Watchmedier får innovationsprisen, Altinget får medieprisen for e-magasinet Altinget/Magt 2012 og journalisten asger Havstein Eriksen fra Fagbladet 3F får Bording-statuetten for artikler om arbejdsulykker i serien "Døden i siloen."
Fredag eftermiddag var der prisuddeling på Københavns Rådhus. Danske Medier uddelte Bording-prisen.
Hovedprisen gik til artikelserien om arbejdsulykker. Juryen fremhæver, at ”der er tale om en vedholdende og dygtig afdækning” og ” at seriens artikler er formidlet nøgternt og sagligt”.
Fagbladet Journalistens journalister Emil Ellesøe Ditzel og Maja Funch var nomineret til prisen for artikler om prostitutionsannoncer i Ekstra Bladet.
Asger Havstein Eriksen modtog også prisen i 2009.
Derudover blev der uddelt tre specialpriser. Folkeskolen.dk fik den digitale pris for det faglige netværk.
Prisen for visuel formidling gik til fotograf Peter Ehlers, Samvirke, for fotofeaturen ”Det gør mig så sur, når…”. I begrundelsen hedder det ”Featuren vender på en intelligent måde op og ned på vores gængse forestillinger til portrætter af børn og fastholder modtageren i et følelsesladet univers af ubehag, undren og nysgerrighed”.
Priserne er opkaldt efter Anders Bording, der var redaktør, journalist og bladudgiver under enevælden. Det var Anders Bording, der i 1666 udgav “Den Danske Mercurius”, der anses for at være det første periodiske skrift i Danmark.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.