search

Bøder vil kun gå ud over de små (net)medier

I onsdags drog jeg ind til Christiansborg for at være tilskuer til Kultur- og Retsudvalgenes høring om medieansvar.

I onsdags drog jeg ind til Christiansborg for at være tilskuer til Kultur- og Retsudvalgenes høring om medieansvar.

Til sidst på mødet meldte politikerne sig på banen, og her blev det pludselig klart, at adskillige politikere ikke synes, at Pressenævnets kendelser virker afskrækkende nok.

"Nogle journalister ser det som et adelsmærke at havne i Pressenævnet", og "der er alt for lidt selvkritik i pressen. Journalister skriver aldrig negativt om andre journalister," lød et par af udtalelserne. Samlet set malede politikerne et billede af en dansk presse, der ser stort på den lille mand, der ikke havde en chance, hvis han først kom i klemme i mediemøllen.

"Der bør langes bøder ud, og det skal være af en størrelse, som kan mærkes," opsummerede flere politikere deres holdninger.

Pressenævnets formand, Højesteretsdommer Jytte Scharling meldte sig på banen og gjorde opmærksom på Grundlovens § 77: "Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene." Det fortolkede hun derhen, at kun en rigtig domstol, hvor man har ret til et fuldt forsvar, kan udstede bøder. Pressenævnet har slet ikke den kompetence.

Det fik utroligt nok ikke politikerne til at droppe snakken om bøder.

DJMX's mediejurist Oluf Jørgensen talte varmt for den svenske model, hvor man i stedet udsteder gebyrer til medier som får fældende kendelser imod sig. For en gangs skyld vil jeg tillade mig at være uenig med Oluf Jørgensen. Uanset om man de 10.000 kr. går til staten eller til driften af Pressenævnet, så er der tale om en pengestraf, som vil virke afskrækkende. Uanset den juridiske definition, så vil jeg kalde det en bøde – fordi en spade nu engang er en spade.

Men – det er fair nok, at pressen må stå for skud, og må tåle kritik. Det er et kerneelement i en fri presse, at begge sider kan komme til orde. Også når det er pressen, der står for skud.

Men lad os først se på tre vigtige elementer i debatten:

  • Er presseetikken i kraftigt forfald, så der skal et indgreb til?
  • Har medierne en upassende overmagt i forhold til kilderne?
  • Vil bøderne virke, som de var tiltænkt?

Ikke flere fældende kendelser fra Pressenævnet

Jeg har lige kigget Pressenævnets Årsberetning 2011 (pdf) igennem. Her kan man se udviklingen i antallet af klagere og fældende kendelser hen over de sidste ti år. Antallet af klager svinger fra 80-120 og antallet af kendelser der går medierne imod, svinger fra 24 til 53. Sidste år – 2011 – blev det til 37 sager, hvor klagen blev helt eller delvist taget til følge.

Samlet set kan man ikke tale om, at årsrapporten fra Pressenævnet, hvor der dog sidder en uvildig højesteretsdommer for bordenden, viser et billede af presse, der er på vej ned i en etisk muddergrøft.

I dag er der langt bedre muligheder for at komme til orde

En pæn del af den journalistik vi har i Danmark, har aflæggere på nettet. Det betyder også, at kilder, kritikere og læsere har langt bedre muligheder for at komme til orde.

I dag kan kilderne ofte skrive et kritisk debatindlæg lige under artiklen umiddelbart efter, at den er offentliggjort. Her kan de nøjagtigt gøre rede for fejl og linke til dokumentation. Magtbalancen er forskubbet afgørende. Journalisten har ikke længere monopol, men må leve med at kilder, kritikere og læsere har stort set lige så meget at skulle have sagt. Det har en ekstremt præventiv effekt.

Derudover er artiklerne forsynet med mailadresse på journalisten og i kolofonen kan man finde chefernes mailadresser, så kilderne hurtigt kan påpege fejl og forkerte vinkler. Min erfaring siger mig, at det gør læserne. Flere medier har også indført faste netspalter, hvor man bringer rettelser og offentligt går i dialog omkring etiske problemstillinger.

Endelig har flere medier (DR, TV2 og Politiken) indført læserombudsmænd, hvis opgave det er, at lytte til læserne og kigge kritisk på avisens produktion.

Alt dette har hen over de sidste ti år gjort det langt hurtigere og nemmere at påvirke medierne, hvis man finder fejl. Pressen har altså åbnet betydeligt op for dialog og for kritik.

Medierne har mistet monopolet

Et overset aspekt i debatten på Christiansborg var, at alt fra firmaer til enkeltpersoner i dag har adgang til at publicere på deres egne medier.

Her kan de hurtigt informere egne kunder og interessenter om deres version af virkeligheden. De har ofte også nyhedsbreve, Facebooksider og Twitterkonti, hvor de kan få hjælp af deres eget netværk til at distribuere et budskab lynhurtigt. De kanaler bliver ofte overvåget af andre medier, som dermed kan bringe begge sider af en sag.

Journalisterne har ganske rigtigt ret til at skrive og redigere deres version. Det hedder pressefrihed. Men monopolet er for længst brudt.

Det rigtige problem: Færre journalister

De store dagblade har siden 2000 været ramt af en kraftig oplagsnedgang og et annoncefald af dimensioner. Det har konkret betydet, at der er færre journalister ansat – som i øvrigt skal passe flere platforme.

Det giver mindre tid til gravende journalistik af den type som kilderne hader – men som er vigtig for samfundet.

Modsat har firmaer, organisationer og kommunikationsbureauer i dag langt flere journalister og kommunikationsfolk ansat til at levere historier og til at svare igen, hvis der skulle komme kritisk omtale. Da medierne er presset får de historier ofte lov til at glide direkte ind i mediestrømmen, og det er snarere her, vi har dansk presses kerneproblem i 2012.

Magtbalancen er ændret. Og det er ikke mediehusenes journalister, der sidder tilbage med det længste strå. Problemet er ikke, at vi har en presse, hvor alle journalister ser det som et hædersmærke at havne i Pressenævnet. Problemet er at vi har en presse, der ikke har ressourcer til at skabe ligevægt og til at levere kritisk, undersøgende journalistik.

De forkerte bliver ramt af bøder

Til sidst er det vel væsentligt at se på, om bøder eller gebyrer vil have den rigtige effekt.

I 2011 var det BT, DR, Børsen og Ekstra Bladet der stod en stor del – 19 ud af 34 – sager, hvor der blev udtalt helt eller delvis kritik. Det er mediehuse, hvor man skal op i ekstremt høje bødebeløb før det vil have en reel økonomisk betydning.

Til gengæld vil blot truslen om en bøde på 10.000 kr. være rigeligt til at kunne skræmme små netmedier og bloggere til at lade være med at publicere. Blot en enkelt opringning fra en advokat ville kunne lægge nok så mange kritiske historier i graven.

Det burde være her, at håbet lå for dansk presse. At vi kunne få opbygget en ny underskov af uafhængige, kritiske, velskrevne netmedier, som kunne genindføre flerstemmigheden i den danske mediebranche. Store bøder og gebyrer er det helt forkerte værktøj over for en mediebranche, der skal gen-spire fra neden.

Lad os i stedet se på nogle af de mange andre ideer, der var i spil:
– Opdatering af de presseetiske regler
– Bedre klagefrister (som jeg selv har foreslået) og
– Bedre formidling af kendelser fra Pressenævnet, så det bliver tydeligere, hvis pressen har lavet fejl.

Bøder på det frie ord er en rigtig dårlig ide.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen