Ligesom i Danmark falder de norske avisers oplagstal år for år. Men ifølge tal fra Mediebedriftenes Landsforening (MBL) bliver det opvejet af væksten på de digitale platforme. Læsertallene på mobil er højere end på papir, og det betyder, at mediehusene samlet set står bedre på markedet, skriver nrk.no.
»Stigningen på mobilt indhold er på vanvittige 102 procent! Det siger noget om, hvor hurtigt det her går. Hvis du ganger det med antal solgte tablets og mobiltelefoner sidste år, siger det noget om, hvor hurtigt brugervanerne ændres,« siger Trine Ohrberg-Rolfsrud, som er informasjonsansvarlig i MBL.
Det er de landsdækkende aviser, der mister mest i Norge med et fald på 10,8 procent i 2012. Faldet, både i oplag og læsertal, er størst for løssalgsaviserne VG og Dagbladet. Men begge medier styrker deres totale markedsposition, fordi deres mobiludgaver har flere læsere end papirudgaverne, viser tallene. De norske tal siger ikke noget om den økonomiske forskel mellem at have læsere af papiraviser og netbrugere.
Ifølge FDIM's rapport Danskernes Brug af Internettet fra 2012 bruger danskere mellem 16-74 år mobiltelefonerne til navigation (41 %), apps (39 %), e-mail (37 %) og Nyheder (32 %).
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.