Bøvlet og dyrt: Langt færre danske pressefolk dækker OL

Corona er hovedårsagen til, at danske medier sender markant færre journalister og fotografer afsted for at dække De Olympiske Lege i Tokyo

Når OL i Tokyo om få dage tager hul på to ugers konkurrencer, vil der være markant færre danske journalister og fotografer til at dække begivenheden i sammenligning med OL i Rio i 2016.

Således er der i år kun akkrediteret 21 skrivende journalister, hvor antallet ved OL i Rio var 32. Og også antallet af fotografer har taget et dyk – fra 12 til otte.

Det oplyser Jakob Draminsky, der er presseansvarlig for det danske OL-hold, og tilføjer, at antallet også ligger under OL i London i 2012.

Der er flere årsager til, at de danske medier ikke har sendt ligeså mange afsted som i 2016. Jakob Draminsky peger dels på tidsforskellen mellem Japan og Danmark og de relativt dyre fly- og leveomkostninger i Tokyo. Men den væsentligste årsag er coronarestriktionerne i Japan.

”Eksempelvis får de fleste pressefolk tre dages karantæne ved ankomst, de må ikke bruge det offentlige transportsystem, og det er ikke muligt at snakke med de lokale, da internationale pressefolk kun må opholde sig på deres hoteller og på venues,” siger Jakob Draminsky.

Også færre tv-journalister

Han fortæller, at de i Danmarks Idrætsforbund vil bestræbe sig på at løbe den ekstra meter for de danske pressefolk, som er med, så de kan få de bedste arbejdsbetingelser under de svære forhold, men at de er kede af de mange afbud fra pressefolk.

”Det vil formentlig betyde færre sportshistorier med vores dygtige danske verdensklasseatleter, men vi forstår og respekterer prioriteringerne,” siger Jakob Draminsky.

Udover den skrevne presse vil der også være færre sendt afsted fra tv-stationerne, men præcist hvor mange kan Jakob Draminsky ikke oplyse, da DIF ikke er inde over akkreditering af tv-hold.

I 2016 sendte både DR og TV2 store tv-hold til Rio. I år er det DR og Discovery, der deler rettighederne, hvor DR’s hold vil være mindre end sidst. Dels på grund af corona, men også fordi DR’s OL-studie i år holdes hjemme i Danmark, hvor det i 2016 var placeret i Rio.

0 Kommentarer

Læs også

Dansk journalist skal til OL med afgrænsning og gps-overvågning: ”Jeg har opgivet at have min fulde frihed”

Christian skal gps-spores under OL: ”Jeg har opgivet at have min fulde frihed”

21. JUNI 2021