BNB: »Vi var for tidligt ude med dødsfaldet«

Berlingskes Nyhedsbureau var suverænt hurtigst ude med nyheden om, at den mistænkte terrorist var død. De var nok også for hurtigt ude, siger nyhedsredaktøren.

Berlingskes Nyhedsbureau var suverænt hurtigst ude med nyheden om, at den mistænkte terrorist var død. De var nok også for hurtigt ude, siger nyhedsredaktøren.


Franskmanden Mohamed Merah, der er mistænkt for mordet på soldater og jødiske børn, er død. Det er fremgået ret tydeligt af breaking news-bjælkerne siden frokosttid. I Danmark var Berlingske Nyhedsbureau de første med nyheden. Klokken 11.25 kunne de skrive, at han døde, da politiet stormede hans lejlighed kort før klokken 11.
Kilden til oplysningen, som det fremgik af telegrammet, var La Depeche, der er et lokalt dagblad i Toulouse. Men de var nok også for hurtigt ude, siger nyhedsredaktør Anders Hvass.

»Jeg tror, vi var for tidligt ude med dødsfaldet. Når jeg kigger på omstændighederne nu og de meldinger, der kom bagefter, tror jeg ikke, der var belæg for at skrive, at han var død. Det var min fejl,« siger Anders Hvass til Journalisten.dk.

I en artikel på Ekstra Bladets hjemmeside står der, at politiet først stormede den dræbtes lejlighed 11.27. Det stemmer med de observationer, som Berlingskes egen udsendte beretter til BNB i den artikel, der nu ligger på Berlingskes hjemmeside.

"Jeg står få hundrede meter fra det hus, hvor han har forskanset sig. For et lille minut siden begyndte der at lyde skud, og der kommer lidt større eksplosioner indimellem. Så det tyder på, at han ikke er død, som det blev meldt for kort tid siden, sagde Martin Tønner klokken 11:27," står der på hjemmesiden.

0 Kommentarer