search

Boganmeldelser

  Lund-fundDet er vigtigere end nogensinde at huske det klassiske spørgsmål: Og hvad hedder det så på almindeligt dansk?Jørn Lund: "Sprog til salg" G.E.C. Gads Forlag102 sider, 139 kronerAnmeldt af Gert Smistrup, forhenværende sprogchef i Det Berlingske Hus

Lund-fund

Det er vigtigere end nogensinde at huske det klassiske spørgsmål: Og hvad hedder det så på almindeligt dansk?

  • Jørn Lund:
    "Sprog til salg"
    G.E.C. Gads Forlag
    102 sider, 139 kroner

Anmeldt af Gert Smistrup, forhenværende sprogchef i Det Berlingske Hus

ANMELDELSE. Jørn Lund er en 'whistleblower'. Den skriftkloge professor går sin stavgang på stierne i Danas have med øjnene på stilke og ørerne blafrende.

Nu og da standser han op og bliver whistleblower. Eller som det hed engang i gamle dage: Han 'råber vagt i gevær'. Det sker, når Jørn Lund sporer noget af det ugræs, som i vore dage fyger over hegnet i så brede byger.

Sine iagttagelser har han samlet i en række klummer i Politiken, og nu er de små artikler heldigvis blevet til en bog. Den hedder "Sprog til salg", men kunne såmænd sagtens have heddet "Lund-fund".

Ganske vist skriver han i bogens forord:

"Man skal som bekendt høre meget, før ørerne falder af, men ikke så forfærdeligt meget, før øjnene falder i."

Men bogen giver han syn for sagn om, at han hele tiden har både øjne og ører på plads.

Hans ærinde er ikke et forsøg på at skærpe og raffinere det sproglige udtryk i medierne. Derimod har han som veluddannet lystpedant kastet sig over andres fejl, men 'i en god sags tjeneste', som han fastslår. Og fortsætter:

"Der ser ud til at være mange, der har brug for et sprogligt serviceeftersyn, ikke kun de unge."

Og dermed retter han sin kanon direkte mod journalisterne og mod den forulempelse af sproget, vi daglig er vidne til via medierne.

Ikke at han generelt løfter sin professorale pegefinger mod journalisterne, men han mener nok, at vi har større forpligtelser end andre til at deltage i jobbet med at være whistleblower.

For naturligvis kan journalisterne ikke være – og er heller ikke – fløjtende ligeglade. Vi kan ikke bare slå kraven op om ørerne som beskyttelse mod sprogets djøficering og macdonaldisering samt mod de byger af ord og begreber, som stormer ind fra erhvervslivets selvsmagende, reklamens kæphøje og sportens tøjlesløse sprogverdener, og tænke 'naja, vist blæser det i Stormgade'.

Som mediemennesker må vi drage den lære af Jørn Lunds bog, at det i dag er vigtigere end nogensinde at huske det klassiske spørgsmål: Og hvad hedder det så på almindeligt dansk?

Jørn Lund er en højt kompetent whistleblower. En af de allerbedste. Godt at vi har ham til at hjælpe os med at holde vores sti ren.

NB: Men mon ikke Jørn Lund har lidt rod i sin billeddannelse eller sin sportsviden, når han skriver om videnskabsministerens brug af sportssproget i forbindelse med Københavns Universitets resultatkontrakt, at 'der er gået Cassius Clay i ministeriets kommunikation'. Han mener vel Mohammad Ali, som Cassius Clay jo blev (castet) til i 1965?

Langt mellem snapsene

Journalist Finn Holten Hansen har en sund appetit på livet, men fokuserer mere på det private end på det faglige
.

  • Finn Holten Hansen:
    "Målt på langs. Erindringer 1974-1994"
    FF-Forlag.
    344 sider, 295 kroner.

Anmeldt af Øjvind Kyrø, journalist

ANMELDELSE. Alkohol fylder eventyrligt meget i denne bog, men desværre er der for langt mellem snapsene.

Finn Holten Hansen har skrevet en 'erindringstrilogi', og denne bog er den sidste i rækken. Titlen er hentet fra et digt af Benny Andersen, hvor der står:

"Målt på langs er livet kort, men lodret målt uendeligt."

Det er det mest dybsindige, der står skrevet i den bog. Finn Holten Hansens skildringer er underligt ureflekterede, for selv om han oplever mange dramatiske ting undervejs i sit liv, studser han aldrig rigtig over tilværelsen.

Tilbage til spiritussen. Det er utroligt, hvor mange sider forfatteren bruger på at fortælle den sagesløse læser, hvor mange anstrengelser han udfolder på diverse reportagerejser i de arabiske lande for at få sig nogle drinks. Man hører om de lyssky transaktioner af forbudt væske blandt diplomater, som forfatteren opsøger. Man underrettes om, hvordan tv-holdet gør alt for at blive overført fra det tørlagte kuwaitiske flyselskab til et med spiritus ombord. Og bogen kulminerer på Færøerne, hvor forfatteren går helt i sort af druk under en nationalfest. Det er først hjemme i klipperummet, at han opdager, at filmholdet har arbejdet flittigt, mens 'deres ansvarshavende producer' lallede rundt og var 'indisponeret', som han selv udtrykker det.

Man skal også udsættes for at læse om alle de damer, som forfatteren nedlægger fra tid til anden, og om hvor unge de er, men ingen af dem bliver tegnet så skarpt, at de fremstår som andet end stereotyper, højst bliver en kvinde betegnet som 'køn', 'sød', 'yndig' eller 'dejlig'.

Der er selvsagt intet galt i at besidde en sund appetit på livet, men når alkohol og kvinder ikke indgår operativt i en handling, så rager det ikke læseren. Og det er hovedproblemet med den omfangsrige bog. Forfatteren har siddet med sine kalendere, en god hukommelse, gamle manuskripter og skrevet og skrevet. Havde der blot været en redaktør til at skrotte alle de unødvendige detaljer – eksempelvis skal man spilde tid på at læse om hans ferieture med familien rundt i Europa, hvad de fik at spise, på hvilke campingpladser, de overnattede; det hele minder om en lysbilledaften med alt for mange dias og ligegyldig pludren hos folk, man ikke kender.

Men ud over bodega-anekdoterne, postkortene fra ferierne og den bastante namedropping får man heldigvis også nogle få gedigne snapse rent indholdsmæssigt.

I denne etape af sit liv arbejder Finn Holten Hansen på DR. Han er med i filmredaktionen, kommer på forbrugerprogrammet Kikkerten og ender med at klippe reklamespots for DRs egne programmer. Det var dengang, DR havde monopol, og rejsende medarbejdere som Finn Holten Hansen nød samme luksus som ambassadører, når de skulle rejse oversøisk: 1. klasse. Og dengang var der ikke tale om sponsorer eller tilskud fra anden side, det var forbudt – i modsætning til i dag, hvor der helst skal foreligge tilsagn om donationer, fondstilskud og gratisbilletter, før et programforslag anses for at være fuldendt.

Det var gode tider, for blev der givet grønt lys for et projekt, var der tid til grundig granskning, og forfatteren bedrev således ikke alene idé-research, men også for-research, og endelig det, han kalder real-research, før han drog i felten med et hold af medarbejdere fra tre forskellige fagforeninger, der kappedes om at overholde hviletidsreglerne.

Det er elementært spændende at følge hans beretning fra en tur Mellemøsten rundt i 1974, hvor han skulle producere en serie udsendelser i samarbejde med det norske NRK. Vi oplever detaljeret, hvilke problemer han bestandig stødte ind i med folk, der var bange for at udtale sig, det uhyrlige bureaukrati for at få tilladelse til at filme, og de israelske censorer, der ganske enkelt slettede optagelser, der var kritiske over for styret.

Allerede før udsendelserne blev bragt, brød en veritabel storm af protester ud fra folk, der mente, at de ville være anti-zionistiske og anti-semitiske, og såvel tv-anmelderne ved dagbladene som DRs generaldirektør blev advaret mod dem. Men ledelsen holdt stand, og anmelderne var positive, blandt dem Anders Bodelsen, som noterede:

"Det er sjældent, man på forhånd bliver advaret mod et program, men forud for første udsendelse om det palæstinensiske spørgsmål modtog jeg et brev fra Skandinavisk Jødisk Ungdoms-Forbund, som kaldte disse udsendelser 'groft subjektive' (…) 'Tornen i øjet', den første af fem udsendelser om Mellemøstens problemer, forekom mig stort set mønstergyldig objektiv."

Den samme opbakning fik Holten Hansen imidlertid ikke af sin programchef, da han lavede et kvarters program om skolebørns frække rim og remser som for eksempel denne:

"Frederik og Lotte er forlovet, kysser hinanden i toget, og når toget holder, går de hjem og boller."

De kristelige lyttere og seere anført af pastor Olsen samt Erhard Jakobsen mente, at programmet var en skandale, og adskillige tusind protestbreve indløb til TV-Byen. Werner Svendsen, programchefen, svarede de opbragte skribenter:

"Jeg beklager, at programmet udsendtes i den pågældende form."

Det er også interessant at følge forfatteren som miljø-journalist fra "Tæt-på"-forbrugerredaktionen i en tid, hvor ordet økologi var ved at blive undfanget, ligesom atomkraft, dioxin og freon var nye foreteelser.

Havde forfatteren blot holdt sig til skildringer som disse og droppet alle de ligegyldige detaljer, ville det have været en fornøjelse at læse om, hvad der blev Finn Holten Hansens skæbne.

Den daglige dosis ekspertise

Hvad bruger journalister egentlig de mange eksperter til? Og hvem er eksperterne? Ny bog søger at give svarene – men glemmer de vigtige mellemregninger.

  • Jacob Arnoldi:
    "Den offentlige ekspert"
    Forlaget Samfundslitteratur
    130 sider, 150 kroner.

Anmeldt af Erik Albæk, professor i journalistik og statskundskab, Syddansk Universitet.

ANMELDELSE. Det er i dag nærmest umuligt at indtage sin daglige dosis nyheder uden at støde på en ekspert. Dagens journalister er blevet storforbrugere af eksperter i et omfang, der var gårsdagens journalister aldeles fremmed. Kan de til et nyhedsindslag i tv ikke støve en 'rigtig' ekspert op, kan de altid placere en stedfortrædende kollega i ekspertens stol i nyhedsstudiet.

Hvorfor? Hvad er det, der har gjort eksperter så interessante for journalister? Hvad bruger journalister egentlig de mange eksperter til? Og hvem er eksperterne? Det er disse spørgsmål, sociologen Jakob Arnoldi har sat sig for at besvare i sin nyligt udgivne bog om 'den offentlige ekspert', det vil sige eksperten, der optræder i det offentlige rum. Og det vil i det moderne samfund først og fremmest vil sige i medierne.

Bogen indledes i kapitel 1 med en teoretisk gennemgang af udviklingen i den samfundsmæssige kontekst, hvori eksperter indgår. Det drejer sig først og fremmest om forskellige sociologiske teorier om videnssamfundets fremvækst og eksperternes rolle heri. I forlængelse heraf diskuteres i kapitel 2 forskellige teoretiske forståelser af eksperter, intellektuelle og kommentatorer, mens kapitel 3 er en kort gennemgang af nyhedsproduktion og nyhedsprodukter.

Bogens empiriske analyser præsenteres i kapitlerne 4 og 5. De bygger på 11 interviews med journalister/redaktører og fem interviews med eksperter; observationsstudier af journalister; kvalitative indholdsanalyser af Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten samt DR1s og TV 2s to store daglige tv-aviser i uge 46, 2002 – i alt 138 avisartikler og 64 tv-indslag; samt en kvantitativ analyse af avisjournalisters brug af 30 ekspertkilder i årene 1997-2002 i seks danske dagblade.

Analyserne indikerer, at nyhedshistorier i dag har et fortællemønster, som gør det oplagt for journalisten at inddrage eksperter. En god nyhedshistorie skal ikke alene gengive det skete, altså nyheden, der som regel er konkret af natur. Den skal også gerne perspektivere denne – ved at forklare baggrunden for, fortolke betydningen af og vurdere mulige fremtidige konsekvenser af det skete.

Journalister kan imidlertid ikke selv forklare og vurdere. Det ville stride mod journalistikkens objektivitetsnorm. Den objektive nyhedshistorie bygger på den konvention, at journalister ikke selv har nogen stemme. De udsagn, som en artikel består af, tilhører – eller rettere tilskrives – andre. Journalisten rapporterer kun. Skal en nyhedsartikel indeholde forklaringer og vurderinger, må andre end journalisten selv udtale disse.

Selvsagt kan enhver part i en sag fremsætte forklaringer og vurderinger. Hvis journalister refererer disse, kræver objektivitetskonventionen, at begge parter i en politisk strid eller konflikt kommer til orde i nyhedshistorien for at denne kan fremstå som afbalanceret. Men samtidig kan journalisten have behov for, at nyhedshistorien får en konklusion. Og fordi eksperten fremstår som en uafhængig og neutral videregiver af objektiv viden, er det for journalisten oplagt at inddrage denne som 'dommer' i historien, dvs. som en person, der gennem sine forklaringer og vurderinger afgør, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert i en given sag, Hermed bliver det ekspertens og ikke journalistens stemme, der drager konklusionen på historien – uagtet at det jo er journalisten, der afgør, hvilke stemmer der kommer til orde. Dermed kan ekspertudsagn bruges til at legitimere en nyhedshistories indhold og vinklinger.

Eksperter er personer, der besidder viden, som ikke alle besidder, som i deres virke fremstår som neutrale og interessefri, og som i kraft heraf tillægges autoritet. Autoriteten hviler i sidste ende på historisk foranderlige, sociale konventioner for, hvad der er værdifuld og legitim viden, og i forlængelse heraf, hvilke professionsgrupper der besidder de rette kompetencer. Typisk for danske journalister er, at de i høj grad benytter eksperter, som kommer fra videnstunge professioner – i særlig grad, men ikke udelukkende, universitetsforskere.

Ikke alene legitimerer journalisten vinklingen på sin nyhedshistorie ved at låne ekspertens autoritet. Han er også med til at skabe ekspertens legitimitet i samfundet. For netop ved at udvælge og bruge bestemte personer og bestemte professionsgrupper som eksperter, er medierne med til i offentlighedens øjne at fremstille disse personers eller gruppers viden og kompetence som netop ekspertise. Det sker ved at give dem en særlig taleposition i nyhedshistoriens fortællemønster, hvorfra de kan forklare, vurdere og dømme. Men også ved at ekspertudsagn gives en status, der er forskellig fra andre kilders, nemlig derved at ekspertkilders udsagn som regel lov til at stå uimodsagt i en nyhedshistorie. Ekspertise er jo netop ekspertise og skal derfor ikke kvalificeres.

Blandt andet fordi medierne er med til at definere, hvilke personer og persongrupper der i det offentlige rum tillægges ekspertstatus, er det også lykkedes medierne selv at levere en række eksperter, der kommenterer, vurderer og fortolker aktuelle begivenheder. Journalistik er med Arnoldes ord i dag 'en af de professioner, der har tilstrækkelig status og anerkendelse til at fortolke samfundet i offentligheden' – som når DR's Deadline interviewer Henrik Qvortrup, Erik Meier Carlsen eller Tøger Seidenfaden om politiske hændelser. (Arnoldis sprogbrug her kan måske diskuteres. For nok tildeles journalister formmæssigt en ekspertrolle i mange nyhedshistorier, især i de elektroniske medier, men samtidig viser meningsmålinger, at befolknings tillid til den journalistiske profession er lav).

I bogens empiriske kapitler gennemgås disse hovedkonklusioner nøjere, og der gives ofte gode illustrative eksempler og citater. I bogens afsluttende kapitel opsummeres konklusionerne klart i otte hovedpointer. Nærværende anmelder er overvist om disse hovedpointers rigtighed, dvs. at Arnoldi har ret i sine pointer. Det er derimod mere tvivlsomt, om han har ret til sine pointer, dvs. om han faktisk i sine analyser på empirisk overbevisende måde får påvist hovedpointernes rigtighed.

Forfatteren skriver om sin bog, at den er akademisk, men 'forfattet med den målsætning for øje, at også personer uden for universitetets tykke mure skal kunne læse den'. Han har derfor bestræbt sig på 'skrive så enkelt og så kort som muligt', men han har samtidig 'ikke bevidst forsøgt at gøre stoffet let'. Det er en prisværdig bestræbelse. Som desværre ikke rigtig lykkes for forfatteren.

På den ene side er bogen blevet for akademisk. Bogens to teoretiske kapitler gengiver en række af de sociologiske teoretikere, der for tiden er en vogue, men uden at disse bliver tilstrækkelig relevante og styrende for bogens empiriske sigte. Der bliver derfor for stor afstand mellem bogens teoretiske ambitionsniveau og dens empiriske sigte til, at de to ender på overbevisende måde (kan) kædes sammen. Efter endt læsning kan man sidde tilbage med en undren over, at man skulle igennem de mange sider om modus 1 og modus 2 samfund, sondringen mellem eksperter, intellektuelle og kommentatorer, og Bourdieus mange kapitalformer – for nu blot at nævne nogle få af de mange sociologiske begreber, bogen præsenterer. Arnoldi er dog delvis undskyldt. De svært tilgængelige samfundsteoretikere, han lader sig inspirere af, omsætter så godt som aldrig selv deres begreber til empirisk frugtbare operationaliseringer, og det lykkes kun sjældent andre at gøre det.

På den anden side er bogen for lidt akademisk, når det drejer sig om de empiriske analyser. Her er forfatteren kommet til at gøre stoffet for let for sine læsere ved at springe mellemregningerne over. Der mangler således en række oplysninger om undersøgelsens fremgangsmåde og datagrundlag. Eksempelvis er det ikke klart, hvordan de 138 artikler og 64 tv-indslag med ekspertkilder mere præcist er blevet identificeret.

Ifølge forfatteren er en ekspert "en person, der 1) optræder som kilde i en nyhedshistorie, 2) primært forklarer og vurderer hændelser (men som også virker som 'dommer' og 'legitimator') og 3) hvis udsagn som oftest får lov til at stå uimodsagt, hvorved personens udtalelser symbolsk tillægges høj gyldighed" (s. 84-85).

Det er således personens funktion i nyhedshistorien, der er afgørende for, om vedkommende i undersøgelsen klassificeres som ekspert eller ej. Således optræder næstformanden i Dansk Socialrådgiverforening i en avisartikel rent formmæssigt som ekspert (hun foretager en juridisk vurdering og fungerer som hele historiens centrum) og klassificeres derfor i undersøgelsen som sådan. Men hvad nu med universitetsforskeren, hvis udsagn bliver modsagt af en anden forsker? Optræder han i dette tilfælde så ikke som ekspert? Eller tillader gummielastikken 'som oftest' i ekspertdefinitionens tredje led (på samme måde som gummielastikken 'primært' i andet led), at forskeren alligevel klassificeres som ekspert?

De 138 artikler og 64 tv-indslag underkastes en 'kvalitativ' analyse, hvis art læserne ikke nøjere præsenteres for. Men det synes klart, at der efter forfatterens opfattelse ikke kan sættes tal på, hvis der foretages en kvalitativ analyse. Hvilket man ellers skulle synes måtte være muligt, hvis man analyserer hele 202 enheder. Derfor vrimler det i kapitel 4 med størrelsesangivelser i form af 'ofte', 'meget ofte', 'tit', 'en stor del', 'den største del' og 'mest hyppige'. Eksempelvis optræder 'ofte' hele tre gange på side 68, og side 69 støder man på følgende: "Hvis historiens vinkel er, at der er et problem eller en 'sag', bliver eksperten ofte 'dommeren' i historien. En konsekvens af dette er tit, at ekspertudsagnet får en endnu mere central rolle i historien" (anmelderens kursiveringer). Det ville have været mere oplysende for læseren, om forfatteren havde angivet præcist, hvor ofte 'ofte' er i det empiriske materiale.

Sluttelig indikerer hyppige angivelse af, at noget er behandlet tidligere eller vil blive behandlet senere i bogen, og mange gentagelser uden pædagogisk formål, at bogen ville have vundet ved en kraftigere redigering.

Bedrøvende og opmuntrende

Globaliseringens gode side kommer til udtryk i ny bog om overgreb på idealistiske journalister verden over.

  • David Dadge (red.):
    "Silenced – International journalists expose media censorship"
    Prometheus Books
    300 sider, 26 dollars.

Tekst: Brigitte Alfter, Bruxelles-korrespondent, Information

ANMELDELSE. I bedste fald kom politiet klokken syv om morgenen med en ransagningskendelse. De ville have fingre i journalistens computere, arkiv og vigtigst af alt: Kilderne. I værste fald skød morderen på klos hold.

David Dadge har i denne bog samlet personlige beretninger om alskens forsøg på at bringe journalister over hele verden til tavshed. 13 journalisters fortæller selv, en fjortende fortæller om sin skudte kollegas livsværk.

Bogens fascination ligger ikke mindst i den baggrund, vi ellers næppe vil høre om: Her er ikke 14 navlebeskuende medie-martyrer. Det er 14 beretninger om den politiske eller økonomiske situation, der førte til overgrebene. Stil, ordvalg, oplevelse og baggrund er vidt forskellige, men idealet er det samme fra Bruxelles til Australien: At skrive frit og drage magten til ansvar.

Isabel Arvide fra Mexico City risikerer op til fire års fængsel for injurier, efter at hun skrev om narko-baronerne i provinsen Chihuahua. Selv om den korruption, hun afslørede, nu er ved at blive trevlet op i retten. Indtil videre har hun to betjente til personlig beskyttelse, men de er ugidelige, fordi hun hverken er berømt eller betaler dem ekstra, så de pisser i hendes opgang og bryder ind i hendes lejlighed, som de er sat til at bevogte.

Tonefaldet er anderledes roligt iagttagende, når Stephen Kimber, professor i journalistik ved det canadiske Halifax-universitet, fortæller, hvordan en mediekoncern køber sig til monopolstilling. Han mærker censuren på egen krop, da hans ugentlige kommentarer ikke bliver trykt. Men værre er det for de ansatte journalister, der får redigeret deres artikler, så det eneste, der til sidst er genkendeligt, er de nye ejeres holdning.

Det er en spændende bog, ren eventyrlæsning til alle journalist-idealister. Enkelte beretninger står mindre stærkt end andre, men det svækker ikke det samlede indtryk.

»Hvorfor går du gennem alt det besvær, hvorfor afslører du ikke bare din kilde,« spurgte en af de belgiske betjente, der ransagede Bruxelles-korrespondenten Hans-Martin Tillacks hjem og kontor.

Der er jo stadig »al mulig adgang til officielle informationskilder,« mente betjenten.

Tillack prøvede at forklare betjenten om journlistik baseret på officielle pressemeddelelser.

»Jeg er ikke sikker på, at han fattede min pointe,« sukker Tillack i bogen.

Men pointen kommer fint igennem i »Silenced«. Kollegialitet fra Halifax til Fiji – det er vel globalisering på den opmuntrende måde.

Så det kan lugtes

I dag er pressefotografiet et produkt, der bør deklareres jævnligt, for at værdien kan bevares. Politikens fotografer leverer den bedst tænkelige reklame.

  • "Øjenvidner – 2005 som Politikens fotografer så det"
    Politikens Forlag
    192 sider, 129 kroner.

Anmeldt af Lars Bahl, freelancefotograf.

ANMELDELSE. Politikens fotografer evner at formidle virkeligheden, så det oser af indlevelse, følsomhed og provokerende grænsesøgning. Fotobogen "Øjenvidner" fremviser resultatet af en fantastisk billedpolitik. Ingen af billeder er uvedkommende. Personligt oplever jeg det som et lån af andre menneskers synssans. Fotografer, der med alle deres sanser gider udsætte sig selv for et hårdt arbejdsmiljø, for at jeg kan se og undres over verden. Gid alle medier havde råd til at satse på en visuel kvalitet af denne klasse – og ansætte mange flere fotografer.

De bedste billeder er dem, jeg ikke kan se for bar virkelighed, som for eksempel tsunami-billedet "Ofrene", der viser en kvinde, der beskytter sin lugtesans. Hun står omgivet af lig og kister. Jeg kan tydeligt se, at det lugter. Jeg kan se en død mands opsvulmede kønsorgan.

Også billedet "Kulturkæmpere" forsvinder for motivet, og min empati bliver sat på en hård prøve: Kan jeg lide disse mennesker?

Sportsbillederne er de værste. Topsport er for mig en selvoptagethed, der desværre smitter af på fotografernes måde at se på. En maskulin måde at fotografere på. Men der er næsten heller ingen kvinder i Politikens fotografgruppe til at ændre på det.

Bogens sportsbilleder er en æstetisk kraftpræstation af den slags, der kan bruges som reklamer for kameraproducenterne. De er godt taget – på den dér mandeagtige måde. Det gælder i særdeleshed billedet "Hovedkulds", hvor det ikke er hovedet, man ser.

Når det ellers ikke er elitesport, som med billedhistorien "fodboldhygge" hvor Døllefjelde-Musse skal spille, bliver oplevelsen helt vidunderlig. Jeg kan mærke, at livet er dejligt.

Ved første gennemsyn virker bogen ellers ikke, som om livet er dejligt. De mange voldsomme billeder af ulykker virker umiddelbart meget dominerende, men ved en fintælling viser flere sig fra den gode side. Præcis er det kun 11 procenter af billederne, der henleder mine tanker på noget, der er farligt, mens hele 50 procent viser mennesker, der er rørende. 33 procent viser noget om vores materielle værdier, og kun 6 procent lader naturen få plads. De sidste 6 procent er såmænd nok så alvorlige, da de skildrer naturkatastrofer og den smeltende indlandsis. Naturen som den livgivende kraft får næsten ingen plads i "Øjenvidner".

Arbejder vi, eller hvad? Kun med at redde hinanden og holde vagt, ser det ud til. Der er dog en enkelt gren, der bliver savet af, og en arkivskuffe, der bliver åbnet. Politikerne er ifølge "Øjenvidner" dem, der har mest travlt. Underligt erhvervsliv.

Opsætningen med de store dobbeltside-billeder virker godt, men ellers kan layoutet nogle steder være lidt forvirrende. Jeg savner også lidt tomme sider til at skabe ro i de cirka 170 billeder.

To lande, der begge var vigtige i 2005, finder jeg overset: Kina og Irak. Men det er småting, set i forhold til at en dansk avis kan vise så stor bredde.

Det må være frygtelig dyrt at opretholde en så stor fotoafdeling. Hvordan gør de, fotograferne, for at forhandle deres berettigelse over for ledelsen i Politikens hus? Er bogen en del at en personalepolitik? Alle andre fotografer udsættes for justeringer i denne tid. Nogle oplever kriser, som for eksempel de mange fotografer, der er tilknyttet POLFOTO.

"Øjenvidner" viser toppen af daglig dansk fotografi, og det er måske på tide at diskutere, om det daglige foto behøver at blive bedre? Mange almindelige mennesker vil ofte være tilfredse med mindre. Et mobiltelefonbillede kan undertiden gøre det. Kan det tænkes, at pressebilledet er på vej til at blive en kunstart, hvor kun meget få dygtige fotografer får stjernestatus og leverer inspirationen til de mange mainstream-billeder, der så bliver lavet af andre, der tilfældigvis har et kamera på sig.

For kort tid siden var jeg inde og se World Press-udstillingen i Øksnehallen, hvor de bedste billeder fra "Øjenvidner" dannede kreds om de mange internationalt udvalgte billeder – og tog sig bedre ud end i bogen. Det var formiddag, og jeg delte udstillingen med fire folkeskoleklasser, der skulle undervises i billedforståelse. Alle skolebørnene rendte rundt og var spontane med deres spørgeskemaer. Ved at lytte til deres kommentarer fik jeg det indtryk, at pressefotografiet har store problemer. Børn i dag bliver påvirket til at være meget kritiske over for alt, hvad de ser. Fair nok, for de fleste fotos, der til daglig vises offentligt, indeholder 'snyd'. Billeder, der i virkeligheden er tegninger forklædt i fotorealistisk styling, som de oftest ses i reklamerne. Pressebilledet må aldrig blive snyd, men det kan børnene bare ikke se forskel på. Per automatik udpeger børnene små elementer, der eventuelt kan være sat ind i billederne.

Jeg tog mig selv i at sidde og kikke "Øjenvidner" efter for snyd. Fandt heldigvis ikke noget. Også her tror jeg, at de holder fanen højt inde på Politikens redaktion. Måske er der lige en snert af for voldsom billedbehandling på et billede af Bjørn Nørgaard på side 164, men pyt. Den teknologiske udvikling har beriget fotografiet, så alle billederne i bogen har en ensartet farvestyring – noget, der ikke kunne lade sig gøre for 15 år siden.

I dag er pressefotografiet et produkt, der bør deklareres jævnligt, for at værdien kan bevares. Ellers vil fremtidens mennesker ikke tro på, hvad de ser. Troværdigheden trues af billeder af for høj kvalitet. Er det en af grundene til, at fotografer har det svært for tiden? Kan det tænkes, at det er en fordel for troværdigheden, at journalister og almindelige mennesker selv laver billederne?

Det håber jeg ikke. Jeg er helt klar over, hvor alvorligt fotografer arbejder for at formidle virkeligheden. Men vi fotografer er oppe mod store kræfter som mistro og dårlige markedsudsigter. Angsten for faldende oplagstal presser fotografiet til at blive mere og mere hysterisk underholdende – jeg savner stilhed.

Som fotograf kan jeg glædes ved den markedsføring, bogen giver reportage- og pressefotografiet. Bogen skærper også min synssans og bidrager til den øvelse, jeg hele tiden foretager; at finde sammen med de mennesker, der kan berige og forme mit liv, og at forudse og undgå de farer, der kan skade mig. Fotografierne i "Øjenvidner" er en inspirationskilde til social adfærd og en større inspiration til mit håndværk. At opleve på avispapir, hvor dygtige Politikens fotografer er, er stort. Klædt på i bogformat bliver det STORT.

Jeg er også glad, så længe de levende mennesker i motiverne gider at være frie byttedyr for os fotografer, men det er nok en helt anden diskussion.

Ole Rasmussens velskrevne forord fik min kæreste til at kluk-le. Så spring ikke denne skarpe og flere steder morsomme tekst over.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen