1200 af Dansk Journalistforbunds omkring 10.000 medlemmer risikerer fra 1. juli at blive ramt af lockout. DR, der er Danmarks største journalistiske arbejdsplads, er træt af langtrukne forhandlinger og har nu reageret ved at udsende lockout-varsel. Også selvom de ikke regner med, det ender med konflikt.
»Jeg tror og håber ikke, det bliver nødvendigt. Men selvom vi er nået langt i forhandlingerne med DJ, så er vi kørt fast. Derfor dette skridt,« siger afdelingschef for overenskomstkontoret, Vibeke Frank.
Dermed skal parterne mødes i forligsinstitutionen, og det er også en del af begrundelsen.
»Der er nogle knaster, som begge parter er rimelig låst fast på. Og for at det hele ikke skal trække ud for længe, har vi altså valgt at gå den vej,« siger Vibeke Frank.
DR ikke fleksible
De knaster, Vibeke Frank taler om, har næstformand i Dansk Journalistforbund Christian Kierkegaard lidt svært ved at se.
»Vi har været modtagelige over for alle DR´s hovedkrav, mens de ikke har været nær så fleksible,« siger han.
Han mener, at DJ har strakt sig langt over for DR, når forbundet har accepteret et to-måneders opgørelsessystem for overarbejde. Og når DJ har været imødekommende over for at forenkle lønsystemet, fra 22 løntrin til kun ét.
»Derimod har DR ikke været imødekommende over for vores krav om lønstigninger og ekstra kompensation for natarbejde,« siger Christian Kierkegaard.
Han er faktisk så forundret over lockout-varslingen, at han mistænker DR for at have en skjult dagsorden.
»Vi har absolut ingen skjult dagsorden. Overenskomsterne udløb 1. juni og der var vi ikke i nærheden af at have de nye på plads. På den baggrund er det altså ikke unormalt at udsende konflikvarsel,« siger Vibeke Frank.
Alligevel undrer Christian Kierkegaard sig.
»De eneste, der kunne have glæde af en konflikt, er jo DRs konkurrenter TvDanmark, TV 2 og TV3. Jeg tror, at vi finder en løsning, men min fantasi rækker ikke til at forudse, hvad DR kan finde på,« siger Christian Kierkegaard.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.