search

Blev dummere af at flytte til København

Kan vi bidrage til en større forståelse af Danmark og verden, når vi i så udpræget grad ser verden fra ét sted og stort set kun omgås ligesindede og ligestillede?

Forleden tog 'Presselogen' på TV 2 københavneri op som emne. De fremmødte diskuterede, om pressens dækning af Danmark er skævvredet af, at hovedparten af landets journalister bor i og omkring København og ser provinsen som noget lettere eksotisk. Jammerdal eller Jammerbugt Kommune, herregud, det er jo langt ude i Jylland.

Jeg diskuterede det bagefter med min klogeste ven, som i øvrigt ikke er journalist. Og efterhånden nåede vi frem til, at københavneriet, som vi sagtens kunne få øje på, er et symptom på et større problem: Den journalistiske indspisthed. Med os selv og ligestillede, især fra den mere magtfulde del af Djøf-segmentet.

Vi er blevet en klasse for os selv, ikke mindst i København. Vi omgås andre journalister og mennesker med samme løn og syn på tilværelsen. Vores børn er venner og går i skole sammen, vi går til de samme arrangementer, vi bor de samme steder, vi liker hinandens Facebook-opdateringer og er koblet sammen på LinkedIn.

Det er næppe nogen revolutionerende betragtning, men jeg har selv fået den tættere ind på livet, fordi jeg for to år siden flyttede til København fra Ebeltoft.

I Ebeltoft boede jeg alment blandt enlige forældre, kontanthjælpsmodtagere, pensionister og flygtninge. I ungernes skoler var der børn af håndværkere, kasseassistenter, læger, gartnere, undervisere, glaspustere, tamilske pizzabagere, landmænd, advokater og afghanske automekanikere. I judoklubben var billedet det samme – et broget udsnit af den danske befolkning.

I København er min omgangskreds først og fremmest medie- og Djøf-mennesker fra øvre middelklasse. Jeg ved ikke helt, hvorfor det er sådan, men jeg kan se, at det samme i høj grad gælder for mine journalistvenner her. Måske fordi her er så rigeligt af os, at vi slet ikke behøver at forholde os til andre.

Det er dejligt trygt. Vi bliver bekræftet i, at vores syn på verden ikke er helt skævt, og hvis nogen mener noget andet, må de være galt på den. Vi bliver ikke nødt til at lytte særlig intenst til deres tanker (undtagen når vi søger efter et blødt punkt i deres argumentation), for vi har omgangskredsens ord for, at vi er på det rette spor.

I Ebeltoft blev jeg konstant tvunget til at overveje, om det var mig, der var spøgelsesbilisten, og de andre, som havde ret. Det blev jeg klogere af.

Jeg er ganske enkelt blevet dummere af at flytte til København – i hvert fald i forhold til forståelsen for levekårene bredt i Danmark og synspunkter, som adskiller sig markant fra mit eget. Jeg ser elendigheden på Indre Vesterbro, men jeg behøver ikke at forholde mig til den som andet end en mulig historie. De hjemløse, luderne og narkomanerne lever i et parallelt Vesterbro – ikke som en del af mit.

Nu kan det selvfølgelig være, at andre bedre end jeg formår at hæve blikket og deres dækning af Danmark væk fra indspistheden i mediemagtens korridorer.

Men jeg vil alligevel påstå, at hvis vi i højere grad boede og levede med mennesker fra alle samfundslag og mere spredt rundt om i landet, så havde eksempelvis Venstres 450.000 kroner i kontanthjælp aldrig fundet vej til mediernes overskrifter som en sandhed.

Jeg tror også, at vi i højere grad ville holde op med altid at stille cases op som enten stakkels ofre eller stygge slyngler, hvad enten de kommer fra samfundets top eller bund. Vi ville vide mere om, hvordan det er at leve her med anden etnisk baggrund end dansk. Vi ville også lade være med at beskrive alle områder uden for København med samme frydblandede skræk, som var vi udenrigskorrespondenter på særlig mission.

Vores dækning af Danmark og verden i øvrigt bliver skæv, når vi ubevidst kun formår at tage udgangspunkt i vores egne værdier og virkelighedsopfattelse. Vi kommer til at reproducere vores egne synspunkter, fordi vi hele tiden bliver bekræftet i, at de er rigtige.

En af journalistikkens største og mest fornemme opgaver er at øge forståelsen for samfundet og de mennesker og strukturer, som udgør det. Det kræver, at vi færdes i det og mærker det på egen krop.

Jeg er begyndt at overveje, om det for mit vedkommende også kræver, at jeg flytter væk fra København.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen