»Denne proportionsbevidste nestor inden for dansk retsjournalistik …« (Weekendavisen) »en retskaffen og troværdig journalist …« (Politiken) og »Blædels grundige research fortjener ros …« (Nordjyske Stiftstidende). Lovordene regnede ned over journalisten Leif Blædel i dagspressens anmeldelser af hans kontroversielle debatbog: Vadstrupgårdsagen: Justitsmord.
I pamfletten – den er på 71 sider inklusive dommene fra byret og landsret – forsøger Leif Blædel at påvise, at den pædofili-dømte 30-årige pædagogmedhjælper er offer for justitsmord. Netop i disse dage afslutter pædgogmedhjælperen afsoningen af landretsdommen på tre et halvt års fængsel.
Men forbrydelsen, han er dømt for, kan umuligt have fundet sted, hævder Blædel. Hele sagen er opspind. Gerningsstederne er usandsynlige, politiets efterforskning tvivlsom og de 20 misbrugte børns vidneudsagn utroværdige.
Og det har han jo lov at mene. At Blædel synger falsk, opdager kun de færreste.
Ikke engang nogle af koryfæerne i dansk presse hører mislydene. Weekendavisen lader Egon Balsby anmelde bogen, mens Tøger Seidenfaden selv påtager sig tjansen på Politiken. Begge har imidlertid kun et overfladisk kendskab til sagen. Seidenfaden har endda mod nok til direkte at skrive, at han simpelthen har sprunget pressedækningen over, fordi sagen er så ubehagelig.
Anmeldernes manglende viden er vand på Blædels mølle. I de blindes rige er den enøjede som bekendt konge, så Blædels lodret forkerte påstande købes som sandheder. Pludselig synger Balsby og Seidenfaden med på den falske melodi. Her er der nok begået et justitsmord.

Blædel understreger, at ikke en eneste af de ansatte i børneinstitutionen Vadstrupgård nogensinde havde set det mindste mistænkelige ved pædagogmedhjælperen. Den påstand køber både Seidenfaden og Balsby.
Det er ikke sandt. Der er stribevis af eksempler fra retssagen:
• Flere ansatte fortalte i retten om en pige, der havde fortalt flere ansatte om, at julemanden havde kysset og kildet hende og slikket hende i skridtet. Den dømte skulle angiveligt have klædt sig ud som julemand og hængt et julemandsskæg på sit lem, som han tvang børnene til at sutte på.
• Flere medarbejdere gjorde iagttagelser omkring et lille depotrum i institutionens stueetage, hvor en medarbejder skal have fundet den dømte bag en lukket dør. Da medarbejderen spørger, hvad de laver, svarer barnet: »Leger med Henriks tissemand.« I et andet tilfælde måtte en medarbejder skubbe til rummets dør for at få den op. Medarbejderen spurgte, hvad den dømte og børnene lavede, men fik intet svar.
• En ansat citerer i retten den dømte for bemærkningen: »Det er ligesom at trænge op i en fire-årig«. En anden medarbejder har studset over den dømtes »spøgefulde« bemærkning om at presse sit lem op i en fem-årig. Desuden har en ansat efterfølgende i TV 2 forklaret, at hun havde mistanke om, at den dømte begik overgreb, men at hun ikke havde mod til at sige det til nogen.

Blædel kendte ifølge Jyllands-Posten godt disse udsagn. Men for det første hæfter han sig ved, at ingen har »set« noget – underforstået: hvad man har hørt tæller ikke – og for det andet tror han ikke på udsagnene, fordi medarbejderne ikke straks gik videre med deres iagttagelser. Derfor har han valgt helt at se bort fra oplysningerne i sin bog.
I stedet konstaterer han altså uden videre som et faktum, at ingen af de ansatte nogensinde har set det mindste mistænkelige ved pædagogmedhjælperen.
Løgn eller manipulation? Vælg selv.
Der er meget andet, Blædel har valgt at se bort fra. For eksempel har han ikke fundet det umagen værd at tale med en eneste forælder og kun meget sporadisk med politiet, før han afsiger sin dom.

En anden forkert påstand er, at forældrene først skulle være kommet ilende til med nye oplysninger om flere voldelige overgreb og flere gerningsmænd efter dommen. Blædel antyder skamløst, at nu har forældrene fået blod på tanden med udsigt til yderligere erstatninger.
Jeg kan med et skriftligt vidneudsagn fra landsretten dokumentere, at Blædels påstand er lodret forkert. At politiet længe inden landsrettens dom havde kendskab til de yderligere anklager om voldelige overgreb og flere gerningsmænd.
Og sådan kan Blædels centrale påstande plaffes ned en efter en.
Mange af de oplysninger, som dokumenterer, at Blædel er ude på dybt vand, har tidligere været offentliggjort. Grundig research havde altså vist, at der ikke er hold i en række af Blædels hovedargumenter. Det har jeg foreholdt Tøger Seidenfaden, men han har ikke ønsket at bringe oplysningerne videre til sine læsere. Anderledes med Radioavisen, der, i otte-udsendelsen den 19. november, kom for skade at viderebringe oplysningen om, at pædagogmedhjælperen udelukkende var dømt på børnenes udsagn. Den brøler blev rettet en time senere.

Lad det være slået fast. Jeg hilser velkommen, at nogen sætter kritisk fokus på denne ulykkelige sag og på hele det ømtålelige område, der handler om seksuelle overgreb mod børn. Det er helt naturligt at forholde sig kritisk også til børns og forældres udsagn. Men det er stærkt problematisk, at kritikken fremføres på så løst et grundlag af en person, der nærmest pr. automatik afviser anklager om seksuelle overgreb mod børn. Gennem flere år har Leif Blædel tværtom plæderet for et mere liberalt syn på frivillige seksuelle forhold mellem børn og voksne.
Det samme har pædagogen og medstifteren af pædofilgruppen Peter Schmidt. Han udgav i 1997 bogen »Fra incest til mediehetz«, hvori han fortæller om lykkelige incestforhold og blandt andet om sit seksuelle forhold gennem godt et år til sin 13-årige søster, mens han selv var 21 år. At søsteren måske ikke har det så godt med det forhold, tilskriver Peter Schmidt omverdenenes fordømmende reaktion og tabuisering.
Leif Blædel optræder i bogens kolofon. Bogen indledes med en artikel fra Weekendavisen, hvori Blædel skælder ud på Politiken for at kalde Peter Schmidt for »erklæret pædofil« og på Pressenævnet for at blåstemple Politikens udfald.
At Blædel selv har en aktie i Peter Schmidts bog afholder ikke »denne proportionsbevidste nestor« fra selv at anmelde bogen i Weekendavisen den 12. december 1997.
Blædel gav bogen en meget fin anmeldelse. Blædel skriver således om forfatterens omtale af lykkelige blodskamsoplevelser: at det er »højst værdifuldt at en uforfærdet, kæmpende mand som Peter Schmidt lægger sit oplysende materiale frem, så både dokumentationens vægtighed og de konklusioner han drager, kan blive diskuteret på virkelighedens grundlag.«
Endnu et eksempel på svigtende dømmekraft hos Weekendavisen og hos nestoren selv kunne man opleve forleden, da Weekendavisen præsenterede Blædel som »gammel tv-anmelder« i hans kritik af DR-Rapportens udsendelse om Vadstrupgårdsagen. Det skete, selvom Blædel så åbentlyst var part i sagen, idet udsendelsens centrale omdrejningspunkt netop var en skarp kritik af Blædels pamflet.

Respekten for Blædel er tilsyneladende så stor, at almindelig kildekritik sættes ud af kraft. Helgenkåringen af »hædersjournalisten« Leif Blædel har længe været det altdominerende indtryk på Peter Schmidts hjemmeside (www.just-well.dk), hvor fyldige uddrag af Seidenfadens og Balsbys anmeldelser kan ses i selskab med de øvrige, som lod sig lokke til at bruge Blædel som sandhedsvidne.

Af Ib Keld Jensen, freelancejournalist

Ib Keld Jensen har fulgt Vadstrupgårdsagen tæt, blandt andet for at samle research til en bog om sagen – i den sammenhæng har han fulgt forældrenes støttegruppe.