Lige lovlig grundig

Ny Google-håndbog er systematisk og vidtfavnende – men hånden på hjertet: Hvem orker at læse en manual?

• Erik Nicolaisen Høy:
  »Google for alle«
  Libris
  72 sider, 59 kroner.

Tekst: Tommy Kaas, redaktør, DICAR

ANMELDELSE. Der findes mange søgemaskiner på Internettet, men i praksis løber én med langt de fleste brugere, nemlig Google. Også for mange, der skal finde informationer som en vigtig del af deres arbejde, er Google bare søgemaskinen. I Dicar ser vi det tydeligt, når vi underviser journalister i internetresearch. Som regel har ni ud af ti Google som første valg, hvis de skal finde noget på nettet.

Google er da også en rigtig god søgemaskine med mange muligheder, så hvis brugerne ellers udnyttede faciliteterne, var problemet ikke så stort.

Men langt de fleste skriver blot et enkelt ord og trykker 'enter'. Som teenagedatteren derhjemme skråsikkert bemærkede, da jeg forleden flagrede med Erik Nicolaisen Høys hæfte "Google for alle":

»Hvor svært kan det være? Man skriver da bare et ord, og så kommer resultatet …«

At der er langt mere at opnå, bliver eftertrykkeligt banket fast i »Google for alle«, der er en godt gennemarbejdet oversættelse af Nancy Blachmans oprindeligt amerikanske »Google Guide«. Tidligere har Høy bearbejdet netguiden til en dansk version, der ligger på Københavns Kommunes bibliotekers hjemmeside. Forfatteren kender sit stof, han har fået en del danske eksempler ind i teksten, og han kommer rundt i alle kroge og giver let forståelige eksempler på alle de måder, man kan styre og målrette sin søgning på.

Problemet er blot, at når man forsøger at lave en bog, der erklæret er 'for alle', hvem er så målgruppen? »Google for alle« ender med at favne bredt, den har kraftigt præg af en manual, og hånden på hjertet – hvem orker at læse den slags?

Skulle bogen for eksempel have været målrettet til journalister og researchere, der kan have god brug for hjælp til at finde konkret materiale, burde forfatteren have udvalgt sine eksempler med større omhu. Og han burde især have skelnet mere mellem det væsentlige og det pudsige.

Enøjet kan man dog ikke beskylde forfatteren for at være. I hæftet bliver det flere gange understreget, at nok er Google en god søgemaskine. Men så er den altså heller ikke bedre. Ingen skal lade sig nøje med at bruge en enkelt – og ved bestemte typer søgeopgaver er der andre redskaber, der reelt er bedre end Google. Og de bliver også behørigt nævnt og anbefalet i bogen.

Erik Nicolaisen Høy har en baggrund som bibliotekar, og det kan mærkes. Der mangler ingenting med hensyn til systematik og grundighed, men hæftet havde vundet ved en mere klar og prioriteret vinkling af stoffet.

Portræt af et dobbeltportræt

• Birgit Eskholm:
  »Engell. Et portræt«
  Aschehoug.
  208 sider, 249 kroner.

Tekst: Erik Lund, afdelingsforstander, Danmarks Journalisthøjskole

ANMELDELSE. Beretningen om dobbeltmennesket Hans Engell er skrevet med den uomtvistelige kvalitet, at dobbeltheden bliver bogens absolut bærende budskab. Alt andet underordnes det ene afgørende formål at få dobbeltheden i den joviale charmør og det kyniske magtmenneske Hans Engell til at fremtræde gennemført fra bogens første til sidste side.

Fremstillingen er elementær tabloidjournalistik udstrakt til bogform – en ofte letløbende fremstilling med mennesket i centrum og personfikseringen drevet så vidt, at politikken i lange passager bliver helt borte. Det er for så vidt i orden. For bogens sparsomme undertitel lyder "Et portræt". Det er en varedeklaration, der holder! Men bogen er samtidig en god anledning til at forholde sig til, at der er stor forskel på et personportræt og et for den større offentlighed måske nok så vedkommende politisk portræt.

Portrættet af det menneske, der engang for ikke så længe siden kunne være det bedste bud på statsministeren i en borgerlig regering, er næppe helt i overensstemmelse med alle de mange politiske facetter, der trods alt skulle til for at opnå og i en periode opretholde denne position.

Forfatteren dæmoniserer ikke direkte Hans Engell. Men det er de mørke sider, der driver fremstillingen frem – dette tilmed i en sådan grad, at forfatteren ved vejs ende tydeligvis selv er blevet overrasket over, at fremstillingen blev stedse mere mørk, som skriveprocessen skred frem.

Slutresultatet er blevet et portræt af en person, der detroniserer sig selv ved bestandigt at klamre sig til magten blot for magtens egen skyld. Heller ikke bogens første kapitler er rige på nuancer. Men de er der dog. De er helt fraværende i bogens sidste kapitler.

Bogen ville have vundet ved at få flere facetter med ind i fremstillingen og/eller ved at lade kildehenvisningerne blive flere og fyldigere. Det kunne være sket uden at kollidere med ønsket om en letløbende fremstilling. Nu fremtræder mange centrale passager helt og aldeles udokumenterede. Læseren må enten helt ukritisk tage forfatterens fremstilling for fulde pålydende eller som postulatoriske skriverier mere ud fra egne fornemmelser end ud fra bogens substans. Som et minimum burde en liste over interviewede personer og tidspunkt(er) for interviews være indført bagest i bogen.

Savnet af et sådant substantielt materiale er stort. For bogen rummer sporadisk vægtigt materiale, centrale problemstillinger og et indblik i konservativ partikultur – eller mangel på samme – vi ikke tidligere har set udstillet så utilsløret.

Hans Engell i bogform udsat for tabloidjournalistikkens hele arsenal af fortælleteknikker har naturligvis sin helt egen charme og sin helt egen brod i betragtning af, at Hans Engell nu som chefredaktør på Ekstra Bladet er vendt tilbage til sine journalistiske rødder. Han kom ind i pressen i mesterlærens tid med elevtid på Berlingske Tidende og Berlingske Aftenavis og fem måneders ophold på DJH i 1969. Den dengang – i hvert fald på elevside – ganske 'røde højskole' lå året efter 1968-studenter'oprøret' ikke just til Hans Engells højre ben. Men han overlevede dog opholdet i Vennelystparken og 'oprørsmiljøet' her. Det er (for)tegnet unuanceret og forbliver derfor uinteressant som skildring af det miljø, der omgav den unge Engell på vej ind i journalistikken.

Bogen kan for en første betragtning måske opfattes som en direkte ondskabsfuld bog. Det er dog næppe dens største problem. Det er dens manglende dokumentation og dens overfladiske fortælleform, der ikke muliggør psykologiske eller politiske portrætter af blivende værdi. Bogen er mere en glemme-bog end en gemme-bog.

Alt for lange passager i trættende historisk præsens gør, at den ellers generelt letløbende fremstilling gang på gang bliver blokeret af en primitiv 'historisk nutid', utvivlsomt udtænkt som interesseskabende 'historiske tidslommer', men journalistisk administreret så uopfindsomt, at fortælleteknikken virker mod sin hensigt.

Hans Engell har fra første færd afslået at medvirke i bogprojektet. Til gengæld er der rigtig mange andre, der bestemt ikke har holdt sig tilbage. Engells mange fjender har naturligvis øjnet muligheder for hævn med de betroelser, de har meddelt forfatteren – som dog angiveligt skulle have undladt at benytte de mest vovede postulater, simpelthen fordi de ikke har kunnet efterprøves.

Det opleves på baggrund af bogens oftest postulatoriske karakter velgørende, hver gang anonymiteten brydes, og bogen giver klare og kildekritisk veldokumenterede belæg for fordømmelsen af Engell – som når forfatteren effektfuldt lader Poul Schlüter både skabe og fælde Engell.

Det er også vigtigt for forfatteren at fastholde, at den tilsyneladende så folkelige Engell i perioder har befundet sig langt ude på Det konservative Folkepartis ufolkelige højrefløj – og at netop Schlüter var den politiker, der kunne forklare Engell, at disse yderpositioner ikke var og ikke kunne blive partiets. Vejen til magt og indflydelse gik over 'borgerlige stemmer, der arbejder'. Engell fik det lært. Men både han selv og partiet har betalt dyre lærepenge undervejs.

Birgit Eskholms portræt tager udgangspunkt i hendes egen praktiktid på Den Konservative Pressetjeneste, hvor Hans Engell var hendes chef, hendes senere virke som politisk reporter på BT frem til efteråret 2001 og 80 interviews med politikere og journalister samt personer, der på anden vis angives at have været tæt på Hans Engell.

Mest koncis er hun i bogens næstsidste afsnit, hvor det er Engells opsigtsvækkende nye rolle som chefredaktør på Ekstra Bladet, der tages under behandling med en klar påvisning af, at det nye job indebærer, at han kapper stort set alle bånd til fortiden – men at fortiden alligevel flytter med, fordi ledelsesstilen fra Det konservative Folkeparti går igen i hans håndtering af de redaktionelle problemer på bladet.

Dobbeltheden bliver således atter helt konkret bogens bærende tema i skildringen af Ekstra Bladet, hvor medarbejderfyringer, opsigelser, omrokeringer og intern uro angiveligt hører til dagens uorden på de indre linjer, medens den elegante og stringente kommentator, ikke mindst på tv, tegner de ydre linjer.

Det er altid svært at tegne et portræt – mindst dobbelt så svært at tegne et så konsekvent dobbeltportræt, som denne bog vil. En meget sammensat person er her blevet biograferet, så de mørke sider har fået absolut forrang. Skræmmebilleder og advarselsklokker er bogen rig på – mest hvad angår politik, men sandelig også hvad angår journalistik.

Læs den og bliv selv forskrækket/forfærdet/forarget – eller blot (yderligere) agtpågiven!

Dette er, hvad bogens genre, den repeterende reportage, mest inviterer til. Med personregistrets hjælp kan læseren tilmed på enkel vis selv søge sig frem til, hvilke personer og begivenheder der skal befolke læserens helt personligt sammensatte skandale-univers.