Det var en parodi, da Politikens journalist Olav Hergel fik Cavlingprisen i 2006. Og da Peter Øvrig Knudsen året efter fik Cavlingprisen var det politisk kammerateri. Sådan lyder det i dag fra kulturjournalist Bent Blüdnikow.

I en personlig klumme i Berlingske Tidende langer han ud efter det danske journalistmiljø i almindelighed og Cavlingkomiteen i særdeleshed, som han mener lider af politisk korrekthed.

Ifølge Bent Blüdnikow er uddelingen af Cavlingprisen i Danmark præget af "luskede tilfælde". Særligt i 2006, hvor Politikens journalist Olav Hergel og fotograf Miriam Dalsgaard vinder årets Cavlingpris for deres serie om flygtninge og især flygtningebørns forhold på asylcentre.

"Der var intet nyt eller opsigtsvækkende i serien, men den ramte åbenbart Cavlingkomiteens politisk korrekte nervetråde," skriver Bent Belüdnikow, der mener Jyllands-Postens daværende kulturredaktør, Flemming Rose, burde have fået Cavlingprisen for sin kamp for ytringsfriheden efter at have offentliggjort Muhammed-tegningerne.

"Rose var selvskrevet til at få Cavlingprisen. Alt andet var en parodi. Selvfølgelig fik han den ikke. Cavlingkomiteen turde ikke," skriver Blüdnikow i sin klumme "Journalistisk kammerateri" i dagens Kulturblokken i Berlingske

I lige forlængelse heraf kritiserer han samtidig tildelingen af Cavlingprisen i 2007 til Peter Øvig Knudsen for bogen om Blekingegadebanden:

"Bogen er flot fortalt, men fagligt er det en halvbagt kage. Der er kun minimalt nyt i forhold til, hvad journalisten Lars Villemoes havde gravet frem i årene 1989-1994. Peter Øvrig Knudsen havde en svaghed for PFLP (de egentlige onde i bogen er israelerne) og undlod at fortælle, at PFLP slog uskylde ihjel," skriver Bent Blüdnikow.

Anledningen til hans kommentar i Berlingske er den seneste tilsvarende prisuddeling i Sverige, hvor "Guldspaden 2009" er gået til journalist Lena Sundström, der sidste år skrev bogen om Danmark: "Verdens lykkeligste folk" og som efterfølgende var gæsteblogger på Avisen.dk.

"Bogen var underholdende, men tynd og yderst tendentiøs, men de svenske journalister elskede den," skriver Blüdnikow, der slutter af med at notere: "Politisk kammerateri er ikke et svensk monopol".