv-stationerne, dels fordi mediet har stor gennemslagskraft, dels fordi journalisterne ikke levner plads til, at en debattør kan få sine forbehold og mellemregninger med. Det har han prøvet flere gange.
»Jeg var engang tæt på at forlade en direkte udsendelse i protest mod, at jeg ikke fik den tid til at uddybe mit synspunkt, som jeg var blevet lovet. Men jeg turde desværre ikke, da det kom til stykket,« siger Frode Muldkjær.

TV 2 aflyste
At tv ikke har brug for nuancer oplevede Ning de Coninck-Smith engang, da hun blev ringet op af TV 2, som gerne ville have hende i studiet for at kommentere en undersøgelse, der viste, at flere og flere drenge kommer til skolepsykolog. I researchsamtalen vægtede Ning de Coninck-Smith, at der kunne være mange positive aspekter ved undersøgelsen:
»Jeg fortalte, at det kunne skyldes, at vi er blevet bedre til at få øje på psykiske sygdomme. Og måske er det ikke så dårligt, at børn kommer til psykolog, hvis de har ondt i sjælen. Jeg ville ønske, at drengene havde fået det tilbud for 100 år siden. Så var de måske sluppet for at blive mishandlet i skolen og på børnehjem.«
Hun og journalisten aftalte, at hun skulle i studiet om aftenen. Men en time senere blev hun ringet op igen. Redaktøren havde fundet en anden, der passede bedre ind i indslaget.
»Mit ansigt skulle bruges til at fylde et indslag ud. Der var ikke plads til at diskutere en kompleks problemstilling,« siger Ning de Coninck-Smith.
Det er hendes erfaring, at journalisterne ringer videre, indtil de finder én, der vil lægge navn til den fastlagte vinkel. Det lykkes som regel. Nogle forskere og debattører vil bare gerne i pressen, mens andre har brug for at få omtale, fordi de forsker på freelancebasis.

Gode nyheder skæres væk
Også den skrevne presse bruger forskerne til fyld. Det oplevede Ning de Coninck-Smith, da hun blev interviewet af en journalist fra Jyllands-Posten til en søndagsartikel om forældrenes dårlige samvittighed.
»Vi lever i Barnets Århundrede. Børn har materielle goder som aldrig før, og deres forældre er opmærksomme og engagerede. De leger og tager på ferie med børnene, og de støtter dem i deres fodboldkarriere, så de fleste forældre bør have god samvittighed. Det er kun os karriereforældre, der ikke har tid til vores børn, men os er der altså ikke ret mange af,« fortalte Ning de Coninck-Smith til JP-journalisten og tilføjede, at børnenes problem i højere grad er de tårnhøje forventninger, forældrene har til dem.
Et par dage senere ringede JP-journalisten og sagde, at Ning de Coninck-Smith desværre var blevet skåret ud af artiklen på grund af pladsmangel.
»Det var måske rigtigt. Men hvorfor skulle det lige være dét afsnit, hvor jeg vendte emnet på hovedet, som skulle skæres væk,« spørger Ning de Coninck-Smith.
Selv siger hun fra, når en journalist vil have hende til at kommentere et emne, som hun ikke ved nok om:
»Folk bliver ikke klogere af, at jeg udtaler mig om noget, jeg ikke har forstand på – desuden skader det mit omdømme. Men den holdning respekterer journalisterne ikke altid. De mener åbenbart, jeg kan udtale mig rask væk, så snart det handler om børn.«
Hun mener, at journalister bør have en højere grad af etik, fordi børneartiklerne vedrører så mange mennesker.
»Børn er den svage part, og det er svært at få deres synspunkter frem. Så journalisterne bør træde varsomt, ellers giver de forældrene et forkert indtryk af, hvordan børnene har det,« siger hun.

En farlig udvikling
Journalisterne skal ikke alene lære at lytte til eksperterne, de skal også blive bedre til at gå bag om tallene, mener docent Kirsten Drotner, lederen af Center for Børne- og Ungdomsmedier.
Det var absolut ikke tilfældet, da centret sidste år præsenterede den første store danske undersøgelse om unges medieforbrug.
»De fleste journalister ville vide, hvor lang tid de unge bruger på at se tv. Kun få spurgte, hvorfor de unge ser tv, hvad de ser, og hvordan de unge selv oplever tv-mediet,« fortæller Kirsten Drotner.
De journalister, der lod timetallet stå alene, fik det til at se ud som om, at det var ‘åh-så-forfærdeligt', så meget tid de unge bruger foran flimmeren.
Hvis journalister udelukkende går efter ‘børn-har-det-meget-værre'-artikler, får vi en skæv opfattelse af børnene og de unge. Det kan føre til en farlig udvikling, mener Kirsten Drotner.
»Hvis fire ud af fem artikler om børn handler om gadebørn og tvangsfjernelser, får de fleste indtrykket af, at vi danskere er onde ved vores børn. Forældrene får ikke alene dårlig samvittighed. De bliver bekymrede for deres børn og begynder at se verden i sort-hvid,« siger Kirsten Drotner.

Protestér
Som tidligere formand for Børnerådet gennem fire år er Frode Muldkjær glad for, at pressen er opmærksom på børnenes vilkår. Men han er enig med Ning de Coninck-Smith og Kirsten Drotner i, at der fokuseres alt for ensidigt og unuanceret på de børn, der har det dårligt.
Han ser frem til den dag, flere forskere, eksperter og debattører følger trop med Ning de Coninck-Smith og Kirsten Drotner og siger nej til at medvirke på journalisternes betingelser.
»Det vil være flot med en protestbevægelse, og den skal vi journalister tage til os. Vi får et problem med vores troværdighed, hvis vi ikke gør op med, at et nyhedsindslag højst må være på 50 sekunder. Ingen kan nå at belyse en sag tilstrækkeligt på så kort tid,« siger Frode Muldkjær.
Han mener, at programcheferne er klar over problemet. Derfor inviterer de kilderne til at medvirke i debatprogrammer. Men her får de også kun 50 sekunder.
»Debatprogrammer drejer sig ikke om at få detaljerede synspunkter frem, men om at promovere en studievært, som serverer alle børnenes problemer for os som underholdning,« siger Frode Muldkjær.