Børsen undersøger sag om mulig snyd med coronastøtte

Tip fra whistleblower får Børsen til at bede ekstern advokat undersøge, om avisen har forsøgt at udskyde annonceaftaler for at få mere coronastøtte

Adm. direktør og chefredaktør for dagbladet Børsen Bjarne Corydon har bedt en ekstern advokat undersøge et tip, som avisen har fået fra en whistleblower.

Tippet handler om, at Børsen muligvis har forsøgt at udskyde annonceaftaler i en periode for at modtage mere i coronastøtte, end man er berettiget til.

Konkret har Bjarne Corydon modtaget information fra whistlebloweren om eksistensen af en række emails, som ud fra ordlyden kunne tyde på, at det har været forsøgt at udskyde annonceaftaler. Dette kan potentielt have været medvirkende til at udløse højere coronastøtte.

Det skriver Børsen i en pressemeddelelse.

”Jeg blev søndag aften den 11. april af en whistleblower gjort bekendt med oplysninger, som desværre rejser tvivl ved, hvorvidt opgørelsen af Børsens coronarelaterede omsætningstab til fulde har været korrekt. Det er viden, som jeg ikke har været bekendt med før, og som jeg tager meget alvorligt. Jeg har derfor bedt advokatfirmaet Plesner om at foretage en ekstern, objektiv undersøgelse af forløbet og sagens substans,” siger Bjarne Corydon.

”På det foreliggende grundlag kan jeg ikke vurdere, hvorvidt der rent faktisk foreligger et problem eller ej. Men jeg kan gøre mit til, at det bliver undersøgt ordentligt, sådan at der kan rettes op, hvis det viser sig at være tilfældet,” fortsætter han.

Børsen oplevede som mange andre medier, at annoncesalget blev hårdt ramt særligt i de første måneder efter nedlukningen af Danmark 11. marts 2020. Avisen fik på den baggrund i november udbetalt 12,8 mio. kr. fra hjælpepakken målrettet danske medier. Potentielt kan en mindre del af dette beløb være udbetalt for meget.

Børsen oplyser, at avisen ikke har udbetalt udbytte for 2020, og niveauet for coronastøtten har ikke haft betydning for bonusbetaling til ansatte på avisen. Samtidig er Børsens annonceomsætning opgjort regnskabsmæssigt korrekt.

Sagen skal nu i de kommende uger undersøges af advokatfirmaet Plesner. Børsen har desuden i dag kontaktet Slots- og Kulturstyrelsen, som står for udbetaling af coronastøtten, for at orientere om undersøgelsen og meddele, at Børsen stiller sig til rådighed for de spørgsmål, myndighederne skulle have.

Journalisten forsøger at få en kommentar fra Bjarne Corydon.

 

0 Kommentarer