Hvis du som 58-årig laver det samme som en 27-årig, er du i risikozonen for at blive overhalet af de unge. Karriererådgiver i DJ Mads Løkke Ramussen giver en række tips til, hvad du skal gøre – og ikke gøre – for at beholde dit job. Eller få et nyt. Skal man for eksempel lyve sig yngre?
Hvad siger du til, at 95 procent af de ledige, Journalisten har spurgt, mener, at deres alder gør det sværere at få beskæftigelse? Og 50 procent af efterlønnerne og pensionisterne siger, at det blev sværere at få et godt job på grund af deres alder?
Jeg tror, det handler om, at man ser sig afskåret fra jobs, som man havde adgang til, da man var i starten af sin karriere. Men det er en vigtig pointe, at mange "voksne" reelt slet ikke er motiverede for at bestride de samme jobs, som da de var helt nye i branchen. At mange af dem så søger disse stillinger og bliver afvist, er spildte kræfter for alle involverede, men ikke nødvendigvis udtryk for aldersdiskrimination.
Hvad er dit råd, hvis man sidder i et job på en arbejdsplads, hvor man kan se, at det især er de ældre, der forsvinder, når der skæres ned?
Hvis man bare sidder og krydser fingre, har man overladt beslutningen til andre. Hvis man vil øge sin værdi for arbejdspladsen, er det ikke nok at kunne håndtere en bestemt opgave – selv om man kan den til perfektion. Man skal efteruddanne sig til at klare de opgaver, som er efterspurgte i fremtiden.
Skal man acceptere at gå ned i løn, når man bliver ældre?
Nej, ikke på vores arbejdsmarked. Hvis man som 58-årig laver det samme som en 27-årig, er man under pres, hvis man ikke leverer den samme produktivitet. Men ældre medarbejdere har en masse kompetencer, som nyuddannede ikke har. For eksempel at kunne træffe beslutninger, når det uventede sker.
Skal man holde sin alder hemmelig eller bruge et ungdomsbillede på ansøgningen, når man søger job?
Det er en dårlig ide at sende en ansøgning, hvor man ser yngre ud på billedet. Men det er en god ide at sende et godt billede, der passer til det job, man søger. Man skal ikke rette unødigt fokus på sin alder. Skriv din fødselsdag, og lad være med at undskylde din alder. Hvis man skriver "jeg er måske gammel, men jeg er ikke død endnu", svarer det til at skyde et stort hul i bunden af den båd, man befinder sig i.
Når man skal planlægge sine sidste år på arbejdsmarkedet, er det rigtige tidspunkt vel i begyndelsen af 60'erne?
Uha nej. Det er alt for sent. Hvis man skal have en god sidste del af arbejdslivet, skal man løbende vedligeholde sin employability, det vil sige sin værdi på arbejdsmarkedet. Dermed ikke sagt, at alle ærgerrigt skal løbe efter chefstillinger, det kan også være en plan om at gå på efterløn eller deltid. Det vigtigste er, at man gør noget i stedet for at opretholde illusionen om en verden, der er forsvundet, og håbe, at man klarer den til efterlønnen. Det er en trist måde at slutte arbejdslivet på.
Hvor tidligt skal man så begynde?
De fleste får fodfæste på arbejdsmarkedet, når de er i 30'erne, men hvis de ikke udvikler sig, er de måske ikke lige så kompetente, når de er i begyndelsen af 50'erne. Og det kan godt være, at de objektivt set mister jobbet på grund af finanskrisen, men den økonomiske krise er kun den sidste dråbe af mange dråber.
Det er hårdt at være på arbejdsmarkedet. Løven er ude på savannen, og den spiser den svageste gnu. Nogle gange er det den unge gnu, nogle gange den gamle. Hvis man holder sine kvalifikationer ved lige, er alderen ikke det afgørende. Så kompetencerne skal vedligeholdes løbende.
Hvem har ansvaret for, at man får nogle gode år inden pensionen?
Man kan ikke forvente, at arbejdsgiveren lægger planen, man skal selv komme med en plan for, hvordan man ønsker at blive brugt, for eksempel ved at tage en seniorordning.
Hvilke råd overrasker ældre medlemmer mest, når de kommer til dig for at få karriereråd?
En del ringer og fortæller, at det er umuligt at få et job, fordi de for eksempel er 51 år eller 61 år. Hvis det er det eneste, de vil fortælle mig, forstår jeg ikke, hvorfor de ringer. Jeg forklarer, at de ikke kan undgå at møde modstand. Men hvis man spiller sine kort godt, har man en fordel. For en hel del foreslår jeg ledervejen. Det havde de aldrig forestillet sig, fortæller de mig. Men det er, fordi de ikke kan se, at de er vokset gennem årene. De har påtaget sig bunker af uformelt ansvar, og så er skiftet til en lederstilling logisk.
Hvad er det, arbejdsgiverne ikke har forstået, når jobansøgere over 50 år sies fra?
Vi er i en branche, der ikke udnytter mulighederne for at sammensætte et bredt team med forskellige kompetencer. Det er ligesom et fodboldhold, hvor der både skal være unge talenter og erfarne folk, der har prøvet det før. Det har man svært ved at forstå, især på små arbejdspladser.
Kan du forstå, at ældre uden job føler sig uretfærdigt behandlet, når de bliver sorteret fra?
Jeg kan godt forstå, at nogle synes, det er hårdt at søge job, fordi man føler, man er et fly, der styrter direkte mod jorden. Men det må bare ikke smitte af på jobsøgningen. Hvis man ringer op og spørger, om man skal søge "selv om man er 53 år", kan man lige så godt lade være med at ringe – for hvad i alverden skal arbejdsgiveren svare?
Hvad tror du er forklaringen på, at mange medlemmer over 50 år oplever, at de er udsat for aldersdiskrimination?
Jeg tror, det handler mere om psykologi end om de faktiske forhold. Følelsen af at være sårbar som 50+-er bliver måske i nogen grad selvopfyldende. Man ser sig som svag og bliver derfor svag.
Er det helt umuligt at komme tilbage, når man har rundet de 50-55 år?
Nej, jeg kan se, at når de først lærer at skrive gode ansøgninger, så kommer de også til samtaler, og så sidder en 55-årig pludselig i en kommunikationschefstilling, selv om han måske selv troede, at han var helt færdig. Ældre medlemmer er også gode til at bygge en freelanceforretning op. De ved godt, at branchen består af andet end Politiken. De har et kæmpe branchekendskab og et netværk, der giver dem et stort forspring sammenlignet med nyuddannede.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.