Klokken 9.30 i morgen sætter ledelsen navn på de 25, som skal fyres i Bonnier Publication. Seks-syv af dem er redaktionelle medarbejdere. Lige nu er humøret helt i kulkælderen.
»Stemningen er bare helt lav i dag. Alle går jo rundt og har ondt i maven og spekulerer på, hvem kan det blive,« fortæller tillidsrepræsentant Allan Numelin.
I slutningen af februar fik han de første meldinger fra ledelsen om besparelserne. Siden har han og en kollega forhandlet og forhandlet for at sikre medarbejderne den bedst mulige udgang på fyringsrunden. Men ledelsen stod stejlt:
»De ønskede eksempelvis ikke at gå med til frivillige fratrædelser. Vi fik et blankt nej. Det var det klassiske ledelsesargument, at man vil lade de enkelte ledere bestemme, hvem de vil af med,« siger Allan Numelin til Journalisten.dk.
Det er dog lykkedes tillidfolkene at komme igennem med andre ønsker: De seks-syv redaktionelle medarbejdere, som i morgen tidlig får besked på, at de er fyret, vil alle få løn under i hele deres opsigelsesperiode. De vil samtidig blive fritstillet senest midtvejs i perioden. Muligvis før. Har man en opsigelsesperiode på ni måneder, så fritstilles man altså senest efter fire en halv måned. Og medarbejderne oppebærer den fulde løn i hele opsigelsesperioden – uanset om den enkelte får nyt job undervejs.
Derudover har tillidsfolkene aftalt, at medarbejderne får i dag til at forberede sig mentalt på selve fyringerne.
»Vi har bedt om at få lagt en dag ind, så folk lige får en mulighed for at forberede sig mentalt på det. Også sådan at vi giver folk en mulighed for selv at sige op. Vi har således fået lovning på, at man i fyringerne tager højde for, hvis der er folk, der selv vil gå.«
Med andre ord vil antallet af redaktionelle medarbejdere, der skal fyres, blive reduceret, hvis der er kollegaer, der selv siger op. Vælger man selv at sige op, opnår man dog ikke nogen ekstra fordele.
Når antallet af fyringer i øvrigt svinger mellem seks-syv redaktionelle medarbejdere, så skyldes det, at der er en ledig layoutstilling i Bonnier Publications, som man vil forsøge at besætte med en af dem, man afskediger i morgen.
»Lige nu er det den hårde ventedag, inden fyringerne eksekveres i morgen,« siger Allan Numelin, der ingen anelse har om, hvem fyringerne rammer i morgen.
»Som tillidsfolk har vi specifikt bedt om ikke at få navnene under forhandlingerne, så vi kunne forhandle på alles vegne og undgå, at vi blev skudt i skoene, at vi favoriserede nogen. Så vi har specifikt bedt om, at vi først ser navnene en time, inden fyringerne finder sted. Derfor får vi listen i morgen klokken 8.30.«
Et andet element i forhandlingerne har været at sikre, at de tilbageværende medarbejdere ikke efterfølgende skal presses til at løbe endnu stærkere.
»Vi har gjort meget ud af at diskutere, hvordan man får tingene til at hænge sammen på bladene. Og vi har fået lovning på, at det ikke er meningen, at nogen skal have et større arbejdspres end i dag,« siger Allan Numelin og tilføjer, at ledelsen derfor kan blive tvunget til at skære ned på arbejdsbyrderne.
»Om nødvendigt må vi gå ind og se, om der er nogle arbejdsgange, der skal falde væk, om der kan effektiviseres, eller om der er nogle tjek på bladene, der skal falde væk. En anden mulighed er også, at der produceres færre tillæg. Men det er op til cheferne at afgøre. Mit fokus er, at ingen skal løbe hurtigere. De har allerede strammet skruen de seneste år. Og jeg kan ikke se, hvordan folk skal kunne arbejde mere uden at gå ned med stress.«
Ledelsen på Bonnier Publications præsenterede for nylig nyt rekordoverskud for 2007. Samtidig gik 2008 fantastisk, og så sent som i går sagde man, at man regner med et millionoverskud i 2009. Provokerer det ikke medarbejderne, at man så vil fyre?
»Selvfølgelig tænkte vi også i de baner, da vi fik spareplanerne præsenteret første gang. Men vi kan ikke gå ind og bestemme, hvordan Bonnier Publications kører sin forretning. Vi kan måske undre os over det, men vi kan ikke gøre noget ved det. Vi har fået at vide, de skal spare så og så mange millioner kroner, og så har vi måttet forholde os til det. Men hvordan man kører Bonnier Publications – den diskussion ønsker vi ikke at blive fedtet ind i. Det er et arbejdsgiverspørgsmål,« siger Allan Numelin til Journalisten.dk.
Læs også: Bonnier fyrer 25 medarbejdere
samt: Bonnier har rekordoverskud – igen igen
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.