Jeg møder fotograf Ilan Brender på en snevejrsdag på en villavej i et nybygget kvarter i Herfølge. Det er huset på hjørnet, vi skal ind i. Dansk parcelhus – kun 7 år gammelt. Gullige mursten, sort tag, dobbelt garage, pæne fliser og tujahæk. Jeg er der tidligt, og sneen daler stille ned, mens jeg sidder i bilen og venter på Ilan Brender.

Udefra kan jeg se, at fruen i huset ivrigt pudser vinduer, så alt er klar.

Så dukker han op. Præcis på slaget 10. Ilan Brender tager en stor fototaske ud af bagagerummet på bilen, vi hilser på hinanden og går op ad havegangen og siger goddag, inden vi smider skoene, stiller dem pænt og går ind gennem garagen til husets bryggers.

Ilan Brender er tidligere fotojournalist fra Jyllands-Posten. Her lavede han boligreportager. Nu er han selvstændig.

I vinterhalvåret er der maksimalt fire opgaver på en dag, fordi det bliver tidligt mørkt, mens der om sommeren er tid og lys til seks.

»Mit mål er at lave billeder, der ligner dem, man kan se i boligmagasinerne,« siger Ilan Brender.

»Det her er et let hus at tage billeder i,« siger Ilan Brender – og man forstår faktisk godt, hvorfor han siger det.

Det gode viser sig at være, at der er ryddet op overalt. Ingen steder ligger der noget og flyder. Huset står snorlige alle vegne. Undtagen i stuen. Der er noget LEGO, der er for dyrebart til at blive smidt i en kasse. Husets ejere forsikrer Ilan Brender om, at de flytter det, når han skal tage sine billeder af stuen.

Rod er ikke godt

»Der er bare nogen, der forstår det.«

Ilan Brender sætter vidvinklen på, monterer stativet med ekstra batteri til flashen, og uden småsnak og forsinkelser går han i gang. Først bryggerset, som vi lige er kommet igennem. Han flytter måtten, der ligger foran bryggersdøren. Måtten skal ikke med på billedet.

»Det er en udfordring at lave gode billeder, hvis der er rod alle vegne. Det er jo ikke meningen, at vi skal rende og rydde op. Men selvfølgelig flytter jeg lidt rundt og fjerner kluden ved vasken, hvis folk har glemt det. Men ellers tager jeg billeder af det, der er i huset,« fortæller han.

»Det handler simpelthen om at lave de flottest mulige billeder inden for de økonomiske rammer, der er,« siger han.

Halvanden time til jobbet

De økonomiske rammer er ret stramme i dette hjørne af branchen.

Ilan Brender snakker ikke om penge, men han har halvanden time til en opgave som den, jeg er med på. En time til billeder og opmåling til plantegning – som han også laver – og en halv time til transporten frem og tilbage. Alt i alt er der 40-45 minutter til billederne. I dag sparer han opmålingen, for ejerne af huset har selv stået for byggeriet i sin tid, og de har en plantegning liggende. Den tager Ilan Brender et billede af. Så er det klaret.

Og når han så kommer hjem, skal billederne uploades. Billederne bliver sendt ud til Bangkok, hvor det bureau, han kører som boligfotograf for, Diakrit, har kontorer og et team, der sidder og redigerer alle firmaets boligfotos.

»Det er ikke de opgaver, der giver mest, men det gode ved de her opgaver er, at de kommer af sig selv. Man skal ikke ud og skaffe dem. Men det er en slags rugbrødsarbejde.«

Sidste år havde han 327 opgaver for Diakrit, som han begyndte at fotografere for i maj 2012.

»Jeg prøver at komme til at lave fotojournalistik, men det er svært for tiden,« siger Ilan Brender, der ud over at tage billeder af huse også laver erhvervsfoto og -video for virksomheder, der skal bruge portrætter af medarbejdere eller have dokumenteret events og firmaarrangementer.

25 billeder inklusive mastefoto

»I må gerne rulle alle gardinerne op og tænde lyset,« siger Ilan Brender til husets ejere. Der skal lys til.

»Skal vi også tænde levende lys,« bliver der spurgt.

Det skal de, bare det ikke bliver for meget. Og så går turen rundt i huset.

Ude på et af husets toiletter bliver stativet stillet op. Ilan Brender trækker forhænget til side, sørger for, at låget er lukket på wc’et og placerer stativet. Skyder løs, flytter stativet igen. Og skyder. Ud af rummet og videre til det næste.

Ilan Brender ved lige, hvor han skal stille kameraet. Det kniber mere med mig. Adskillige gange må han bede mig gå ud af billedet. Så vi taler sammen, mens jeg gemmer mig bag dørkarme og rundt om hjørnerne.

»Jeg skal normalt aflevere 25 billeder inklusive to mastefotos, men jeg tager altid lidt flere, så jeg har noget at vælge imellem,« fortæller han, mens kameraet klikker løs.

»Jeg tager altid to, nogle gange tre eksponeringer. En hovedeksponering, hvor rummet ser korrekt ud, og en mørkere, som eksponerer lamper og udsigten gennem vinduer korrekt. Det er husnørderi, det her,« siger han, mens han bevæger sig hurtigt og sikkert rundt med kamera og stativ. 

Ilan Brender fortæller om procedurerne og metoderne, og det står klart, at selv om han er en af fotofagets rugbrødssoldater, så er han glad for det, han laver. Og god til det.

»Der skal ikke være tvivl om, at jeg rigtig godt kan lide det her. Man møder mange mennesker og hører mange historier.«

To hjørner i hvert rum

Jeg spørger ham, hvad der skal være på billedet, for at det fungerer.

»Man skal fotografere rummet, så man får to hjørner med,« forklarer Ilan Brender.

»Det giver en fornemmelse af rummets størrelse, og det er dem, der ser billederne, selvfølgelig interesserede i at få en fornemmelse for. Og så sørger jeg også for ikke at skære midt i et billede på væggen og få hele lampen i loftet med.«

Måske lyder det banalt for dem, der lever af at fotografere. Men jeg tænker på mine egne billeder af børnene på ferie, der tit mangler hårtoppen eller fødderne eller en hånd.

Ingen spor i sneen

Ilan Brender åbner havedøren og tager et par billeder indefra og ud gennem døren. Snevejret er taget til, mens han har arbejdet, og terrassen og havemøblerne ser ud, som om de er overtrukket med vat.

»Jeg tager også altid to-tre livsstilsbilleder, der skal give en følelse af, hvordan det er at bo i det her hus.«

Så er vi færdige indenfor. Ilan Brender har skudt billeder i alle rummene, og nu skal vi udenfor. Ud i sneen.

Ilan Brender siger, jeg skal blive stående. Selv lusker han langs hækken ude i kanten af haven. Vi må ikke lave fodspor i sneen, før han har taget sine fotos. Så jeg gemmer mig bag et hjørne igen.

Sneen er taget yderligere til, og Ilan Brender konstaterer, at der er lige lovlig meget snevejr nu, men billederne skal tages. Der er ikke tid til at vente, og de skal nok blive gode.

Han slutter af med at sætte kameraet på en lang stang og løfte den op for at tage mastefotos. Et par billeder, hvor man ser hus og have lidt fra oven. Det er det sidste. Så går vi over og banker på døren, så vi kan få sagt farvel til sælgerne.

Det siger Ilan Brender selv om billedet:

»Der, hvor det for mig bliver interessant at kigge på, er, når elementerne spiller sammen. Når ting rundt i kanten af billedet runder flot af, linjer og symmetrien i billedet er velplaceret. På billedet har du samtidig lige anelsen af noget dybde, fordi du kan se ind i et andet rum.«
»Et godt billede skal give dig en god følelse og fornemmelsen af at kunne se dig selv i rummet og være godt tilpas. En del af det gode boligfoto er selvfølgelig at vise rummene, som de er, relativt nøgternt, så potentielle købere kan se, hvad de får. Den anden del af det er jo det at sælge boligdrømme.«