Borgmestre medvirker i skjult reklame

Måneds Magasinet Erhverv tilbyder landets kommuner gratis omtale, hvis borgmesteren til gengæld lægger navn til skjult reklame for magasinet.

Måneds Magasinet Erhverv tilbyder landets kommuner gratis omtale, hvis borgmesteren til gengæld lægger navn til skjult reklame for magasinet.

Flere borgmestre opfordrer deres lokale erhvervsliv til at annoncere i Måneds Magasinet Erhverv. Til gengæld for anbefalingen får borgmestrene gratis omtale i magasinet. Det skriver bladet Kommunen, der udkommer i morgen.

Den model er kritisabel mener mediejurist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Oluf Jørgensen.

»En borgmester repræsenterer kommunen, og i den opgave må han ikke medvirke til markedsføring af private virksomheder,« siger han til Kommunen.

Heller ikke Dansk Journalistforbundsformand Mogens Blicher Bjerregård bryder sig om metoden.

»Det er redaktionens ansvar, at der er vandtætte skotter mellem redaktionelt og betalt indhold. Men som folkevalgt politiker bør man også have en forståelse for, at medvirken til markedsføring af denne slags er et skråplan,« siger han.

Kommunen skriver også, at borgmesteren i Randers Kommune selv optræder med en annonce i bladet.

»Vi er meget tilfredse med den profilering, Randers Kommune har fået gennem de artikler, som Månedsmagasinet Erhverv bragte i juniudgaven,« siger borgmesteren i annoncen.

En aktindsigt fra Kommunen viser, at borgmesteren betalte 4.700 for at få taget et billede til artiklen. Det undrer Oluf Jørgensen.

»Randers Kommune medvirker til finansiering af et reklameblad, når kommunen betaler for at få bragt et billede af borgmesteren,« siger han.

Læs hele historien i Kommunen, der udkommer i morgen.

0 Kommentarer