search

Bland dig: Når vagthund bliver til jagthund

HABILITET. Hvorfor bliver der ikke stillet de samme habilitetskrav til journalister som til de fleste andre faggrupper? Og hvordan kan det være, at emnet fremkalder så stærke følelser i journalistkredse, at man nærmest bryder et tabu ved at rejse diskussionen?

HABILITET. Hvorfor bliver der ikke stillet de samme habilitetskrav til journalister som til de fleste andre faggrupper? Og hvordan kan det være, at emnet fremkalder så stærke følelser i journalistkredse, at man nærmest bryder et tabu ved at rejse diskussionen?

Jeg kan nævne mange eksempler, hvor det har eller kan have været tilfældet, men jeg vil nøjes med to.

Først et historisk. Ekstra Bladets kampagne mod Jan Bonde Nielsen i årene omkring 1980 omfattede mere end 400 artikler. Midtvejs i forløbet blev de to journalister indstillet til Cavling-prisen, hvilket førte til en markant intensivering af dækningen.

Den nådesløse jagt på en Cavling-pris – som dokumentaristen Axel Frank Larsen for nylig beskrev i artiklen ’Prisen for en Cavling’ i Information – indebar ikke alene anvendelse af tvivlsomme journalistiske metoder, men en personforfølgelse, der forhindrede Jan Bonde Nielsen i at leve et normalt liv i Danmark; selv om han senere blev frikendt for alle anklager.

Det andet og mere aktuelle eksempel er fra Brixtofte-sagen, hvor den journalist, som stod for B.T.s kampagne mod Peter Brixtofte i 2002 og året efter modtog Cavling-prisen for sin indsats, også dækker straffesagerne mod Peter Brixtofte for Jyllands-Posten.

Er det ikke nærliggende at antage, at denne journalist har fået en helt særlig interesse i, at domstolene stadfæster hans afsløringer, og at dette kan forhindre ham i at levere den objektive og loyale dækning af retssagerne, som bør være mediernes varemærke?

Et habilitetskrav handler ikke om paragraffer og snærende bånd, der bindes rundt om medierne af emsige jurister, men om at højne den almindelige mediebrugers tillid til journalister og den information, de leverer.

Med noget, der minder om en betinget refleks, afviser journalister relevansen af at diskutere den slags etiske aspekter af deres fag – og dét så godt som altid med henvisning til ytringsfriheden, der tilsyneladende er en altfavnende beskyttende kappe, som grundlovens fædre lagde om pressens skuldre. Og så er der ligesom lagt låg på diskussionen, for hvem bryder sig om at blive fremstillet som antidemokratisk eller modstander af en fri presse?

Der er muligvis mediehuse, der opererer med interne habilitetsregler; men der gælder ikke et almindeligt habilitetskrav, så man ikke kan dække en historie, som man har personlig eller økonomisk interesse i. Det burde der naturligvis. Et sådant krav skulle som mindstemål omfatte de helt elementære tilfælde, hvor et venskabs- eller familieforhold eller en særlig økonomisk interesse betyder, at journalisten kan have en interesse i sagen.

Her bør det ikke være vanskeligt for den pågældende selv eller redaktionschefen at beslutte at lade en anden varetage dækningen. Men burde det ikke også omfatte de tilfælde, hvor en journalist har fået en sådan karriere- eller prestigemæssig interesse i en sag, at der er risiko for, at objektiviteten i dækningen går tabt, og at mediet vil skifte rolle fra vagthund til jagthund? /

 

 

Jurist Vibeke Borberg er i øjeblikket i gang med et forskningsprojekt ved Syddansk Universitet om pressens betydning for retssikkerheden. Hun har som advokat blandt andet været forsvarer for Peter Brixtofte.

Kommentarer
3
Anders Elleby Nielsen
01.02.08 14:17
Ren spekulation

Kære Vibeke Borberg 

På Jyllands-Posten, hvor jeg er ansat, er der klare retningslinjer for, hvornår en journalist ikke må skrive om et emne eller en bestemt sag. Disse retningslinjer handler bl.a. om økonomiske interesser eller nære personlige bånd til kilder, der er involveret i historien. 

Men mig bekendt findes der ingen nedskrevne regler, der direkte forhindrer læserne i at få den bedst mulige dækning i avisens spalter af f.eks. en retssag. 

I eksemplet Peter Brixtofte ville det da være direkte idiotisk ikke at lade den journalist, der (sammen med en kollega) afslørede ham, dække retssagen for avisen. Han er en af de journalister i Danmark, der ved allermest om sagen, hvorfor han – sagens omfang og kompleksitet in mente - har de absolut bedste forudsætninger for at give læserne en indsigtsfuld dækning i Jyllands-Posten. 

”Er det ikke nærliggende at antage,” skriver du, at den pågældende journalist på grund af sin Cavlingpris ikke er i stand til at levere en ”objektiv og loyal” dækning af retssagerne. 

Har du egentlig konkrete eksempler på, at journalistens dækning ikke har været ”objektiv og loyal”?    

I modsat fald er din anklage vel dybest set ren spekulation og tilmed et angreb på den pågældende journalists faglige integritet.  

Hvis du har ”mange eksempler” på inhabilitet, der bunder i journalisters karrieremæssige interesser i en historie, må vi så ikke bede om et, der er blot en anelse bedre? 

Og i øvrigt: Du kalder artiklerne i B.T. for en ”kampagne” mod Peter Brixtofte, og du har selv forsvaret manden i retten. 

Hvorfor mon du vælger lige netop dette eksempel blandt alle de mange, du åbenbart ligger inde med?  

Ville det ikke være ”nærliggende at antage,” at du kunne have en interesse i at antyde en skæv dækning af Peter Brixtofte-sagen i Jyllands-Posten?   

Mvh. Anders Elleby Nielsen P

raktikant på JP  

Fremhævet af Journalisten
Michael Bjørnbak Martensen
02.02.08 08:12
Interessant emne, omend eksemplerne ikke er gode

For at starte med det sidste først: Jeg er helt enig med praktikanten på JP, for det er ren spekulation - du må komme med nogle beviser, vi kan forholde os til.

Hvad angår Bonde, blev han ikke dømt, hvor man så må spørge: er det nødvendigt, at kritiske punkter pressen fremdrager skal kunne holde i en retssal?

Etik er på samfunds-dagsordenen og masser af etik er der ikke lovgivning på - og netop derfor har pressen en overordentlig god grund til at se på etikken ift ganske mange emner; herunder det som Bonde gik og rumsterede med. Du må være præcis vedr. Bonde-sagen, hvis din kritik skal føre nogen vegne.

Det interessante derimod er tre ting, som jeg ser det:

1) Påvirker en pressedækning behandlingen i retten - og i særlig grad de afgørelser der træffes?

2) Er pressedækningen loyal/passende ift den person hhv sag, det drejer sig om? (f.eks. at der laves alt for meget ift hvad sagne kan bære - at der går personhetz i sagen, hvor interessen alene er at sælge aviser, etc.)

3) Er pressens rolle som vagthund på deroute? (Når f.eks. sager om mobning på arbejdspladser går pressens næse forbi og pressen støtter krænkeren, når der endelig laves journalistiske produkter - så er der måske noget der tyder på, at der er gået for meget alliance i forholdet mellem journalistikken og annoncekronerne)

Sidst: Kære Vibeke Borberg - det er super, at du vil kigge på presseområdet med dit juridiske afsæt, men et godt råd skal være, at du tager ud på en redaktion - f.eks. Jyllands Posten - en uges tid og følger arbejdet i redaktionsgruppen, for du mangler altså nogle indsigter i pressens måde at arbejde på.

 

Fremhævet af Journalisten
Bo Sørensen
16.04.08 14:22
Re: Bland dig: Når vagthund bliver til jagthund

Skal IKKE begynde at kommentere kompetancedebat,men istedet et "sjovt" input(og her KAN pressen jo dog kaldes særdeles kompetent,hvis den valgte dette...)nemlig et citat fra Fyens Stiftidende 12.april ,artiklen "Nye gadelygter for 25 mio.kr." side 12

citat start:Hvis man lader et privat firma overtage arbejdet&ansvaret for gadebelysningen,får det private firma energiafgiften refunderet af staten.citat slut

Det gir da en tanke på Farumsagen,nemlig om det ER så "groft bedrageri",eller er det mere.....Brixtofte cirkus??(Helt uden at have "forsket i sagen "-input,..kun strøtanke...)

Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen