Bordingvinder: Sådan kommer din historie i de store medier

Fagbladsjournalister skal ikke forvente, at kolleger på landsdækkende medier følger med i, hvad fagbladene skriver. »De fleste store medier tager kun historier, hvis de kan breake dem selv,« siger prisvinder Maria Rørbæk. Så det giver hun dem lov til

​Fredag modtog Maria Rørbæk Journalistprisen ved uddelingen af Bordingpriserne på Københavns Rådhus for en artikelserie i fagbladet Socialpædagogen om magtanvendelse mod anbragte børn.

De 12 artikler behandlede det kontroversielle emne magtanvendelse over for anbragte børn, og hvornår det kan være nødvendigt at bruge magt. Historierne er blevet afsat til Kristeligt Dagblad og P4 og derefter taget op af blandt andet Radioavisen, TV Avisen, BT, JydskeVestkysten og Bornholms Tidende. Kristeligt Dagblad tog historien, fordi de fik den forærende solo, fortæller Maria Rørbæk.

Hun mener ikke, at fagbladsjournalister skal forvente, at kollegerne på de landsdækkende medier følger med i, hvad fagbladene skriver.

Tilbud til de store: I kan breake

Derfor er Maria Rørbæk begyndt at kontakte journalisterne direkte – og tilbyde historierne solo.

»De fleste store medier tager kun historier, hvis de kan breake dem selv. Det er sværere for dem at beskrive en sag, hvis man selv har omtalt den først,« siger hun.

Nu har Maria Rørbæk lavet en liste med tips til, hvordan specialmedier bliver citeret i de landsdækkende medier (følg linket til Danske Mediers hjemmeside, du kan downloade et Word-dokument med tippene nederst).

Faktisk begyndte serien med et interview, som Maria Rørbæk troede ville blive citeret vidt og bredt: En forstander på en institution fortalte, at det er nødvendigt at bruge ulovlig magt, når for eksempel børn skal ud af stofmisbrug.

»Jeg troede, det havde mediernes interesse. Men det gav nul citater,« siger hun.

Så længe de citerer

Hendes erfaring er, at jo større forspring de store medier får, desto bedre.

»Vores blad går i trykken, en uge inden det udkommer. Når det sker, kigger vi på, om vi har noget, som interesserer andre medier. Det giver de store medier arbejdsro, at de har historien en uge i forvejen, så de kan gå mere ned i stoffet.«

Hvordan har du det med at forære historier væk, som du selv har brugt lang tid på?

»Det ligger jo i den journalistiske rygrad, at man gerne selv vil breake sine historier. Men så længe de citerer Socialpædagogen, er det lige meget, om de kommer før os,« siger Maria Rørbæk.

Har læserne reageret på, at de kan læse deres fagblads artikler i andre medier først?

»Nej, artiklerne kommer jo også i Socialpædagogen i en mere grundig version. Vi forærer det hele væk, men de store medier skriver det typisk kortere, end vi gør.«

Kan fordybe sig mere

Maria Rørbæk siger, at hun som journalist på et fagblad har den fordel, at hun kan fordybe sig mere i de sager, hun dækker. Og så har hun bedre adgang til kilderne.

»Jeg har en tættere kontakt til socialpædagogerne, fordi de stoler på os.«

Når fagblade skal afsætte historier, handler det ikke mindst om at levere kvalitetsjournalistik, siger hun.

»Fagpressen i dag kan være lidt under pres, fordi det er vigtigt, at man formidler moderorganisationens budskaber i en eller anden grad. Men hvis man skal citeres af andre medier, skal man have et rigtigt journalistisk produkt, hvor man overholder de journalistiske grundregler med at høre begge parter og arbejder tilstræbt objektivt,« forklarer hun.

1 Kommentar

Jakob Werner
22. JUNI 2015
Hej Jakob,

Hej Jakob,

Interessant artikel - men linket til Maria Rørbæks syv tips virker ikke...