FORVANDLING. Hvor ska' vi hen, du?

Ja, journalistikken forandrer sig vitterligt med IC4-togs hastigheder. Ingen ved præcist hvornår og hvorhen – og da slet ikke hvorfor? Men alle medier prøver at købe og løse billet til 1. klasse på et tog, som måske slet ikke følger noget spor?

Jeg blev uddannet journalist foråret 1982 fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus, hvor der var mest gang i bordtennislokalet under bunkeren.

Nå, da jeg så fyldte 50 år, fik jeg flere overraskende mails fra gamle kolleger. Jeg troede ellers, at jeg var blevet glemt i mit jyske eksil. Men så gav en 62-årig kollega lige et pip fra sig. Han var steget af toget. En anden kollega på 34 år havde – efter en succesrig karriere på landsmedier – valgt et nyt fag (bankverdenen), fordi han heller ikke kunne lide den forvandling, mediebranchen tog.

Da jeg trådte ud af betonbunkeren i Århus for 26 år siden, var arbejdsløsheden høj. Mine klassekammeraters skæbner – set i bakspejlet – er utallige: Der var hende, der gjorde sig som vært på TV Avisen – og så pludselig døde. Så var der en kær klassekammerat, der blev chefredaktør på en avis – og alligevel tændte mere på at køre på sin motorcykel. Andre gled af i svinget af mange årsager. Men de fleste – ja, de blev rugbrødsjournalister. Prøvede at overleve – midt i mediernes konstante forvandlingsmaskine.

Hvad gjorde jeg selv? Jeg meldte mig syg, simpelthen. Kunne ikke overskue det virvar af udvikling og indvikling. Gik i stå, gjorde jeg. Seks år. Og da jeg så endelig nev mig i armen, så jeg mig selv stå og lede efter halve cigaretskodder i en jysk gågade. Puh, jeg havde også spist alt for mange baked beans (uden spejlæg) til 2,95 fra Netto. Men så bød muligheden sig til: Bliv kommunikationsjournalist. Fagets nyeste spor.

Og hold kæft, det var skønt at lande på en pind igen. Dejligt at få en løn at kunne leve af. Vidunderligt at blive accepteret igen som en kollega – nu bare med lidt flere rynker og erfaringer. Se, det var en forvandling – midt i medieverdenens utrolige og vedvarende forvandling.

Kæmp for alt, hvad du har kært – dø, om så det gælder, skrev min mor i min scrapbog engang. Det gælder vist også for alle vi halvgamle journalister. Vi har – i forhold til udgangspunktet – måttet file en hæl og skære en tå for at holde fast i det fag, som vi elsker over alt.

Journalistikkens konstante forvandling har fået mig til at kigge i spejlet på ny og spørge, som Hugo gjorde i tv-programmet "Eleva2ren": Hwa, hvor skal vi egentlig hen, du? /