MÆTHED. Det herrens år 2008 har indtil videre lignet de foregående. I hvert fald når det gælder den journalistiske orkan, der raser om vores yndlingsemne.
Senest her i sommer var der historien om dommertørklæder, der så gik lige lukt over i turbankrisen. Hvis nogen skulle have glemt det, udsprang turbankrisen af et obskurt forslag fra Dansk Folkeparti om, at bærere af turban ikke skulle kunne undtages fra at køre på motorcykel iført hjelm. Herligt nok.
Indtil TV2 News tjekkede lidt op på deres egen hovedhistorie. Så fandt de ud af, at der vist ikke fandtes nogen i Danmark bosiddende turbanbærere, der var indehavere af en motorcykel. Til gengæld fandt journalisterne frem til en enkelt sikh, der ejede en scooter. Det borgede så for den efterfølgende scooterkrise, der dog ikke varede mere end et par dage.
I efterårets begyndelse har nogen åbenbart savnet sommerens muntre historier. For da Lene Espersen for nylig overtog de konservatives formandspost, var pressemødets tredje spørgsmål til hende da også, hvad hendes holdning var til dommere med tørklæder. Hvad hun svarede, aner jeg ikke. Jeg slukkede for fjernsynet.
Jeg vil meget nødigt kategoriseres sammen med Politikens stærkt nedladende "det er så synd for alle indvandrerne, og de skal hjælpes og behandles som handicappede børn"-holdning.
Men ligegyldigt hvad man måtte mene, så gemmer der sig bag disse hovedbeklædningshistorier dansk presses største emne-satsning nogensinde: Indvandrere og Integration. Med en fokuseringsgrad, der tilnærmelsesvis ligner en besættelse.
Om det bliver dækket med Politikens offerrolle-tilgang eller Jyllands-Postens "ind i hollændervognen og ud af landet"-holdning, er måske sekundært. Det primære er nemlig – måske – gået hen og blevet selve antallet af historier. For vi ender med ikke at kunne holde emnet ud. Og det kan gå hen og bidrage voldsomt til de allerede eksisterende problemer. Både fordi de evindelige indvandrer-historier kan skabe noget, der minder om trods hos de indvandrere, der hele tiden skrives om. Og irritation over dem, der hele tiden er emnet, hos os andre.
Jeg hører venlige højre- midt- og venstresnoede kolleger og venner fortælle om opsigelse af avis-abonnementer. Eller opstandelse fra karbade for at slukke radioen, fordi den bragte det syvende integrations-indvandrerindslag den dag.
Jeg har lavet en lille optælling: I de seneste 10 år er der i de otte store danske dagblade blevet skrevet cirka 85.000 historier om indvandrere og/eller integration. Det er tre styks dagligt i hver avis. Inklusive juleaften og nytårsaften. Dertil kommer de æterbårne medier, der jo bestemt ikke ligger på den lade side heller.
Man kunne spørge sig, om ikke den store dækning i sig selv har været med til at skabe den megen undren internationalt, hvor udenlandske journalister tror, vi alle sammen er blevet racister. Det tror jeg ikke, vi er. Men den omfattende dækning, hvor alle vinkler bliver afprøvet mange, mange gange, kan skabe forståelig træthed og modvilje. Hvad enten det er hos en etnisk dansker eller en med indvandrerbaggrund./

Lisbet Larsen har været tilknyttet DR som freelancer gennem 17 år, senest som speaker og tekstskriver på P1.