search

Borgerlige kyllinger

SKYKLAPPER. Med god grund har venstrefløjen i årevis måttet svare for sig i forhold til fortidens sværmeri for diktatur, dogmatik og ensretning. Kulturskribenter fra Berlingske og Jyllands-Posten har ivrigt svunget pisken.

SKYKLAPPER. Med god grund har venstrefløjen i årevis måttet svare for sig i forhold til fortidens sværmeri for diktatur, dogmatik og ensretning. Kulturskribenter fra Berlingske og Jyllands-Posten har ivrigt svunget pisken.
Især når 'ofrene' forsøgte at krybe udenom.
Hvorfor skal det så være så svært at få de samme aviser til at forholde sig til deres egen nære fortid? Og hvorfor er de to toneangivende borgerlige aviser så uvillige til at forholde sig til deres egen dækning af visse udenrigspolitiske begivenheder under ungdomsoprøret? Det kunne være Vietnamkrigen eller den iranske shahs overdådige gallafester eller militærkuppet i Chile, kort sagt begivenheder eller regimer, hvor USA spillede en mindre heldig hånd.
Efter en artikelserie i foråret, inspireret af Berlingskes kulturskribent Bent Blüdnikow, om Informations 'røde fortid' i 1960erne og '70erne var det et nærliggende spørgsmål at få belyst.
Forskningsmæssigt viste det sig at være et upløjet terræn.
Men efter alt for mange timer på avislæsesalen på Det Kongelige Bibliotek og gennembladring af hundredvis af avissider, for eksempel om Tonkinbugt-episoden i 1964, luftbombardementerne mod Nordvietnam i 1965 eller Pentagon-rapporten i 1971, så forstår man til fulde den undren, som forhenværende chefredaktør Bent A. Koch nærer efter at have læst seriens to første artikler: »Var reportagerne i de to aviser virkelig så enøjede? Åbenbart. Det er forstemmende læsning, fordi kun den ene part fremhæves,« som han har sagt.
Hvis vi nu tager Vietnamkrigen, så videreformidlede de to aviser kritikløst amerikanske synsvinkler og positioner som den skinbarlige sandhed, mens amerikanernes modstandere på slagmarken, uanset om der var tale om nordvietnamesiske soldater eller sydvietnamesiske partisaner, over én kam blev betegnet som enten »fjenden«, »kommunistiske Vietcong-rebeller« eller slet og ret »kommunisterne«.
Andre synsvinkler kom sjældent til syne i spalterne, og der sporedes ingen forsøg fra de to avisers side på selv at finde andre fortolkninger end den amerikanske, selv om der var tale om verdenshistoriske begivenheder, der kostede mere end tre millioner vietnamesere livet. Og flere end 57.000 unge amerikanere.
Da de to aviser i september 1973 skulle forholde sig til militærets brutale magtovertagelse i Chile, var der på lederplads i begge aviser forståelse for, at generalerne trods alt havde været nødt til at gribe ind mod præsident Allendes »udygtige« regering.
Er det så noget at skrive hjem om?
Åbenbart ikke, for når man spørger chefredaktør Lisbeth Knudsen fra Berlingske eller chefredaktør Jørn Mikkelsen fra Jyllands-Posten om denne USA-venlige bias, så ender det som en kort affære. Så nøjes de to avischefer med at henvise til 'den kolde krig', eller at det er længe, længe siden, lang tid før internettet blev opfundet. Og i øvrigt ønsker man ikke at give karakter til indholdet af artiklerne. På chefniveau er det åbenbart stadig for svært at medgive, at Jyllands-Posten og Berlingske Tidendes udenrigsdækning på visse punkter var ensidig og ukritisk over for USA.
Tænk, hvis venstrefløjen kunne slippe så let. /

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen