search

BOMBE UNDER PRESSEN

En bilbombe, et skudattentat og tusindvis af dødstrusler skaber angst blandt journalister i Sverige. Kun få ønsker at skrive om nazismen af frygt for konsekvenserne. Demokratiet er under angreb.
En bilbombe, et skudattentat og tusindvis af dødstrusler skaber angst blandt journalister i Sverige. Kun få ønsker at skrive om nazismen af frygt for konsekvenserne. Demokratiet er under angreb.

28. juni 1999: Bomben sidder fast under bilen. Da nøglen bliver drejet i tændingen eksploder den, sprænger hul i bunden og kvæster journalisten og hans otte-årige søn. 4. november 1999: Geværkuglen hamrer gennem stue-vinduet, der splintres, og fortsætter ind i væggen. Journalisten var sekunder forinden gået ind i soveværelset. Ovenstående lyder som endnu et sørgeligt kapitel om journalister i Colombia, på Balkan eller i Indonesien. Men de livstruende angreb på journalister er foregået på den anden side af Øresund i det pæne og rolige Sverige. Her kæmper journalister over hele landet med frygten efter at have oplevet, hvordan trusler fra nazi-miljøet nu skal tages seriøst. Meget seriøst. Siden 1995 er godt et dusin mennesker blevet myrdet af personer med tilknytning til nazismen, og det er kun et tilfælde, at ingen af dem er journalister. »Jeg var på vej til sommer-skolen med min søn. Vi satte os ud i bilen, og jeg drejede tændingsnøglen. I det samme så jeg et lysglimt og mærkede et tryk på brystet. Jeg var med det samme klar over, hvad der var sket. Jeg mærkede en voldsom varme over hele kroppen, og så over på min søn, der havde blod i hele ansigtet. Jeg råbte til ham, at han skulle løbe efter hjælp, og han kom ud af bilen og løb. Selv sad jeg fast, fordi bomben havde sprængt bunden af bilen op i mine ben.« Der er gået fem måneder siden bombeattentatet mod den svenske journalist Peter Karlsson. Han har fortalt historien så mange gange, at ordene falder som nøgterne kendsgerninger. Han ved, hvad han skal sige.

Ingen advarsel
Peter Karlsson er en af de journalister, der på sin egen krop har oplevet, hvilke omkostninger, der er ved at skrive om nazisterne. Sammen med sin kone Katarina Larsson har han skrevet om det yderste højre for forskellige dagblade siden 1995. Op til attentatet skrev de en artikelserie i Aftonbladet om, hvordan nazisterne tjener penge på koncerter og salg af såkaldt »White Power-musik«. Fra begyndelsen i 1995 har de haft hemmelig identitet, fordi de var klar over farerne, men i marts fandt de ud af, at nazisterne var på sporet af dem, da naboer var blevet udspurgt om, hvem de var, og hvad de lavede. Modsat andre journalister fik Peter Karlsson ingen trusler inden attentatet. »Det er vel i virkeligheden meget logisk. Hvis man vil slå et menneske ihjel advarer man det ikke.« I dag har familien politiovervågning døgnet rundt. Sårene på Peter Karlssons ben er ikke helet endnu, og to ødelagte ryghvirvler gør det nødvendigt for ham at ligge ned i flere timer om dagen. Han kommer formentlig aldrig til at kunne bøje sig ned, selvom han bærer støttekorset. Han har smerter konstant. »Vi vidste, de var på sporet af os og ventede nærmest bare på, at de gjorde et eller andet. At det blev et mordforsøg, havde vi dog slet ikke ventet.«

Livvagter og politiovervågning
Anders Gerdin er chefredaktør på Aftonbladet, der med sine 400.000 eksemplarer er det største dagblad i Skandinavien. Han tilbragte sommeren tæt fulgt af livvagter og havde derudover sit hjem overvåget af politiet døgnet rundt. Da bilbomben sprang i Stockholm i juni, var det efter en række artikler i Aftonbladet skrevet af Peter Karlsson og hans kone Katarina Larsson. Anders Gerdins udtalelser og skriverier i de følgende dage gjorde også ham til et potentielt offer. »Det var lidt af en sommer,« siger Anders Gerdin med et dybt suk. Han er bekymret. Ikke så meget for sin egen sikkerhed, men mere for de virkninger nazisternes nye voldelige strategi har på journalistikken. For der er færre og færre, der har lyst til at skrive om nazismen og dens problemer. »Det er ikke sjovt at skulle have politibeskyttelse til sig selv og sin familie og være nødt til at flytte til en helt anden by. Det ved jeg alt om. På den måde forstår jeg godt, at folk bakker ud. Men problemet er, at det har givet en dårligere dækning af området over hele landet, og det er et stort problem,« siger Anders Gerdin. Det er langtfra kun Aftonbladet, der har haft problemer med nazister. Alle større dagblade i Stockholm har gennem det sidste års tid oplevet, at journalister har fået dødstrusler, og frygten har spredt sig til journalister i hele landet. Og dermed til spalterne. Peter Karlsson siger, at dækningen nu bærer præg af, at journalisterne ikke tør gå ind i historierne på samme måde. »Når der endelig bliver skrevet noget, er det som regel interview med nazister, hvor de gratis kommer til orde. Der er ingen, der som min kone og jeg gjorde, forsøger at trænge til bunds og ser på, hvordan nazisterne er grupperet, og hvordan de finansierer deres aktiviteter. Det er mere interessant at finde ud af, hvad de gør, end at høre på, hvad de siger.« Journalister er ikke engang de hårdest ramte af voldsbølgen. To politifolk er blevet myrdet af folk med tilknytning til nazismen, og vidner, dommere og advokater er blevet overfaldet og truet på livet.

Ny strategi
Når journalister, politi og retsvæsen nu oplever at blive forfulgt, skyldes det ifølge Anders Gerdin nazisternes nye strategi. De tidligere angreb på flygtninge, indvandrere og homoseksuelle bliver nedprioriteret. I stedet angriber man direkte de personer og instanser, der skaber problemer for nazisterne. »Det er en intelligent strategi, der virker. Når politi og journalister gransker mindre, fordi de er bange, bliver det også sværere at fange og dømme dem, der begår kriminalitet. Jeg har talt med både journalister, politimænd og advokater, der indrømmer, at de har holdt oplysninger tilbage af frygt for konsekvenserne, og det er i høj grad et problem for demokratiet,« siger Anders Gerdin.

Intelligente og bevidste
»Jeg får trusler stort set hver dag. Det er en del af mit liv,« siger Kurdo Baksi, journalist og redaktør på det svenske magasin Svartvitt, der skriver om integration og racisme, og hvor ansatte gennem de sidste ti år har oplevet omkring 1.000 dødstrusler. Det var Baksi, der den 4. november var tæt på at blive ramt af skud i sin egen lejlighed, da en kugle fra en salonriffel, affyret fra 110 meters afstand, borede sig ind i stuevæggen. Han er året rundt politiovervåget og har af sikkerhedsmæssige årsager to lejligheder. Når det overhovedet kunne komme så vidt, at selve de demokratiske processer er blevet sat under pres, mener Kurdo Baksi, det skyldes, at omgivelserne ikke i tide tog truslen fra de omkring 1500 nazister seriøst på trods af mange advarsler. »Det tog 20 år at anerkende, at vi i Sverige har et organiseret racistisk netværk. Og man kan ikke løse et problem, før man har erkendt det.« Anders Gerdin er enig. Han har hørt masser af journalister og politikere tale med en overbærende tone om de unge forvirrede mennesker, der barberer sig skaldede og råber nazistiske slagord. »Men de, der står bag det her, er hverken unge eller forvirrede. De er yderst intelligente og bevidste om, hvad de gør,« siger Anders Gerdin. Kurdo Baksi mener, at det tolerante svenske samfund fortsat tillader for meget. I 1996 blev 69.000 cd´er med såkaldt White Power-musik beslaglagt fra et enkelt lager. Antallet af plader fortæller, at omfanget af pladesalget, der oftest foregår på det sorte marked, er stort. »De 69.000 plader ville give en omsætning på syv millioner kroner, og de penge kan man købe både bomber og våben for. Det er for let at være nazist i Sverige.« Peter Karlsson mener, at udbredelsen af nazismen også har historiske årsager. »Sverige var ikke besat under 2. verdenskrig, og derfor har vi aldrig fået taget det opgør med nazismen, som andre lande har. Mange unge mennesker går rundt med emblemer og tøjmærker, der hylder nazismen og dens ideer. Den slags ser man ikke i Norge og Danmark.« Kurdo Baksi føler sig svigtet af det svenske journalistforbund, og har derfor meldt sig ud. Da JOURNALISTEN taler med ham, er det fjorten dage siden attentatet mod ham fandt sted, og han har stadig ikke hørt fra forbundet, ligesom de ikke officielt har taget afstand fra drabsforsøget. »Statsministeren inviterede mig til en snak over en kop kaffe, men mit eget forbund har jeg ikke hørt fra. Det er for dårligt,« siger Kurdo Baksi. Også Peter Karlsson er skuffet over det svenske journalistforbund. Han mener ikke, at de har meldt klart ud i den debat, der har været i Sverige om problemerne, og det svenske blad Journalisten har kun i en enkelt artikel beskrevet, hvad der skete den dag, bomben sprang.

Internationalt organiserede
Den 12. oktober i år blev en fagforeningsmand myrdet efter at have politianmeldt en ung nazist. Senere på måneden fik den kendte skuespiller Svend Wollther politibeskyttelse efter trusler, og sangeren Mikael Wiehe har måttet gå under jorden, efter en molotov-cocktail blev smidt ind gennem hans vindue. Alt sammen i oktober. Den 4. november blev Kurdo Baksi forsøgt myrdet. Anders Gerdin er sikker på, at truslen ikke kun skal tages seriøst i Sverige. Den voldsomme optrapning af volden, og avisens kortlægning af de nazistiske grupper viser, at de er meget velorganiserede og i allerhøjeste grad har internationale kontakter. Også i Danmark. »Forleden så jeg et fotografi fra en nazimarch i Danmark. Her gik Axelson også med,« siger han. Andreas Axelson var en af de tre bankrøvere, der henrettede to politifolk ved nakkeskud, da de forfulgte røverne efter røveriet. Peter Karlsson mener, at de danske nazister allerede er i gang. »Det var danske nazister, der sendte brevbomber til nogle udvalgte personer i London. Selvom de er meget færre end her i Sverige, skal I passe på. De et tæt forbundet.«

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen