search

Bland dig!

Vi er vel kolleger? 

Vi er vel kolleger? 

Solidaritet. Det er oktober 2005 på Rigshospitalet i København. Om 15 minutter møder hele nationens lille ny prins pressen for første gang. Vi er mange, der har været på hospitalet i flere dage, siden den første besked kom ud om, at fødslen var en realitet. Alle vil stå på første række, når kronprinsparrets førstefødte bliver vist frem.

Pludselig dukker en kendt reporter fra TV 2 op. Hun skal reportere live fra begivenheden. Hun møver sig ind blandt fotograferne og stiller sig i første række med sin mikrofon. En af still-fotograferne råber op: »Hvad fanden laver du? Vi har stået her i dage, du kan ikke bare dukke op nu og komme helt frem.«

Hun er temmelig ligeglad. Hun skal jo sende live.

Hun er nemlig fra tv.

For kort tid siden er vi så i New York. Igen er Frederik og Mary genstand for mediernes bevågenhed. De har sagt ja til at stille op til billeder og spørgsmål foran hotellet. Næsten alle er der i god tid for at kunne stå i første række. Pludselig spørger en kameramand fra TV 2, om han kan stå, hvor jeg står. »Nej,« siger jeg. »Jeg kom jo tidligt for at få en god plads.« Journalisten fra samme station sender mig et par meget vrede øjne og siger:

»Det tror jeg også, at vi gjorde.«

Men nej, det gjorde I ikke, hverken der eller i utallige andre situationer. Jo, jeres OB-vogne og andre teknikaliteter var der tidligt. Men ikke jer. For I er jo vigtige. Meget vigtigere end jeres skrivende kolleger. Hvorfor skal jeg dog som skrivende journalist stille spørgsmål?

Jeg kan jo bare skrive af efter fjernsynet, ikke?

For det er jo tv. Og dét er vigtigt.

Og jeg hører oftere og oftere fra skrivende kolleger, at pressemøder bliver udskudt, fordi tv-journalisterne ikke er dukket op. At tv får de første citater, fordi de skal nå at klippe indslaget sammen. Men skrivende journalister har altså også en deadline.

Det er bare, ja, uretfærdigt, og sådan burde det ikke være.

Vi burde arbejde ud fra de samme præmisser. Og intet medie er i dette game vigtigere end et andet.

Det kan selvfølgelig godt være svært som 'tv-star' at leve med det faktum, at man måske bliver nødt til at stå tidligt op, tage flade sko på og drikke dårlig kaffe for at få historien på samme vilkår. Nogle gange bliver man faktisk også nødt til at hygge sig med sine søde kolleger, mens man venter.

Men sådan er det. Sådan er spillet blevet – ikke kun når vi dækker kongestoffet, men også ved andre store begivenheder. Vi er mange om budet og bør i stedet arbejde side om side med respekt for hinanden.

Ved den seneste royale begivenhed – prins Joachim og Marie Cavalliers forlovelse – foregik møveriet stille og roligt. Men her var der også en håndfuld politibetjente og bombehunde til at holde styr på tropperne. Og vi blev alle stillet op på række og lukket ind i hold.

Men bombehunde og politibetjente? Det burde da ikke være nødvendigt, for at journalister fra forskellige typer af medier kan arbejde sammen.

For vi er vel stadig kolleger, ikke? /

Mia L. Christensen er ansat på Nyhedsavisen, hvor hun dækker underholdning og det royale stof. Har tidligere været ansat på Billed-Bladet og HER&NU.

Kommentarer
2
Jan Eskildsen
19.10.07 13:39
Godt gået

Bare knald til dem, du. Møv, møv og møv de overlegne skiderikker ud på sidelinien.

Fremhævet af Journalisten
Erik Staffeldt
29.10.07 14:54
kolleger? aldrig i livet

Nej Mia, der gælder ingen kollegial blødsødenhed og pædagogsnak, når de hårde drenge skal have deres lyd og billeder i kassen. Og det har der ikke gjort i de seneste 30 år.

Enhver er sig selv (og sin arbejdsgiver) nærmest.

Og hvis arrangørerne af presseseancerne ikke formår at tildele alle interesser plads er man på spanden, hvis man er lidt høflig. Jeg håber ikke, din klumme er forgæves, omend jeg kan have mine tvivl.

 

 

Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen