Bloggende redaktør får sparket

Redaktøren af det svenske magasin Villaliv er i dag blevet fyret efter at have blogget i sin fritid om retssikkerhed. Ifølge den adm. direktør har chefredaktørens blog kostet selskabet 450.000 svenske kroner i tabte annonceindtægter.

Redaktøren af det svenske magasin Villaliv er i dag blevet fyret efter at have blogget i sin fritid om retssikkerhed. Ifølge den adm. direktør har chefredaktørens blog kostet selskabet 450.000 svenske kroner i tabte annonceindtægter.

Chefredaktøren for Villaliv, Ingrid Carlqvist, er det helt store samtaleemne i den svenske mediebranche i dag.

Ejeren af Villaliv, Fredrik Lindbladh, valgte her til morgen at fyre Ingrid Carlqvist efter nogle usædvanlige anklager. Læsere af hendes private blog har således sendt usande mails til magasinets annoncørere, hvor hun blandt andet er blev beskyldt for at beskytte pædofile.

Ifølge Fredrik Lindbladh har det angiveligt kostet magasinet et tab i annonceindtægter på 450.000 svenske kroner.

Forhistorien er som følger: 

Ingrid Carlqvist har ved siden af sit job som chefredaktør været engageret i spørgsmål om mænd, som fejlagtigt er blevet anklaget for overgreb mod deres børn. En problemstilling, som blandt andet indgår i bogen "Inte utan mina söner", som hun udgav her i efteråret. Hele det seneste år har hun blogget privat om disse spørgsmål.

For nogle måneder siden fik ejeren af magasinet Villaliv så en email, hvor Ingrid Carlqvist helt grundløst anklages for at beskytte pædofile, skriver både svenske Resumé og Journalisten.se.

Senere fik magasinet annoncører tilsvarende emails med samme indhold. På opfordring fra ejeren, Fredrik Lindbladh, gik hun med til at nedlægge sin blog. Medvirkende hertil var, at hun havde brug for at skaffe sig arbejdsro til at færdiggøre sin bog.

Men det var angiveligt ikke nok. For bogen skabte også ballade.

Ingrid Carlqvist havde godt nok informeret Fredrik Lindblah om, at bogen netop ville skabe debat, og det var han tilsyneladende indforstået med.

I forbindelse med lanceringen af bogen åbner Ingrid Carlqvist bloggen igen og beskriver et lignende eksempel på det, som hendes bog handler om. Og så er det, at det går galt.

Den person, som tidligere spredte anklagerne mod hende, truer med at ville emaile til Villalivs annoncører endnu en gang. Og herefter får ejeren nok.

"I går ringede Fredrik Lindbladh og skreg, at jeg havde kostet magasinet 450.000 kroner i tabte indtægter i form af afbookede annoncer. Han bad mig om at droppe bloggen og spurgte, hvorfor jeg fortsatte, når ikke engang politikerne bruger tid på spørgsmålet," siger hun til Journalisten.se.

De to nåede dog aldrig at blive enige.

I går sendte Fredrik Lindbladh en besked til annoncørerne, hvor han gjorde dem opmærksomme på, at Ingrid Carlqvist ikke længere var chefredaktør.

Over for Journalisten.se er Lindbladh sparsom med at kommentere sagen. Han oplyser blot, at man er blevet enige om at stoppe samarbejdet.

0 Kommentarer