Internetavisen OhmyNews har 500.000 besøgende om dagen, 54 journalister ansat – og 40.000 borgerreportere.

REVOLUTION. Det er fem år siden, at sydkoreaneren Oh Yeon Ho stiftede OhmyNews med det mål at revolutionere måden at tænke og producere journalistik på. Nyhedsformidlingen skulle bringes tilbage til borgerne. Som i en landsby, hvor alle ved alt om, hvad de andre laver.

»Det 20. århundredes journalistik er slut. Det var envejs-kommunikation, læserne er ikke længere passive,« siger Oh Yeon Ho, der er cand.mag. i koreansk litteratur, har en master i journalistik fra Regent University i Virginia, USA, og en ph.d. i massekommunikation fra Seoul.

I 12 år arbejdede han som dybdeborende journalist på et venstreorienteret blad i Korea, men i 1990 oprettede han OhmyhNews.com.

»Det er den første rigtige interaktive avis i verden,« sagde han stolt på seminaret Global Investigative Jounalism, der fandt sted i Amsterdam 29. september til 2. oktober.

Netavisen har omkring 40.000 borger-reportere. Men nogle af dem skriver næsten aldrig. OhmyNews får cirka 200 artikler ind dagligt – dækkende alt fra sladder, nyheder og politiske skandaler til reportager om hverdagslivet. Omkring 150 af artiklerne ryger ud i cyberspace til den halve million daglige læsere. Nogle af dem kommer på de redaktionelle sider, resten på »Læsernes sider«.

Alle, som har lyst til at bidrage med historier, kan melde sig til på websitet og kalde sig for 'citizen reporter'. Dog skal reporterne acceptere reglerne om, at de skal respektere redaktionssekretærerne, at de ikke må sprede falsk information, og at de ikke må være vulgære eller drive person-hetz. Desuden skal OhmyNews have skribenternes cpr-numre.

En af reporterne er Lee Bong Ryul, 34 år og forretningsmand. Han har skrevet over 400 historier de seneste fire år. En anden er Ko Tae Jin, 39 år og købmand. Han skriver klummer én eller to gange om ugen. Klummerne er så populære, at han gennemsnitligt får 20.000 hits.

Forskellen på borgerreportere og traditionel blogging er ifølge Oh Yeon Ho, at der er kontrol med borgerreporternes historier. Redaktionssekretærer og journalister tjekker informationerne. Desuden kæmper OhmyNews' redaktionelle stab på 54 journalister med borgerreporterne om at komme på forsiden. I de tilfælde, hvor en historie tager afsæt i en artikel fra en af borgerreporterne, kommer både borgerreporterens og journalistens navne med i bylinen – med borgerreporterens først.

»Vi ser ikke på, hvem der skriver hvad, men på, hvad der er bedst,« siger Oh Yeon Ho.

Udviklingen har været eksplosiv for OhmyNews. Fra nogle hundrede skribenter ved begyndelsen i år 2000 til nu cirka 40.000 sydkoreanske og godt 600 internationale rapportører. Det store spring skete efter en enorm politisk demonstration og præsidentvalget i 2003, hvor præsidentkandidat Roh Moo Hyun brugte OhmyNews som talerør og vandt.

»OhmyNews er en reaktion mod de traditionelle medier. Der er stor utilfredshed med den etablerede presse, og derfor er OhmyNews et godt frirum at mødes i for koreanerne. De er en meget homogen masse og interesseret i de samme historier, og derfor passer OhmyNews godt til dem,« siger Neil Thurman, der er lektor i journalistik ved City University London.

Flere eksperter nævner Sydkoreas regering og de regeringstro nyhedsmedier og interessegrupper som de væsentligste årsager til den massive udbredelse, OhmyNews har fået. Det er stedet, hvor man kan få luft.

»Folk er negative over for de konservative traditionelle medier, 80 procent har bredbånd, og folk har behov for fair og uafhængig journalistik,« forklarer Oh Yeon Ho. OhmyNews netop har lanceret en engelsk nyhedsside – english.ohmynews.com – med omkring ti daglige nyheder, der ikke er en oversættelse af de koreanske, men kommer fra foreløbig 600 borgerreportere fra blandt andet Nepal, Chile og Israel.

Amerikaneren Clyde Bentley, professor i journalistik på University of Missouri, har stiftet sitet MyMissourian.com som et lokal borgerreporter-projekt. Men han tror ikke, at et internetmedie i så rendyrket en form som OhmyNews kan få samme succes uden for Korea.

»Så radikal en type borgerjournalistik vil ikke vinde frem. Men det er interessant at følge OhmyNews,« siger Clyde Bentley.

»Jeg håber på at få 10.000 internationale borgerreportere,« siger Oh Yeon Ho og tilføjer, at han drømmer om at få en borgerreporter i Nordkorea. I øvrigt går han med planer om også at lave en spansk nyhedsside.

OhmyNews giver efter de første år med underskud nu overskud. Skribenterne får 20 dollars for en forsidehistorie. Læserne kan også donere penge til en skribent, hvis artikel de finder særlig god. Enkelte har ifølge Oh Yean Ho oplevet at få flere tusinde dollars fra læserne.

Presseansvaret ligger hos forfatterne, svarer Oh Yeon Ho på flere spørgsmål fra salen om det emne. Han siger, at der kun har været fem problematiske sager siden begyndelsen i år 2000, og at de oftere vedrører journalisters historier end borgerreporternes.

»Det er min erfaring, at borgerreporterne passer meget på. Desuden tjekker vi jo oplysningerne,« siger han. Men han svarer aldrig klart på, hvad han vil gøre, hvis OhmyNews bliver mødt med sagsanslæg.

Da Oh Yeon Ho oprettede OhmyNews.com, var drømmen at få 2.000 daglige læsere. Nu har han en halv million, i perioder helt op til tre millioner, siger han.

»Vi troede ikke, vi kunne få indflydelse, nu har vores koncept spredt sig til hele verden. De store amerikanske medier brugte det i forbindelse med orkanerne Katrina og Rita,« siger han og tilføjer, at forskellen mellem de amerikanske tv-stationer og OhmyNews er, at man på OhmyNews har blandt andet har cpr-oplysninger på bidragyderne.

»De betragter borgerreportere som et supplement. Vi betragter dem som ligeværdige,« siger han.

Al magt til læserne

Den danske pendant til OhmyNews hedder Flix. Netavisen har omkring 100 journalister tilknyttet, der alle er almindelige mennesker.

Tekst: Jesper Vestergaard Larsen

BORGERJOURNALISTIK. Netavisen Flix.dk har ikke noget redaktionslokale. Avisens to redaktører, Erik Kjær Larsen og Rune Huvendick Jensen, redigerer avisen fra deres hjemmecomputere.

Bidragene fra de omkring 100 almindelige mennesker, der skriver avisens artikler, modtager de elektronisk. De har kun mødt få af dem ansigt til ansigt. Redaktionsmøderne bliver afholdt via et beskedsystem på hjemmesiden.

Det er derfor ikke muligt at besøge redaktionen eller overvære et redaktionsmøde. Flix eksisterer kun i cyberspace, og der er ingen fysisk virkelighed at rapportere fra.

Erik Kjær Larsen, der i sin tid fik idéen fra den sydkoreanske OhmyNews, foreslår derfor, at interviewet finder sted via Flix' beskedsystem.

I øvrigt en ganske behagelig interviewform: Journalisten slipper for besværligheder med at tage noter, lytte bånd igennem og transskribere. Spørgsmålene sendes et ad gangen til interview-offeret, som kan formulere sit svar i ro og mag uden ubehagelig øjenkontakt.

Imens kan journalisten læse avis eller tabe sit honorar på et poker-site.

Svarene kommer ind på skrift og skal blot redigeres, hvis de da ikke copy-pastes direkte ind i en layoutskabelon. Den skrivende journalist behøver ikke engang at læse sin egen artikel. Det gryende årtusindes informationsteknologi har muliggjort en ny ekstrem form for mikrofonholderi.

– Hvor gode er almindelige mennesker til at skrive journalistisk?

»Som udgangspunkt ikke særligt gode. De fleste skribenter på Flix skriver fremragende, men tit for langt for internetmediet, og der skal som regel et godt nyhedsjournalist-blik til for at få øje på nyhedsvinkler eller journalistiske snit i læsernes historier. Somme tider går vi ind og skriver om – med skribenternes tilladelse – eller sender en artikel tilbage med forslag til, hvordan den kan komme til at fremstå skarpere. I nogle tilfælde bliver skribenternes rå, selvoplevede historier til nyheder i andre medier. Se for eksempel denne.«

Erik Kjær Larsen sender et link til en artikel, der blev bragt på Flix sidste år. Artiklen er en personlig beretning fra en af Flix' skribenter – musikeren Zak Osman – der blev truet af en flok somaliere, da han skulle afholde koncert på Nørrebro. Nedenunder er der links til Politiken og nyhedsindslag på TV 2.

– Hvordan sikrer I jer, at historierne holder vand rent researchmæssigt?

»På nøjagtig samme måde som vi ville gøre på et dagblad: I tvivlstilfælde prøver vi ved research at sikre, at data i en artikel holder. Men i modsætning til, hvad man måske skulle tro, er det meget svært at lægge forkerte oplysninger ud på en interaktiv webavis, fordi læserne fungerer som et stort, åbent kildenet, der meget hurtigt gør opmærksom på faktuelle fejl.«

– Kan I for hver enkelt artikel garantere, at data er korrekte, at kilder bliver behandlet ordentligt, og at skribenterne ikke har egne interesser i sagen?

»Det har vi hidtil kunnet, men det skyldes nok også, at de fleste artikler trods alt har kommenterende karakter. Der er yderst få Flix-skribenter, der selv opsøger kilder, sådan som en almindelig journalist ville gøre. I langt de fleste tilfælde stammer skribenternes oplysninger fra andre danske medier. Vi har endnu ikke haft en artikel, hvori en skribent for eksempel prøver at bagvaske andre med løgnagtige oplysninger. Men hvis der var bare den mindste tvivl hos os, ville vi enten vælge ikke at bringe artiklen eller tjekke og dobbelttjekke alle informationer. I tvivlstilfælde ville vi gøre tydeligt opmærksom på, at den pågældende skribent kunne have en skjult agenda.«

– I eksemplet med Zak Osman hører man jo kun skribentens version af historien, ikke andre parters. Hvordan kommer de til orde på Flix?

»Good point. De kan jo i princippet skrive deres kommentar under Osmans artikel eller selv indsende artikler, men lige præcis når det gælder indvandrere, har vi simpelthen for få skribenter. Vi ville utrolig gerne have flere indvandrere – som jeg generelt synes får en ensidig behandling i danske medier – til at skrive hos os, men der er formentlig både en sproglig og en kulturel barriere. For eksempel afleverede Zak Osman sit indlæg på engelsk, og vi var nødt til at oversætte det, før vi bragte det.«

– Hvor stor en rolle tror du borgerjournalistikken vil spille i fremtidens mediebillede?

»Jeg tror, at den vil komme til at spille en meget stor rolle. Det vil i en lang periode vedblive at være de traditionelle og trykte medier, der sætter dagsordenen på nyhedsfeltet, men efterhånden som flere og flere borgere vender sig mod internettet som primær nyhedskilde, vil de også forvente både at kunne bidrage med historier og deltage aktivt – og interaktivt – i debat, research og så videre. Det er en udvikling, man har taget imod som en spændende udfordring hos mange især udenlandske medier, hvor man i stigende grad bruger fotos og tekster fra læserne som en del af det daglige nyhedstilbud. I Danmark går det lidt trægt for de etablerede medier med at få taget hul på udfordringen, synes jeg. Hvorfor kan jeg for eksempel ikke skrive en kommentar under dagens leder på Informations hjemmeside?«