Politikens chefredaktør Bo Lidegaard bringer avisens troværdighed i fare, når han går i rette med tidligere udenrigsminister Per Stig Møller i en debat om deres fælles fortid i toppen af dansk politik. Sådan lyder det i et kritisk indlæg fra Politikens læserredaktør Bjarne Schilling.
”Den alvorligste bekymring er, om læserne kan tro, at der består fælles interesser mellem Politikens chefredaktør og Anders Fogh Rasmussen eller andre tidligere eller nuværende toppolitikere,” skriver Schilling.
Den alvorlige kritik af læserredaktørens egen øverste chef kommer efter, Per Stig Møller i et DR-program har rettet skarp kritik mod sine egne embedsmænd samt Statsministeriet i forbindelse med Muhammed-krisen. Konkret føler Per Stig Møller, at han blev forbigået i en vigtig beslutning om et møde med muslimske ambassadører.
Men Per Stig Møller er ude på at dække over sine egne fejl for at rense sit eftermæle, mener Bo Lidegaard. Den tidligere topembedsmand i Statsministeriet i netop den periode, der er under beskydning, går til modangreb på den tidligere minister i klummen "Ministeransvar går ikke af i vask”. Det er den klumme, Bjarne Schilling frygter forplumrer, om Politiken går Anders Foghs eller andres ærinde.
Det er ikke journalistik
Bo Lidegaard er lodret uenig i kritikken fra Læsernes Redaktør, siger han til Journalisten. Han mener blandt andet slet ikke, der er tale om journalistik.
»Nej, der er jo lige præcis tale om en klumme. Det er ikke journalistik i traditionel forstand,« siger Bo Lidegaard.
Bjarne Schilling skriver, at du burde gå en lang tur i stedet for at lange ud efter Per Stig Møller. Har han ret i det?
»Nej. Det, jeg gør i klummen, er at kommentere et aktuelt forhold baseret på åbne kilder. Det at det aktuelle forhold omhandler begivenheder, der også berører min egen rolle, mener jeg ikke gør, at jeg ikke bør kommentere det. Og jeg redegør selvfølgelig for mit eget udgangspunkt.«
Lidegaard: Jeg pudser ikke mit eftermæle
Du skriver selv i klummen: ”Når zenit er fortid, begynder politikere at fokusere på deres eftermæle. Det gælder om at kalke over fejltagelserne og fremhæve det, der kan opfattes som succes”. Er du ikke selv i gang med at pudse dit eftermæle?
»Nu handler klummen jo ikke om, hvad der skete. Det hverken kommenterer eller oplyser jeg noget om. Den handler alene om, hvad der foreligger – oplyst af offentlige kilder – og jeg påpeger, at det ikke er i overensstemmelse med det, Per Stig Møller siger i den her udsendelse. Jeg går netop ikke ind og beskriver, hvad der faktisk skete.«
Og hvorfor ikke det?
»Det gør jeg ikke, fordi den rådgivning, der finder sted mellem ministre og embedsmænd, er omfattet af fortrolighed og bør være det.«
Så du er ikke ude i at bruge Politiken som platform til at gavne dit eftermæle?
»Nej.«
Afviser at have påvirket Politikens dækning
Berlingske valgte at have Per Stig Møller på forsiden af avisen i forbindelse med den pågældende DR-udsendelse. Politiken har givet sagen mindre omtale. Hvad har din rolle været i forhold til Politikens dækning af programmet og Per Stig Møllers udtalelser – har du været inde over?
»Ikke specifikt. Jeg er jo i princippet ansvarlig for alt, hvad der bringes i avisen hver dag, men det er ikke sådan, at jeg har forsøgt at påvirke Politikens dækning af det her i den ene eller anden retning. Nu er det altså ikke verdens største begivenhed, så vi har en nyhedsprioritering, der måske vægter større ting end, hvad en forhenværende udenrigsminister mener om sin egen fortræffelighed.«
Rent principielt, hvor går grænsen for, hvor meget du kan være inde over Politikens dækning af en sag, der på den måde har dig selv som en central spiller?
»Det ville være helt unaturligt, hvis jeg blandede mig i en journalistisk dækning af konkrete spørgsmål, jeg har været del af i fortiden. Men det er en hypotetisk situation.«
»Det svarer til, at en journalist før har været på ét medie og nu er på et andet. Hvordan forholder man sig til det? Det beror i sidste ende på den enkeltes personlige integritet. Der skal man selvfølgelig have en tårnhøj standard. Overalt hvor du har et journalistisk ansvar, står og falder det med din personlige integritet . Det må være hævet over enhver tvivl, at du anlægger en saglig vurdering og ikke forsøger at fremme egne dagsordener.«
Journalister kan være parter – hvis de fortæller det
Hvis du var journalist på Politiken, der på samme vis var part i en sag, ville det så være i orden at bedrive journalistik om sagen?
»Det er en tænkt situation. Det er altid vigtigt, at man varedeklarerer meget præcist. Det skal stå klart for læseren, hvad ens udgangspunkt er.«
Men ville det være okay, at en journalist på Politiken i en lignende situation kunne skrive journalistik om sagen?
»Der er masser af eksempler på, at mennesker, der har spillet en rolle i historiske forløb, fortæller om dem på en saglig og afbalanceret måde, baseret på kilder. Det er der principielt intet til hinder for. Men det er klart, at uanset hvor meget man bestræber sig på at være saglig og objektivt viderebringe vigtig information til læserne, er man selv part. Det skal deklareres.«
Så det er okay, hvis det er klokkeklart deklareret, at journalisten selv er involveret?
»Normalt vil – og skal – en journalist jo ikke være involveret i de begivenheder, han eller hun skriver om. Når det alligevel sker, for eksempel i forbindelse med en reportage, er det afgørende, at præmissen gøres klart.«
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Mangler det afgørende interview-spørgsmål ikke? Bør Lidegaard som øverste chef ikke tænke sig rigtigt godt om, før han går ud og giver sin mening til kende i en aktuel, nyhedsværdig sag, som avisens journalister efterfølgende bevidst eller ubevidst måske retter ind efter? Især set i lyset af, at Lidegaard har (haft) en stor personlig aktie i sagen?
Og så noget mere: I mandags mente Lidegaard i en leder at J-Ps kobling dagen før mellem hvad Thulebasen bliver brugt til og USA's dronekrig hverken var noget at blive oprørt, eller forbavset, over. Det er ud til at Politikens nyhedsvurdering af sagen er den samme som chefredaktørens, jeg har i hvert fald ikke set tegn på det modsatte endnu. Det ser ikke helt godt ud.
Læs en anden udlægning end Lidegaards her:
https://www.mm.dk/blog/lidegaard-ulveman-kaemper-om-muhammed-fadaese
I øvrigt interessant, at han her både siger, at han ikke har været specifikt inde over den aktuelle dækning og samtidig siger, at det ikke er verdens største historie.
Der er vel en væsentlig forskel på, om Bo Lidegaard mener det han gør i en klumme, sådan som Journalisten skriver, eller i en leder - på avisens forside og under bjælken: Politiken mener. Så vidt jeg ved, er Politikens journalister henvist til den personlige klumme, når de mener noget.