Bock: Godt med dialogen

Mette Bock fra undersøgelsesgruppen fastholder, at der sker en genreglidning i dokumentarfilm i disse år. David Trads kalder gruppen komisk.

Mette Bock fra undersøgelsesgruppen fastholder, at der sker en genreglidning i dokumentarfilm i disse år. David Trads kalder gruppen komisk.

Undersøgelsesgruppen bag rapporten om "Den Hemmelige Krig" er ikke stødt på indsigelser, der har betydet, at gruppen måtte ændre sine hovedkonklusioner, siger gruppens talsperson, tidligere chefredaktør Mette Bock.
”Det har været godt med dialogen, men jeg synes, at vi var omhyggelige, da vi skrev rapporten. Og når vi holder fast i rapportens hovedkonklusioner, er det ikke, fordi vi ikke har behandlet indsigelserne med omhu,” siger hun.

I rapporten om filmen blev brugen af filmiske virkemidler frikendt, fordi der sker en genreglidning i disse år, som gør det svært at opstille entydige kvalitetsstandarder. Derfor bør det være op til tv-stationerne – for eksempel DR – at sikre, at deres kvalitetskrav bliver overholdt.

Spørgsmålet om genreglidning bliver ikke behandlet i den nye redegørelse fra gruppen, selv om Christoffer Guldbrandsen over for Journalisten har udtalt, at filmen ikke adskiller sig væsentligt fra andre dokumentarfilm.

Er det ikke et problem, at undersøgelsesgruppen står alene med holdningen, at brugen af filmiske virkemidler skal vurderes efter andre kriterier end traditionelle dokumentarfilm?

”Det er Christoffer Guldbrandsens vurdering af filmen, at den ikke adskiller sig fra andre film – og jeg er ikke enig med ham. Der sker en genreglidning i disse år, hvor man blander forskellige genrer. Det er en problemstilling, som man må overveje, især hos DR, der køber den slags programmer,” siger Mette Bock.

I en mail til Journalisten.dk skriver Nyhedsavisens chefredaktør David Trads, at gruppens arbejde nærmer sig det komiske. Hans eneste kommentar til den nye redegørelse er:
”Gruppens niveau er simpelthen bekymrende lavt – måske skyldes det, at ingen af gruppens medlemmer er udøvende journalister. Jeg ved det ikke – og jeg er desuden ligeglad,” skriver han.

0 Kommentarer