Ansvarshavende. Smag lidt på det ord. Det lyder vel nok flot. Min salig mor ville have været stolt, men hvad betyder det egentlig? Ikke en disse.

I gamle dage betød det, at det var den ansvarshavende, som rankede ryggen og modtog en dom på fængsel eller bøde.

I dag er det bare en fin titel og en undskyldning for at smide en ekstra slant i lønningsposen.

Den danske anklagemyndighed har for tiden meget travlt med at retsforfølge menige journalister, mens de såkaldte ansvarshavende redaktører går fri. Det virker selvfølgelig ekstra intimiderende, når staten går efter at ramme det enkelte individ frem for de medier, som journalisterne repræsenterer.

Journalist Lars Wikborg fra Urban har fået en bøde for at smugle en kniv fra en restaurant ud til gaten i Københavns Lufthavn. Byrettens dom er netop blevet stadfæstet af Østre Landsret.

Urban ville påvise en sikkerhedsbrist.

Daværende chefredaktør for Urban, Steen Breiner, havde personligt godkendt ideen, så Lars Wikborg repræsenterede selvfølgelig sin avis derude i lufthavnen. Det var ikke en privat familieudflugt med fotograf. Alligevel blev Steen Breiner aldrig tiltalt, og det er næppe tilfældigt. Da samfundet ikke mener, at enhver politikreds skal kaste om sig med tiltaler mod journalister, er det Rigsadvokaten, der skal godkende hver enkelt straffesag.

Hvis strafforfølgelsen af de menige medarbejdere er en tilfældighed, så er det altså en tilfældighed sanktioneret på højeste niveau.

På mandag – den 13. november – er det journalisterne Michael Bjerre og Jesper Larsen fra Berlingske Tidende, som er på anklagebænken med et krav om ubetinget fængselsstraf. De er både tiltalt efter en paragraf, der kan give et halvt års fængsel, og en paragraf, der kan give to års fængsel.

De formastelige har såmænd fortalt sandheden om Forsvarets Efterretningstjenestes vurderinger af Iraks eventuelle masseødelæggelsesvåben.

Fy for en fri presse.

Først da chefredaktør Niels Lunde offentligt undrede sig over, at han ikke også var sigtet, vågnede politiet op. Anklageren sigtede nu blot Niels Lunde efter den strenge paragraf, der kan give op til to
års fængsel. Sagen ville nemlig have været
forældet efter den milde paragraf på grund af anklagemyndighedens mere end to år lange slumreperiode. Det betyder, at hvis retten finder, at der er grundlag for at dømme efter den milde paragraf,
der maksimalt giver et halvt års fængsel, så går
Niels Lunde alligevel fri. Og det er næppe sand-
synligt, at retten bruger den strenge paragraf, så
reelt er det igen de menige journalister, der står for skud.

Det ville have været rart at høre en massiv protest fra Danske Dagblades Forening over den systematiske udhulning af redaktøransvaret.

Men den udeblev. Måske fordi direktør Ebbe Dal har så travlt med at løbe Christiansborg-politikerne på dørene i en anden sag.

For tiden lobbyer arbejdsgiverne intenst for at overtale regeringen, Dansk Folkeparti og de radikale til at overdrage ophavsretten fra medarbejdere til arbejdsgivere.

De europæiske mediearbejdsgivere kæmper for at få amerikanske retstilstande, så medierne kan disponere over historier, billede og lyd. De vil have ret til frit at kunne redigere og sende stof ud på alle platforme uden forudgående aftale.

Det øger selvfølgelig risikoen for fejl, stramninger og forenklinger, som journalisterne ikke har indflydelse på.

Kort sagt skal mediefolk ikke længere have retten til deres eget produkt.

Til gengæld skal de menige medarbejdere tage skraldet i retssalene, hvis det går galt.

Det er ikke sundt. Ansvar og pligter bør følges ad.

Næste gang vil vi gerne høre arbejdsgiverne protestere tydeligt over udhulningen af udgivernes ansvar – og gerne før forældelsesfristen er overskredet.