Estisk forretningsmand købte Bonnier ud af landets største avis-koncern. Da Bonnier ikke kunne få aktiemajoriteten, valgte koncernen at sælge billigt.
Bonnier trækker sig ud af aviskrigen i Estland og sælger sin andel til sin estiske kompagnon. Det betyder, at norske Schibsted er alene tilbage som skandinavisk storaktør i landet, og svenskerne har nu kun erhvervsbladet Äripäev i Estland.
I 1998 købte Bonnierkoncernen sig ind i Ekspress Group, der er ejet af den estiske forretningsmand Hans H. Luik. Bonnier har siden satset på at udvikle Ekspress Groups aviser. Krudtet har været brugt på ugemagasinet Eesti Ekspress, aftenbladet Ohtuleht og dagbladet Eesti Päevaleht.
Ugemagasinet klarer sig godt. Aftenbladet Ohtuleht blev forrige sommer slået sammen med Schibsteds konkurrent, Sanomaleht, efter en dyr oplagskrig. Den nye avis kom til at hedde SL/Ohtuleht og er nu landets største, mens dagbladet Esti Päevaleht er den næststørste morgenavis med faldende oplag og store tab.
Ekspress Group ejer også landets største trykkeri, ligesom gruppen sammen med Schibsted ejer landets største tidsskriftsforlag.
Indtil november ejede Hans H. Luik og Bonniers datterselskab, Marieberg International, hver halvdelen af Ekspress Group.
Ejerfællesskabet gav ikke den fremgang, man havde håbet, og der var brug for flere penge i selskabet. Derfor tilbød Bonnier at købe Luik ud, men de nåede aldrig til enighed om prisen. Det fik Bonnier til at tilbyde, at Luik i stedet kunne købe Bonniers aktier. Betingelsen var, at hvis han ikke kunne eller ville inden for en fastsat tid, så skulle Bonnier have lov at købe hans aktier til samme pris.
Men Luik både kunne og ville og er nu eneejer af Estlands største aviskoncern, som svenske Bonnier var med til at bygge op.
"Prisen er hemmelig, men den var så fordelagtig, at jeg knap turde tro på det," siger Hans H. Luik og fortsætter:
"Jeg forstår ikke, at de har gjort, som de har."
Ifølge Bonniers repræsentanter har salget af aktierne ikke været nogen dårlig forretning.
"Det er et utroligt interessant selskab, men hvis vi fortsat skulle lægge så megen tid i Estland, ville vi op og have størstedelen af aktiemajorieten. Det gik ikke," siger Thomas Axén, som er chef for Bonniers Dagblade.
I Estland er der bekymring for, at Eesti Päevaleht bliver slået sammen med Schibsteds konkurrentavis på samme måde, som det skete med aftenbladene.
Men sådan bliver det ikke ifølge Hans H. Luik:
"Jeg tror, vi finder en anden løsning. Estland har ikke brug for færre presserøster," siger han.
Allan Alaküla, formand for det estiske journalistforbund, har kritiseret den skandinaviske dominans. Alligevel glæder han sig ikke over, at Bonnier nu er ude af Estland.
"For journalisterne bliver der ingen forskel. Ejerne samarbejder for at holde lønniveau og ansættelsesvilkår nede, ligesom de gjorde i skandinavernes tid. Hvad Estland behøver, er mere konkurrence på mediemarkedet," siger Allan Alaküla.
Oversættelse Christine Møller
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.