Etik

Børns Vilkår i opråb til medier: Pas på ofrene i Emilie Meng-sag

I nyhedsstormen bør medierne træde et skridt tilbage og vurdere, om hensynet til offeret vejer tungere

Mandag blev der rejst tiltale mod en 32-årig mand, som i snart et år har siddet varetægtsfængslet oprindeligt grundet mistanke om at have bortført en 13-årig pige.

Det er en sag, der har fået stor mediedækning. Blandt andet fordi tiltalen også omhandler drab, bortførelse og voldtægt af 17-årige Emilie Meng. Hun blev fundet dræbt i 2016.

I forbindelse med offentliggørelse af tiltalen er Børns Vilkår stærkt bekymret for den kommende mediedækning af retssagen.

Det skyldes hovedsageligt, at den 13-åriges identitet er kendt i den brede befolkning.

Sagen er sjælden, fordi hendes identitet blev kendt inden navneforbuddet, da hun blev efterlyst af politiet. Det er derfor en principiel sag, som lægger op til et særligt ansvar, mener direktør i Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl.

”Det kan være gennem et hensynsfuldt sammenspil mellem både myndigheder og medier, hvor det fælles projekt er at dække sagen på en sådan måde, at ofrene ikke lider yderligere skade,” siger han.

I dialog med Justitsministeriet

Netop nu er Børns Vilkår i løbende dialog med Justitsministeriet om, hvordan man kan beskytte ofrene i sagen bedre, fortæller direktøren.

For godt nok er der navneforbud i sagen, men det hjælper ikke meget, når navnet på den 13-årige pige allerede er ude vidt og bredt, mener man i Børns Vilkår.

”Så bliver navneforbuddet sådan set virkningsløst, så hele forløbet i den her sag bør give anledning til at overveje, hvordan vi fremover kan beskytte ofre langt bedre,” siger Rasmus Kjeldahl.

Han peger på, at det er offeret, som efter en nyhedsstorm kommer til at leve et langt liv med offentligheden som vidne til de detaljer, der bliver lagt frem.

Opfordrer til beskyttelse

Direktøren i Børns Vilkår mener, at medierne har nogle etiske hensyn til at beskytte ofrene imod at blive identificeret med deres sag, også selv om medierne kan være fristede i jagten på flest mulige klik.

”Det er ikke, fordi det, som en person bliver anklaget for, skal være hemmeligt. Men man kan godt finde en måde at omtale det på, som i en sag som den her tager et særligt hensyn til offeret,” siger han.

I Børns Vilkår mener man ikke, at det er i samfundets interesse, at man kommer til at fortsætte et overgreb på ofre ved at skulle have alle detaljer frem i dækningen af retssagen.

”Det kan jeg simpelthen ikke se meningen med. Der må vi kunne beskytte vores børn og unge bedre,” siger Rasmus Kjeldahl.

Direktøren i Børns Vilkår mener ikke, at retssikkerheden fordrer, at offentligheden skal have mange eksplicitte detaljer.

”Det bør være offerets eget valg, om man har lyst til at fortælle om det,” siger han.

Retssagen mod den 32-årige mand står til at begynde den 14. maj ved Retten i Næstved. Derudover er der afsat yderligere 17 dage til at gennemføre retssagen, indtil der skal falde dom 28. juni.

0 Kommentarer

Læs også

Krim

Ekspert om mediers brug af navn på 13-årig pige: ”Lad være!”

18. APRIL 2023
Kidnapningssag

Flere medier bruger ikke længere 13-årig piges navn, men B.T. og Ekstra Bladet holder fast

19. APRIL 2023