Børsen meldt til politiet for mulig coronasvindel

Slots- og Kulturstyrelsen har politianmeldt dagbladet Børsen i sag om mulig coronasvindel. Det sker, efter at advokatundersøgelse viser, at der er blevet manipuleret med annonceindtægter

Slots- og Kulturstyrelsen har politianmeldt dagbladet Børsen for mulig svindel med coronakompensation.

Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Børsen politianmeldes, efter at en advokatundersøgelse, der er bestilt af avisen selv, har vist, at der er blevet manipuleret med annonceindtægterne hos mediet i et forsøg på at få mere corona-støtte.

Undersøgelsen har ført til, at fire af mediets ansatte er blevet opsagt. 

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, også kaldet Bagmandspolitiet, skal stå for den strafferetlige efterforskning af sagen. Sideløbende vil Slots- og Kulturstyrelsen arbejde med at fastlægge størrelsen af et tilbagebetalingskrav.

Avisen har modtaget knap 51.000 kroner i uberettiget støtte. Det kom frem af advokatundersøgelsen, der er blevet udfærdiget af advokatfirmaet Plesner.

Corydon undskylder

Siden det kom frem, har Børsens ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør, Bjarne Corydon, været ude for at undskylde på vegne af avisen.

De fire tidligere medarbejdere har ifølge Corydon ikke fået personlig økonomisk vinding ud af manipulationen med annonceindtægterne.

Den administrerende direktør har desuden gjort det klart, at han selv er blevet undersøgt på lige fod med de involverede.

”Og Plesner har haft en klar konklusion: Jeg har ikke vidst det og har ikke haft nogen anledning til at have vidst det,” siger Bjarne Corydon.

Kulturministeriet oplyser i pressemeddelelsen, at ministeriet ikke har yderligere kommentarer til sagen, så længe efterforskningen står på.

0 Kommentarer