Habilitet

Bogaktuel JP-journalist må ikke dække FE-sagen, men det må Politiken-journalist gerne

Jyllands-Postens Mette Mayli Albæk kommer ikke til at skrive et ord i avisen om FE-sagen, mens FE-bog fra Hans Davidsen-Nielsen ikke påvirker hans muligheder for at dække sagen

Jyllands-Postens Mette Mayli Albæk kommer ikke til at skrive et ord mere om FE-sagen og Lars Findsen.

Mette Mayli Albæk er til dagligt undersøgende journalist på Jyllands-Posten, og i går udgav hun en bog, hvor den tidligere spionchef Lars Findsen fortæller om sin karriere og forløbet før og efter at han blev anklaget for landsforræderi.

Men det er ikke et emne, Mette Mayli Albæk kommer til at skrive om i Jyllands-Posten.

”Det har hele tiden ligget i kortene, at jeg ikke kan dække FE-sagen og Lars Findsen. Og det har jeg heller ikke gjort, siden jeg fik forespørgslen om at lave bogen,” siger Mette Mayli Albæk.

Det er en beslutning, hun har det godt med, fordi det forhindrer, at der kan sættes spørgsmålstegn ved hendes journalistik på Jyllands-Posten.

”Jeg tror, det er godt for alle parter, at der er tydelighed, og jeg ønsker ikke, at nogen skal sætte spørgsmålstegn ved min uvildighed. Hvad andre gør, er deres sag. Jeg vil gerne holde det skarpt adskilt,” siger hun.

Politiken-journalist fortsætter

En anden journalist, der netop har udgivet en bog om FE-sagen, er Politikens Hans Davidsen-Nielsen. Han udgav 1. oktober bogen ’Spion blandt venner’ med fokus på blandt andre whistlebloweren i FE, der rejste kritikken af det danske overvågningssamarbejde med USA.

Men Politikens chefredaktør, Christian Jensen, ser ikke nogen grund til, at det kan påvirke Hans Davidsen-Nielsens arbejde for avisen.

”Hans Davidsen-Nielsens bog ’Spion blandt venner’ er skrevet ud fra helt almindelige journalistiske principper og metoder. Hans har i to årtier skrevet om efterretningstjenesterne, og nu har han skrevet en bog, som gør alle klogere på FE-sagen. Det er et forbilledligt journalistisk arbejde, og jeg kan ikke se, hvorfor det skulle give anledning til andet, end at han fortsætter med at passe sit arbejde på Politiken,” forklarer Christian Jensen i et skriftligt svar.

0 Kommentarer