Danske Specialmediers Bording pris blev fredag eftermiddag uddelt på Københavns Rådhus. Magasinet Spis Bare modtog Anders Bording Medieprisen, mens journalisterne Kristian Jessen og Asger Havstein Eriksen fra Fagbladet 3F modtog Anders Bording Journalistprisen.(rettet)
Bording-priserne, der gives til magasiner for særlige præstationer, blev fredag uddelt på Københavns Rådhus, og Medieprisen gik til magasinet Spis Bare for "et meget inspirerende madfagligt og indsigtsfuldt blad med faglig dybde og lækker præsentation," ifølge begrundelsen.
Mens de to 3F-journalister Kristian Jessen og Asger Havstein Eriksen modtog Journalistprisen for en artikelserie om kviksølvskandalen i Grindsted, der ifølge priskomitéens begrundelse er "klassisk kulegravende journalistik med særdeles vedkommende og identitetsskabende journalistik og vedholdende og systematisk gravearbejde."
Samtidig gik Fagbladet 3F hjem med hæderen Specialprisen for digitale medier, hvor de blev belønnet for "at dokumentere en kompliceret sag med dygtig og troværdig anvendelse af en række medier."
Specialprisen for grafisk design gik til magasinet Landinspektøren, der udgives af Den Danske Landinspektørforening. Prisen modtog bladet "for et veloplagt, engageret og gennemarbejdet design med fine originale designelementer skabt netop til dette blad og dets læsere."
Endelig modtog freelancefotograf Sif Meincke Specialprisen for foto for en billedserie i Samvirke om stomi. Hæderen gives med begrundelsen, at "billederne følelsesmæssigt tager fat i os og taler til hjertet."
Journalisten.dk var til stede under prisoverrækkelsen og bringer senere en tv-reportage her på sitet.
(Rettelse: Journalisten har i en tidligere version skrevat at kviksølvskandalen fandt sted i Fredericia. Det er rettet til det korrekte: Grindsted.)
7